Der var engang

Opgavebeskrivelse

Skriv en kort historie med valgfrit tema. Historien skal påbegyndes og afsluttes med samme sætning, og sætningen skal have en vis relation/funktion til historiens indhold. Øvelsen går ud på at få sætningen til at ændre mening i løbet af historien - og forudsætter naturligvis en vis portion opfindsomhed. "Der var engang..." må ikke benyttes i sætningen - du skal selv være lidt kreativ.

Døren står stadig på klem, for jeg lukkede den ikke efter mig.
Jeg gik bare ovenpå. For jeg er skidesur. Grunden dertil har jeg glemt, men det kan vel også være ligemeget, jeg ved bare, at jeg er sur. Så sur, at vreden presser på mine tårekanaler og vædder mine øjne. Det er ikke unormalt, at det sker, det er bare irriterende. Irriterende fordi det er så svært at virke viljefast og stærk, og allervigtigst sur, når tårerne ophober sig i øjenkrogen. Men når den første tåre er fældet, er der ingen vej tilbage. Så jeg sidder her og græder.
Mine ben er små nok til, at de kan stikke ud imellem tremmerne på gelænderet. Så jeg sidder her og græder, i den store hall, og mine små ben hænger udover den buede trappeopgang. Jeg knuer mine hænder hårdt om tremmerne, der på hver side af mine ben markerer mine smalle bredde. Det er mit eget fængsel, jeg selv har skabt. Et fængsel af vrede. Og jeg hulker højt - højere end nødvendigt, for jeg vil være sikker på, at de kan høre mig. Men det kan de. Jeg hikker og stammer og indimellem kalder jeg på mor. Men hun kommer aldrig. Så jeg sidder bare her.
Og da jeg endelig hører rumstering i køkkenet, spænder jeg i hele kroppen. Så kommer far ud. Han kigger ikke på mig, da han går op ad trappen, og jeg fæstner blikket på mine strømpesokker. Jeg kigger i hvert fald ikke på ham. Først da han står ved siden af mine ben, næsten i øjenhøjde, løfter han sit blik. Hans øjne er trætte og milde.
"Kom Mette, så går vi ned"
Jeg vrisser af ham, ryster på hovedet og indimellem gråden råber jeg "NEJ"
Der er lidt stille.
Far siger ikke noget. Jeg hulker. For jeg er fyldt med følelsen af forråd. Det er ikke mor. Hun har bare sendt ham, eller måske har hun ikke, men det kan være ligegyldigt, for jeg ved, at hun kan høre mig kalde. Men hun kommer ikke.
Far sukker og går ned ad trappen igen. Han kigger ikke tilbage. Jeg ved, at han sætter sig ved siden af mor igen. Jeg ved, at hun bare ignorerer mig. Jeg sætter gråden op i styrke, og jeg ved, at de kan høre mig. For far lukkede ikke døren efter sig, så døren står stadig på klem.

Skriv kommentar

Besvarelsen Sisyfar er publiceret 20/01-2016 06:24 af Medthe under skriveøvelsen Der var engang.
Version 1 - 20/01-2016 06:24
Besvarelsen er på 398 ord og lix-tallet er 21.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

3 år siden
#1 Anni Idorn
Du beskriver rigtig godt hvordan følelsen af vrede og sorg er tæt forbundne, hvordan den ene kan få overtaget også imod ens ønske.
Og så husker du det at være barn, et rigtig godt udgangspunkt for at forstå sig selv.
Nu er det både dig og Far, der er forrådt. Du af Mor og Far af dig eller ?
3 år siden