Jeg står bare. Ser mig omkring. Panisk. Min hjerne sender signaler til den anden ende af min forræderiske krop, om at mine fødder skal flytte sig. Famlende. De lystrer. Jeg vil gøre alt. Alarmberedskab. Min store søn sidder i den anden ende af lokalet. Ordene trænger ind i ham og flyder ud af øjnene. Mit hjerte bløder. Min mund kommer på gled og jeg trygler, snakker, forsøger at samle alt mit mod. Hans gråd er ikke farlig. Rolig. Panisk. Okay, hvad kan jeg selv gøre? Lægens ord slår hårdt. Du har kræft. Der er ikke noget, du selv kan gøre..