Anita læste sin mail. Efter hun havde fået kontakt med Johnny, åbnede hun den hver dag - og næsten hver dag skrev de sammen. Nu var der kun kort tid til, hun skulle møde ham. Det fyldte mere i hendes tanker end alt det, der skete i huset.
   Han havde skrevet, at han først fløj til London og derefter til Billund, fordi han skulle besøge forældrene.
   Forældrene. Det føltes så underligt at læse den betegnelse. Han var hendes bror - og alligevel talte han om forældre, der ikke var hendes. Samtidig skrev de begge "vores far", når det handlede om Preben. Det var jo sandt, men det føltes mærkeligt. Anita nævnte af og til forældrene, vel vidende, at de ikke var hans.
   Man siger, at sådan er det med halvsøskende. Men det føltes ikke som noget, man bare kunne affinde sig med. Det føltes skævt - som et regnestykke, der ikke gik op.
   Selv om hun prøvede at skubbe balladen i huset i baggrunden, dukkede den stadig op indimellem. Nu hvor Morten Hansen var indlagt, hørte hun ikke så meget gennem væggen, som hun plejede. Indlæggelsen ville tage tid; han havde jo en sygdom, der forsinkede helingen af sårene.
   Hun kunne blot iagttage, hvordan de to andre - Sverre og Lisette - stadig snakkede sammen. De havde bestemt ikke tænkt sig at give op.
   For nylig var der kommet endnu en seddel rundt, hvor de luftede deres historie om, at det var den nye bestyrelse, der stod bag overfaldet. Hun havde endda hørt, at det unge par, der boede ved siden af Sverre, var hoppet på den.
   Hun skubbede tanken væk igen. Hun ville helst kun tænke på, at hun snart skulle se sin bror.
   ---
   I den anden ende af gården, i baghuset, sad Jens og gennemgik papirer fra den tidligere bestyrelses tid. Der var meget, der ikke stemte. Det altanprojekt, som Morten Hansen tidligere havde talt om, var tilsyneladende gået i sig selv igen. Nu var han indlagt, og det sidste Jens havde hørt, var, at det kunne vare længe, før nogen kunne stille ham spørgsmål. Og det ville måske heller ikke nytte. Han ville sikkert bare påstå, at det hele var forfølgelse.
   Jens huskede, da Morten havde forsøgt at få ham og Marianne med på idéen. Som om det havde interesse, når de boede helt nede i niveau med gården. Jens kunne ikke lade være med at smile ved tanken.
   Men nu havde Marius - som havde ansvaret for økonomien i den nye bestyrelse - sagt, at der var flere poster, som ikke var ordentligt dokumenteret. Der var meget, der virkede mærkeligt.
   Det, der harmede Jens allermest, var dog, at Lisette og Sverre påstod, at bestyrelsen havde bestilt overfaldet på Morten Hansen. Han og de andre havde besluttet, at det var bedst at tage det med ro, selvom det havde været svært at få Lena til at falde ned. Jens forstod godt, at hun blev vred. Det var han også selv. Men det var klogest at ignorere dem.
   Han havde talt med politiet, og de mente, at alt tydede på, at det var nogle af Mortens egne lyssky forbindelser fra underverdenen, der stod bag.
   Hans telefon ringede. Det var Ava.
   "Du skal næsten høre det bedste: Lisette ringede på min dør og ville have en underskrift på, at vi skulle indkalde til en ekstraordinær generalforsamling. Den skulle handle om mistillid til bestyrelsen."
   "Hold da op, de er utrættelige."
   "Ja, og hun er fræk. Først vil hun have mig smidt ud af huset, og nu kommer hun med slesk venlighed og tror, jeg hopper på det fis, hun og Sverre render rundt med."
   "De er godt nok besynderlige. Men er det stadig den samme påstand om, at vi skulle have stået bag overfaldet?"
   "Ja, til trods for alt, der taler imod det. Og de kører også stadig på den gamle traver om, at I vanrøgter økonomien."
   "Den er vi blevet vant til at høre. Ja, jeg har faktisk lige siddet og undret mig over nogle udgifter, som ikke er dokumenterede - men de stammer fra den gamle bestyrelse."
   "Har du hørt noget om eksformandens tilstand?"
   "Det bliver nok et langvarigt ophold. Dels var overfaldet voldsomt, og dels forlænger hans sukkersyge helingsprocessen."
   "Så der går længe, før I kan spørge ham om de udgiftsposter."
   "Ja, desværre. Men jeg vil foreslå, at vi får en ekspert til at gennemgå det hele."
   "Det lyder fornuftigt. Hils Marianne og pigerne."
   "Det skal jeg gøre."
   De lagde på. Jens kiggede ud af det halvåbne vindue og så Anita gå ned med skrald. Hun så ikke så forknyt ud, som hun havde gjort før. Det varmede hans hjerte. Der var noget i hendes gang, som mindede ham om mennesker, der ikke lod sig kue.
   Nu kom Marianne også hjem og var på vej over gården. Lisette kom ud af skuret netop som Anita var på vej ind, og råbte straks:
   "Stikkertøs!"
   Marianne blev tydeligt vred og gik direkte hen til hende.
   "Lad hende så være! Hvad ret har du til at forfølge folk her i huset?"
   "Hvad ret har I til at få Morten overfaldet?"
   "Det har vi ikke!"
   "Jo, I har!"
   "Så tror jeg på den - og på den med storken - og så tror jeg ikke på mere!"
   Hun gik resolut mod deres lejlighed. I det samme trådte en kraftig, rødskægget mand ud af bagdøren til en af de andre opgange. Lisette løb hen til ham.
   "Hvad mener du?" råbte hun. "Næstformandens kone står og råber ad mig og generer mig! Synes du ikke, det er groft?"
   "Jo, det er det da," sagde han. "Jeg har ikke været så meget til generalforsamlinger, så jeg ved ikke alt, men det er da trist, at nogen i huset skaber splid."
   "Ja, og nu har de taget magten. Vi risikerer, at de kører huset i sænk."
   "Kan man ikke gøre noget?"
   "Vi prøver med en ekstraordinær generalforsamling, men folk er slet ikke interesserede. De forstår ikke, hvad der er ved at ske."
   "Jeg har skrevet under. Jeg bryder mig ikke om uro i huset."
   "Det glæder mig, du har det sådan. Der er desværre alt for få, der bekymrer sig om retfærdighed og demokrati."
   Jens rystede på hovedet og vendte sig mod Marianne, der nu var kommet ind.
   "De går lige til dem, vi sjældent ser til møderne."
   "Hvem var den mand, hun snakkede med?"
   - Han hedder Jens Petersen og bor i opgangen oven over marskandiseren, men jeg kender ham dårligt.
   I det samme tikkede en e-mail ind på Jens' bestyrelsesmail.
   "Når man taler om solen ... Det var ham, der har marskandiserbutikken. Han meddeler, at han afhænder butikken om tre måneder, fordi han går på folkepension."
   "Nå, så skal vi finde en ny lejer."
   "Vi har sådan set en. Lisette vil jo gerne bruge et af lokalerne som galleri. Det er sådan set i orden. Uanset hvad vi mener om hende, så er hendes penge lige så gode som andres."
   "Ja, det kan jeg godt se."
   Hun gned sin hage og kiggede op i loftet.
   "Men jeg kan ikke lade være med at tænke på det gamle ord om at række Fanden en lillefinger."
   "... og så tager han hele armen. Ja, jeg frygter også, at hvis vi sætter os imod, vil hun påstå, vi favoriserer folk i den nye bestyrelse."
   "Det er også rigtigt."
   De satte sig og tog kaffe fra kanden.
   ---
   Anitas far havde besøgt Morten Hansen på hospitalet. Det havde bragt en tung tavshed med sig - en uvant stilhed. Når han endelig sagde noget, handlede det om, at han aldrig skulle have sagt ja til en stilling i København.
   Anita gik nu ned i gården. Ikke længere for at flygte som før, men for at nyde foråret. Træerne i gården var næsten sprunget ud.
   Hun talte dagene, til hun skulle møde sin bror. De havde aftalt at ses på en café en eftermiddag, hvor hun havde fri.