Baggrunden falder bort, kulissen vælter, buske, træer og bjergene fordufter. Pistolløbet er alfa og omega, kaffe og kage. Det jag i lænden, der har plaget mig i ugevis, selv når jeg sidder på kummen, er borte.
"Ka' vi ikke..." begynder jeg, men min strube snørrer sammen og kvæler resten. Min strube imiterer en lavere siddende ringmuskel i selvdestruktiv solidaritet, dårlig timing måske, men det er en refleks. Mærker jeg overhoved noget, hvis han trykker på aftrækkeren nu? Jeg ved ikke en gang, hvad det er for noget isenkram, en 9mm, en .38, eller en .45?
Jeg sveder. Tunnelsyn, absolut tunnelsyn.