I bakspejlet den blå sky af fordampende gummi fra mødet mellem dæk og asfaltens flintesten. Ved først da at foden allerede instinktivt men alt for sent har sat sig på midterste position. Presser, ned, ned. Et vakuum af tid. Erkendelsen af det uundgåelige overvælder alle sanser og river tiden i stykker. Forventningen om kaos, deforme lemmer, død. Glas knuses, metal deformeres, intenst ønske om liv svigtes af inertiens iboende grusomhed. Gråt mørke udgår i alle retninger som vidnesbyrd om meningsløshedens konsekvens. Et sted bliver et barn aldrig mere sig selv. Mennesket nu blot et hylster fortabt mellem metal og g-kræfter.