Fra dit åbne vindue hænger dine hvide dyner
og blafrer let i vinden
plettede af blod, sved og andre kropsvæsker
og jeg undrer mig:
Er de mon et tegn på overgivelse?
Jeg tænker, at dine linjer blev brudt sent sidste nat
med salver af alkoholiske skud
der strømmede gennem åbningerne i dit ansigts panser
Alt, hvad fjenden skulle gøre, var at følge dig til dørs
hviske små spioner ned ad dine øregange
mens du fumlede med nøglerne
Døden inviterer man selv inden for, ved du nok
I hjertet af din kommando
sneg fjenden sig op bag dig
Hans baghold tog dig på sengen
og på køkkengulvet
og spisebordet
Og mens jeg sidder her og rekonstruerer slaget
slipper du med ét et sagte støn ud i det fri
og jeg konkluderer:
Enten slikker du dine sår
ellers raser kampen stadig på din dyneløse seng