Mine søstre bærer verden som et kors.
De har været igennem alt.
Før mig, mere end mig,
og ifølge dem: værre end mig.
De taler med den slags autoritet,
der ikke levner plads til spørgsmål.
Hver sætning er en dom,
hver erfaring en facitliste.
Når jeg taler, lytter de ikke -
de venter bare på, at jeg tier,
så de kan rette mig,
forklare hvordan det egentlig hænger sammen.
"Du skulle have været der dengang," siger de,
som om tid giver ejerskab til sandheden.
Som om min smerte vejer mindre,
fordi deres kom først.
I har altid haft det værre.
I har altid haft ret.
Og jeg har altid været den,
der bare skulle forstå.
Men forståelsen knækker,
når den altid kun går én vej.