Det var dét lerfad, hun brændende ønskede sig. Alt for dyrt og fra butikken på Middelaldercenteret, med dybe, levende rødder til gamle tider, magen til det hun havde arvet og mistet. Det var vist en museumskopi fra vikingetiden. Brændt rødt ler udvendigt, blåglaseret indvendigt. At ælte dej i det var at ånde sangen om fortiden, om dagligt brød, om kvindekår; det var at være et led i en kæde dybt forankret i livet . Frysefuldt at dele øjets hvile i den lykkelige dybe blå glans i glasuren med alle formødre.
Fødselsdagsgaven indeholdt et lerfad.
Det var rødglaseret.
Da mistede hun grebet.