Katastrofen ramte mig. Den ramte hårdt og frygtindgydende. Slugte mig og åd mig, som et frådende uhyre, der levner mindre end mindet. Minderne før, er slørede, som om jeg ikke kan trænge igennem den mur af tåge der omkranser dem. En tåge skabt af netop dette ene øjeblik. Øjeblikket hvor tiden gik i stå, livet forsvandt og blodet stivnede. Jeg stivnede, i et frossent split sekund der føltes som en uendelig evighed, for til sidst at splintres i utællelige skår. Minderne efter bliver hårde som granit, uden varme, uden sjæl. Mørke og kolde, som den jord hun nu er under.