Som jeg kantede mig igennem menneskemængden, var det påfaldende så blødt jeg oplevede kroppene, jeg møvede mig forbi. Genkendt på mine øjne følte jeg en tilknytning til luften omkring dig og dem, men kroppene var stadig bløde, uvidende. Mængden blev ved, luften stadig den samme. Til sidst måtte jeg lukke øjnene, og det hele forsvandt, undtagen blødheden. Da du pillede mine øjne åbne igen, var det hele hvidt omkring dig og mig. Jeg kunne stadig mærke en mængde omkring mig og os, men det hele var så uvirkeligt, at det ikke gjorde noget. Det var som det plejede at være.