Vågen, tanke, chok, chok, hvad nu? Uret tikker og tikker og jeg ligger her uden at fatte en meter. Blander gode råd sammen med mange desperate, og hele kroppen går i undtagelsestilstand. Jeg flytter på mig, eller det af mig som kan flytte sig, mine ben, mine ben, erkender jeg, nu oppe på mine albuer og rækker ud efter det ene ben, dem kan jeg ikke mærke. Jeg skriger, længe, indtil det banker på døren, der går op og hjælpen kommer ind. En hjælp jeg nu vil få brug for resten af mit liv. Det var den første klare tanke.