Kan du huske den dag ved søen? Dine smukke krystalblå øjne og dit vidunderlige blonde hår. Dit herlige grin og din bløde hud. Du var populær. Alle kunne ikke holde sig fra dig. Ja, ikke engang mig. Der var noget ved dig, men som jeg ikke kunne sætte ord på. Vi valgte at tage ud til søen en varm eftermiddag. Solen var så småt ved at gå ned. Kan du huske at vi sad og så på nedgangen sammen? Det var bare os to. Det var perfekt at det bare var os to. Det næste som skete, skulle der helst ikke være nogle som så. Jeg fik dig overtalt til at tage en aftendukkert med mig. Hvor er det synd at du ikke kommer til at være her længere. Hviskede jeg for mig selv, inden jeg tog hårdt fat i dit ansigt og trak dig hurtigt ned i vandet. Du plaskede med hænderne, ivrig efter luft. Boblerne som steg op til overfladen var tegn på at du så langsomt ikke ville være her længere. Bare rolig, det bliver hurtigt overstået. Du sænker dine arme, og boblerne stopper med at skubbe sig op. Jeg løser grebet på dig og slipper dig. Din livløse krop gynger roligt på overfladen. Der kom en form for ro over mig, som en form for frihed. Måske var det fordi at jeg endelig kunne få rollen igen. Rollen som du tog fra mig, lige siden du dukkede op og fik stillingen hos kontoret. Alle elskede dig siden dag et. Næsten et helt år er gået siden vores lille tur. Hvis du stadigvæk var her så ville jeg stille dig det her spørgsmål. "Kan du huske den dag ved søen?"