Jeg har aldrig overvejet hvordan det føles. Hverken den begyndende fortvivlelse da jeg svagt kunne ænse overfladen af vandet, som blev væsentligt voldsommere af mine hysteriske bevægelser. Ej heller smerten af utilgængelig frihed, ved at sluge og inhalere salt vandet gentagende gange. Den efterfølgende følelse var tomhed, min krop havde givet op og ville give vandet lov til at befri mig, binde mig, synke mine længsler. Det var en smerte så kraftfuld at jeg kunne smage den på tungen, men det føltes som en befrielse, en venten der endelig kunne slutte. Hvor ville jeg dog ønske vandet havde slugt mig.