Angsten sidder i maven som et sug, der hiver og flår i mine indvolde. Angsten følger vejrtrækningen. Korte stød, der indåndes og via lungerne, føres ud i blodkredsløbet, spredes til alle celler og inficerer hele organismen med den alt fortærende angst. Angsten der ikke må sættes ord på. Angsten der bliver alt for virkelig hvis den siges højt. Katastrofen lurer lige om hjørnet. Om lidt er det slut. Jeg mærker det i hver en krog af mit sind. Ved det i mit hjerte. Fortrænger det. Den sidste vejrtrækning. Hjertet går i stå. Katastrofen indtraf. Angsten forsvinder. Hjertet knuges af sorg.