1 måned, 15 dage siden

Liv og månen

Der var engang

Opgavebeskrivelse

Skriv en kort historie med valgfrit tema. Historien skal påbegyndes og afsluttes med samme sætning, og sætningen skal have en vis relation/funktion til historiens indhold. Øvelsen går ud på at få sætningen til at ændre mening i løbet af historien - og forudsætter naturligvis en vis portion opfindsomhed. "Der var engang..." må ikke benyttes i sætningen - du skal selv være lidt kreativ.

Liv kigger op på månen og ler højt. Hun skal på date med månen. Den hænger stor og blændende på nattehimlen. Som en stor hvid tallerken, lyser den op. Duggen på græsstråene gør hendes ankler mere og mere våde, i takt med hun øger tempoet. Fra stien drejer hun ind i skoven. Her er stille og mørkt, men hun er ikke bange. Hun bevæger sig ind og ud mellem træerne, og når hurtigt ud til den store sorte sø. Hjertet lægger hun en hånd på, mens hun tager et par dybe ind- og udåndinger. Så tager hun det første skridt hen mod broen, hvis træplanker glinser svagt i månelyset. Hun går helt ud til stigen, stopper op og kigger udover søen. Hun har savnet den, at bade i den, stilheden og det kolde vand mod hendes nøgne hud. Hun kan høre brisen ruske blidt i trækronerne, og sivene, der bøjer sig i vandkanten. Hendes sted. Hendes pusterum. Hendes ro og fred. Hun bøjer sig ned og lader fingrene stryge hen over vandet, hun kigger ned, mens hun forestiller sig sit spejlbillede i vandet. Men det er for mørkt. Hun rejser sig op for at gribe fat i blusekanten, hun længes efter at mærke vandet. Hendes bryst er én stor knude af spænding og en mystisk længsel, hun ikke helt forstår. Men før hun får hevet op i trøjen, standser hun op, noget er ikke som det plejer. Og med ét bevæger omverden sig i slowmotion; vandoverfladen foran hende brydes, og op stiger en skikkelse, glitrende og glinsende, med månen over sit hoved og Liv er målløs og stum. Det er den smukkeste kvinde Liv nogensinde har set. De kigger på hinanden. Det er ikke frygt, men forundring, der opstår i Liv. "Liv. Jeg har ventet på dig." Kvinden rækker sine hænder ud til Liv. Hun griber dem med rystende hænder. Hun prøver forgæves at finde ord, og søger i stedet kvindens øjne. De skinner og lyser op ligesom månen. Det bruser indeni hende, en lykkefølelse breder sig i hendes krop, og hun kan mærke det helt ud i fingerspidserne og tæerne. Det snurrer og prikker alle steder. Kvinden trækker i hende og de går hånd i hånd ud på vandet. Liv kigger op på månen og ler højt.

Skriv kommentar

Besvarelsen Liv og månen er publiceret 12/05-2022 23:00 af DeVelour under skriveøvelsen Der var engang.
Version 1 - 12/05-2022 23:00
Besvarelsen er på 378 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

1 måned, 13 dage siden
#1 Niels Cenius (Snowlion)
Det er fortalt med sanserne, så man kan mærke det, og kan se indre billeder af de situationer du beskriver. Det er rigtig fedt når teksterne kan gøre det. Snowfrog
1 måned, 13 dage siden
1 måned, 10 dage siden
#2 Tukk
Jeg synes den fungerer. Jeg kan lide de sanselige beskrivelser: Hun ler, vandet mærkes mod hendes nøgne krop, hendes ankler er våde, der er en knude i brystet og så videre. Alt det fungerer virkeligt godt. Sætningen i starten af historien ændrer mening på den måde at månen går fra at være en genstand til en person. Men følelsesmæssigt synes jeg ikke sætningen ændrer mening. Den rørte mig ikke anderledes i slutningen end den gjorde i starten, og det synes jeg er ærgeligt når nu historien er så smukt sanselig og følelsesladet.
1 måned, 10 dage siden