Hun havde holdt smerterne væk med Tramadol i de godt tre måneder, der var gået siden katastrofen indtraf. Sammen med smerterne var også koncentrationen og humøret røget. Hun levede i en boble af medicin og misbrug af søvn. Arbejdet var langt væk, selvom hun var begyndt på nedsat tid. Boblen igen.
Hun havde besluttet at trappe ud af medicinen og blive sig selv igen. Aktiv og uden boble. Det var svært. Pludselig kunne hun ikke sove. Men arbejdet kom tættere. Alting kom tættere. Boblen forsvandt.
Og så en dag kom de nye følelser, de fremmede bevægelser. Den rigtige katastrofe; uhelbredelig.