Vi lever i en egotid, hvor der ikke er plads til dystermuler.

Der er ikke plads til betænksomhed, da ungebomben allerede er tabt.

Det geosociale netværk vokser i takt med vores ensomhed.

Vi prøver "pædagoghåndtegn" at gøre revolution mod bombens byrde.

De prædiker om at vi er en nettogeneration som ikke tager stilling til noget eller nogen.

Men vi er mennesker under evig evolution altid på jagt efter lyksalighed.

Vi prøver lykken med grøntsagscoach og ultra book for at fylde følelsen af tomhed ud.

Inderst inde er vi jo nok alle en dystermule, som bryder ud når supermånen er klarest.