Han åbnede langsomt hans øjne. Det hele var sløret, en stor klat af sammentværet farver. Men han vidste at noget var galt, han huskede ikke at have grønne farver på hans værelse.

Det var koldt, og han havde ingen ide om hvor han var. Men han begyndte langsomt at kunne skelne ting fra hinanden i den store farveklat. Buske omringede ham, og solens sidste stråler skinnede igennem de mange blade og kastede lange skygger hen over den grus sti han lå på.

De små sten skar sig nærmest ind i hans hud, prikkede hans følsomme hud, og efterlod tydelige mærker. Ikke at han faktisk lagde specielt mærke til det, han var mere bekymret over hvor han var.

Han kom langsomt op at stå, han var øm over det hele, men han regnede med at det kom fra den ubehagelige sovestillig. Hans ben summede, og hans hoved gjorde ondt. Han kunne ikke huske hvordan han var endt der, kunne faktisk ikke huske noget overhovedet fra aftenen før.

Han tog et tøvende skridt frem ad, og kiggede så ned på hans bare fødder. Stenene skar sig ind i hans fødder, og han kunne allerede der føle smerten fra en specielt skarp flintesten. Men der var ikke noget han kunne gøre ved det, han havde ingen anelse om hvor han var, eller hvordan han var endt der.

Han tog et skridt til, og så et mere, han kunne vænne sig til den stikkende ubehag ved at gå med bare tær på stenen, bare han kunne finde vej ud. Buskene var høje og tykke, og det var mere eller mindre umuligt at gå igennem dem, så han måtte finde vejen ud af hans grønne labyrint på den normale, langsomme, måde.

Kulden svøbte sig omkring hans bare arme, klamrede sig nærmest til ham, og sugede varmen ud af hans allerede frysende krop. Solen var på vej ned, eller var den i virkeligheden på vej op? Han vidste det ikke, vidste ikke rigtigt noget, ikke at den information ville gøre meget godt.

De tykke grønne gange føltes næsten som om at de blev ved for evigt, de gik på kryds og tværs, zigzaggede ind og ud af hinanden, det samme igen og igen, ingen vej ud, og alt imens kom solen længere og længere ned på himlen, og skyggerne blev længere og længere, fulgte alle hans bevægelser men de fortærede alt i mørket.

Den kolde vind blæste igennem de nu næsten mørklagte gange, og et sus af frygt skød igennem hans krop. Han kunne høre noget bevæge sig bag ham, bevæge sig i skyggen, men hver gang han vendte sig om for at se, var der intet at se. Han vidste ikke om det bare var mørket der fik panikken til at sprede sig i hans krop, eller om der faktisk var noget der bevægede sig i mørket.

Han vidste ikke hvor lang tid han havde gået, det kunne være alt fra ti minutter til en time, han kunne ikke bedømme det. Hans fødder var ømme, og han var træt i hovedet, mørket nærmede sig hurtigt, og han kunne næsten ikke se hvor han gik længere. Endnu engang hørte han noget bevæge sig i mørket, men der var intet, intet som han kunne se i hvert fald.

Et lys længere fremme fik ham til at fokusere på noget andet. Mon det var en udgang? Han var ikke sikker, men noget han var sikker på, var at det var der han var på vej hen. Der var noget der kunne kaste lys i mørket der omringede ham, afsløre hvad der gemte sig i skyggen.

Han nærmede sig med hastige skridt, han var der næsten, ti meter, syv, fire, bare en meter mere og han ville forlade de mørke gange, og træde ind i ringen af lys som lygten kastede mod den kolde jord. Han trådte ind i lyset, og blev blændet i et kort øjeblik.

Der var mere lys i den åbning end han havde forventet. Det tog ham nogen få sekunder for at være i stand til at fokusere igen, men da han endelig kunne se igen, havde han næsten lyst til at vende om, og vende tilbage til de mørke gange, for han havde blot fundet et endnu værre sted.

Men da han vendte sig om var der ingen vej ud. Det var som om der aldrig havde været en gang, og da han kiggede rundt igen, kunne han ikke se en eneste vej ud.

Han tøvede, han havde ikke lyst til at forlade sikkerheden i lyset, men han kunne ikke styrer hans nysgerrighed, han blev nød til at nærme sig den høje, skygge klædte, skulptur der stod i midten af den mindre plads som han var vandret ud i.

Men for hvert skridt nærmere han tog, blev han mere og mere usikker, men han kunne ikke stoppe sig selv. Det var som to magneter, han var tiltrukket af de skygger, tiltrukket af mørket der omringede skulpturen selvom den stod midt på en oplyst plads.

Han var tæt på nu, han kunne se hele skulpturen, og opdagede at den var omkring dobbelt så stor som han selv var. Det næsten kongelige ansigt der var hakket ud i marmor, det skulderlange vilde hår, den høje muskuløse krop, og de to store flagermusagtgie vinger.

Det var en marmor skulptur, men den virkede umenneskelig, der var ingen der var god nok til at lave sådan noget, det virkede unaturligt. Han nær studerede det smukke ansigt, og skreg næsten da marmor øjenlåg åbnede og viste blodrøde øjne.

Han hoppede hurtigt et skridt tilbage, og blev næsten opslugt af de nu levende skygger der opslugte alt lyset omkring ham. Tykke tråde af skygger snoede sig hurtigt om hans arme og ben. Han var fanget, der var ingen vej ud.

Bedende grønne øjne vendte sig atter imod de blodrøde. En hvidlig arm strakte sig langsomt ud imod den skrækslagne mand. Et øredøvende skrig spredte sig igennem den mørke gange, og langsomt kom den blodrøde fuldmåne til syne over labyrinten.