Jeg stod på villavejen og drak æblejuice, mens mine forældre råbte og skreg mit navn. Min fars stemme var allerede forvrænget i gråd, mens min mors blev dybere. Jeg opdagede først da lyset, der farede imod mig i al sin prompt og pragt med det velkendte sus. Uden bevidst tanke lukkede jeg mine øjne. Med læberne spændt om sugerøret til den lille, mosgrønne juice-boks. Varmen ramte mit ansigt som en bølge, og raketten eksploderede. I et splitsekund tænkte jeg, at den måtte være smuk. Paralyseret stod jeg, indtil jeg væltede bagover. Forsøgte at åbne øjnene, men derfra var alting mørkt.