Hej Lilleager

En kvinde på flugt fra noget meget farligt, nogen, der skyder i skoven, altså et eller andet større opgør. Vi ved ikke hvad, men det er også underordnet.

Hun ænser ikke smerten i starten og til sidst hører hun sit hjerteslag, der er så højt, at hun er bange for at blive hørt af de andre og opdaget. Alt det er sanset. Noget, jeg som læser finder helt troværdigt: sådan tror jeg, hun tænker og føler.

Blodet pipler frem? Mon hun ænser det? Det tror jeg ikke. Det vil hun snarere opdage bagefter, tror jeg. selvfølgelig sker det mens hun løber, men når du beskriver det skiftes til ydre synsvinkel, hvor du ellers skriver med indre. Det kan man selvfølgelig godt, men går der ikke lidt af intensiteten tabt?

Jeg er generelt ikke så vild med den meget udbredte kliché om adrenalinen, der pumper, men der er jeg nok miljøskadet af mit tidligere professionelle liv. Synes dog, du måske kunne overveje et andet udtryk.
Teksten formidler en spænding, som vel godt kunne være en del af en krimi eller noget.