Spejlbilledet lyste
som selve fuldmånen
glimtede som sølv
i vandpyttens ocean.
Stjernehimmelen
blinkede i nattens
fløjlsbløde mørke,
græsset duftede.
Ganske forsigtigt
trådte hun et skridt
ud i den brede pyt,
vandet veg tilside.
Endnu et lille skridt
vandet trak sig bort,
hvor fødderne trådte,
forblev så fast og tørt.
Skuffelsens smil
stod klart at læse
i det smukke ansigt,
vemod var i øjnene.
Det lange dybe suk
bredte sig i natten
alting blev så stille,
hvorfor stod hun her?
Med tørre fødder
i vandpyttens hav
stod hun netop her
lysende levende.
Øjeblikkets engel
løftede langsomt
sine hvide vinger,
mørket lukkede sig.
Alting og ingenting
var som før og aldrig,
det englen ville sige,
blev sangen i mit hjerte.