Hun er død. Blodet er størknet. Brunt. Håndtaget der popper ud af toppen af hovedet, får mig til at le. Køkkenets hvide blondegardiner skjuler udsynet for forbipasserende. Men jeg gemmer mig alligevel under bordet, når nogen passerer udenfor.
Det var jo bare for sjov. En leg. Vi kastede fars køkkenknive op under kronen på det store bøgetræ i haven, og undgik dem i sidste øjeblik, når de lynende ned fra himlen igen.
Jeg kan se min ånde, når jeg puster ud. Christina er også lidt blå om læberne nu. Men jeg kan ikke se hendes ånde. Nu kommer mor hjem.