Jeg er som et dyr, der langsomt sniger sig ind på sit bytte, venter på at det forvilder sig langt nok væk fra resten af flokken, så jeg kan sætte mit angreb ind. Hurtigt og dødbringende... Blodigt.
Afspejlende mit indre raseri, mit had til disse umælende flokdyr der bare vader gennem livet uden nogensinde at stille et eneste spørgsmål, der har bare et gran af vigtighed i sig.
Jeg mærker hvordan afskyen pumper i mit blod og finder vej helt ud i fingerspidserne, der svarer ved at krumme sig sammen om kniven i min lomme.
Det næsten ubærligt at tænke på hvor latterligt enfoldige mennesker er.
Man lærer, hvad der er rigtigt og forkert og stiller derefter aldrig spørgsmålstegn ved det igen.
Jeg er kommet for at lære dig at tænke selv.
Jeg er kommet for at lære dig at stille de spørgsmål, som du ikke ved stadigt mangler svar.