"Mor, mor, mor!", kalder drengene. "Må vi ikke godt få en is?"
Jeg lukker et dybt suk ud gennem mine læber og trasker tungt imod dem.
"Nej, det har jeg også sagt. Alt det sukker ødelægger jeres tænder," snerrer jeg tilbage. De kigger skuffet op på mig og lader deres skuldre hænge helt sørgmodigt, som havde jeg frataget dem deres yndlings legetøj.
"Jamen, moar!", råber Elias og tramper hårdt i gulvet. "Vi vil have is!"
Tobias, som er min yngste søn, efteraber - selvfølgelig - Elias og tramper ligeså stædigt i gulvet, mens han råber efter is. Jeg tager fat i kraverne på deres dynjakker, sætter mig på knæ og kigger dem dybt i øjnene, mens jeg sammenbidt snerrer ud mellem mine tænder, at hvis der bliver mere brok, får de slet ikke noget mad i dag. Tobias bryder selvfølgelig ud i gråd, sulten og træt, som en 4 årig jo gør efter en hel dag i børnehaven. Elias smiler hoverende. Han kender mig og ved, at jeg har minus på min overskudskonto, når arbejdsdagen er slut. Det fryder ham.
"Okay så... Én is," siger jeg sukkende, mens jeg med tunge skridt trasker videre hen til kartoflerne.
"Tak, mor!", råber de jublende og uden en eneste snert af taknemmelighed i deres stemmer. Jeg mærker tårerne presse på, knuden i maven - det er presset, deres egoistiske og arrogante far efterlod mig, da han stak af med en yngre blondine med falske patter. Tanken frastøder mig.
Drengene ligger deres is i kurven og vi går videre. Ved mælken støder jeg på en gammel veninde, og desværre ser hun mig.
"Hej, Anette!", siger hun med et bredt smil og placerer sin hånd på min skulder.
"Hej, søde!", svarer jeg. "Hvor er det længe siden! Du ser godt ud!"
"Ja, det er godt nok længe siden! Hvordan går det med Thomas?"
Åh nej. Det uundgåelige spørgsmål.
"Det ved jeg faktisk ikke", svarer jeg ærligt. Elias bryder ind.
"Far forlod mor for en lyshåret dame!", siger han og ligger armene over kors. Hun ser forarget ud.
"Det er jeg da frygteligt ked af at høre," siger hun. "Men behøver børnene være blandet ind i det?"
"Det må du tale med Thomas om," svarer jeg afvisende. "Det var hans beslutning."
Der kommer en pinlig tavshed. Elias og Tobias kigger på mig med trætte øjne og kærlighed.
"Hyggeligt at hilse på dig, Susan, men drengene er sultne, så vi må lige snakkes, ikke?", siger jeg med lethed i stemmen.
"Det gør mig simpelthen så ondt," siger hun, giver mig et klem og går. Elias smiler op til mig, de blå øjne skinner ind i mine.
"Det skal du ikke være ked af, mor," siger han. "Vi forlader dig aldrig!"
Jeg får en klump i halsen og husker igen, hvilke dyrebare gaver, deres far forærede mig, inden han forlod mig. Jeg er heldig, og jeg er taknemmelig. Af hele mit trætte, overskudsmanglende moderhjerte.