Kender du det
at selvom man ingenting havde at sige længere
er der den ene person, man kunne tale med altid?
når man sad i komplet stilhed og alligevel delte så meget med hinanden?
Kender du det
når man kunne bruge uendelig mange timer med personen
selvom man aldrig fandt tid til at ses?
Kender du det
når alene tanken om at personen er derude og har det godt
kan gøre en glad?
Kender du det
når man har tusinde kælenavne for en person
og de hver især betyder noget særligt, man aldrig glemmer?
at man indimellem skænker personen en rar tanke og inderst inde ved at den er nået frem?
Kender du det
dét specielle imellem to, der ikke kan beskrives med ord..
og følelsen af, at det altid vil være der?
Kender du det
når et enkelt billede kan bringe mange minder, smil og tårer..
og mest af alt en historie, som vi var hovedpersoner i?
Kender du det
når en stor del af ens drømme var, at en speciel person skulle være med hele vejen
men at det er nok at skænke dem en kærlig tanke, når man nåede toppen, alene?
Kender du det
at selvom andre fylder ens hjerte allermest
så vil der være et lille bid, dybt inde som altid vil forblive urørt, og som kun én har nøgle til?
Kender du det
at selvom man er revet uendeligt langt fra hinanden og måske aldrig finder vejen tilbage
men blot håbet om det er nok?
Jeg kender det... gør du?