Døren står stadig på klem, for jeg lukkede den ikke efter mig.
Jeg gik bare ovenpå. For jeg er skidesur. Grunden dertil har jeg glemt, men det kan vel også være ligemeget, jeg ved bare, at jeg er sur. Så sur, at vreden presser på mine tårekanaler og vædder mine øjne. Det er ikke unormalt, at det sker, det er bare irriterende. Irriterende fordi det er så svært at virke viljefast og stærk, og allervigtigst sur, når tårerne ophober sig i øjenkrogen. Men når den første tåre er fældet, er der ingen vej tilbage. Så jeg sidder her og græder.
Mine ben er små nok til, at de kan stikke ud imellem tremmerne på gelænderet. Så jeg sidder her og græder, i den store hall, og mine små ben hænger udover den buede trappeopgang. Jeg knuer mine hænder hårdt om tremmerne, der på hver side af mine ben markerer mine smalle bredde. Det er mit eget fængsel, jeg selv har skabt. Et fængsel af vrede. Og jeg hulker højt - højere end nødvendigt, for jeg vil være sikker på, at de kan høre mig. Men det kan de. Jeg hikker og stammer og indimellem kalder jeg på mor. Men hun kommer aldrig. Så jeg sidder bare her.
Og da jeg endelig hører rumstering i køkkenet, spænder jeg i hele kroppen. Så kommer far ud. Han kigger ikke på mig, da han går op ad trappen, og jeg fæstner blikket på mine strømpesokker. Jeg kigger i hvert fald ikke på ham. Først da han står ved siden af mine ben, næsten i øjenhøjde, løfter han sit blik. Hans øjne er trætte og milde.
"Kom Mette, så går vi ned"
Jeg vrisser af ham, ryster på hovedet og indimellem gråden råber jeg "NEJ"
Der er lidt stille.
Far siger ikke noget. Jeg hulker. For jeg er fyldt med følelsen af forråd. Det er ikke mor. Hun har bare sendt ham, eller måske har hun ikke, men det kan være ligegyldigt, for jeg ved, at hun kan høre mig kalde. Men hun kommer ikke.
Far sukker og går ned ad trappen igen. Han kigger ikke tilbage. Jeg ved, at han sætter sig ved siden af mor igen. Jeg ved, at hun bare ignorerer mig. Jeg sætter gråden op i styrke, og jeg ved, at de kan høre mig. For far lukkede ikke døren efter sig, så døren står stadig på klem.