Jeg vidste det var dumt gjort. Det havde også været dumt alle de andre gange, men den her gang var det gået for vidt. Følelsesløsheden og kulden begyndte langsomt at invadere min krop, og den summende og prikkende fornemmelse i mine fingre var borte. Det var for sent at afblæse eller alarmere, som jeg havde gjort så mange gange før. Jeg kiggede ned på mine håndlede og så, hvordan blodet pumpede sig ud af mine aflange snit. Aldrig på langs, det vidste jeg. Men skaden var sket, og jeg kunne langsomt mærke, hvordan mit blik formørkes og livet forsvandt. Ups.