Jens sad og læste på de sidste referater fra bestyrelsesmøderne. Han var i det store hele tilfreds.
   Der var sat gang i reparation af fjernvarmen, forhåbentlig kunne det blive i orden inden vinteren meldte sig igen.
   Vandskaden i tøjbutikken under den ene opgang var også i gang med at blive ordnet. Det var bare her, at der lå et problem. Det var jo klart nok familien Jensen det kom fra på grund af deres nykøbte vaskemaskine, heldigvis havde de haft en blikkenslager, der havde gjort afløbet bedre.
   Problemet var bare, at der skulle placeres et ansvar. Han var ikke glad for det, for Preben Jensen benægtede det pure og beskyldte de brasilianske overboere for at være de ansvarlige.
   Ganske vist delte hans hustru Inger ikke den opfattelse. Hun var villig til at betale erstatning, og både Jens og resten af bestyrelsen var enige om, at forhandle en for hende tålelig afdragsordning. Jens syntes bare ikke om, at de var hende, der skulle rammes på økonomien, da det var hendes mand, der ukritisk havde fået en vaskemaskine ind uden at undersøge om deres afløb kunne klare det.
   Han rystede på hovedet. Det var et internt familieanliggende, det måtte han se i øjnene.
   Der var også andre sager, der lå tungt. Hans overbo Lisette, der var kunstner og gerne ville have et af ejendommens fire butikslokaler som galleri. Bestyrelsen var enige om, at det kunne hun godt få, men hun måtte vente til en af lokalerne blev ledige. Det skulle ikke være som den tidligere formand, der ville drive de nuværende erhvervslejere væk.
   Nu lød der en trampen ovenpå. Før de havde fået sat den gamle bestyrelse fra posten havde man kun hørt små lette trin, men nu trampede hun som en gal. Det var nok bare begyndelsen til hvad man kunne vente sig fra den tidligere bestyrelse. Marianne havde mange gange sagt, at de nok skulle finde på noget værre end det, han vidste hun havde ret.
   Han gik ud for at se i postkassen, om der var noget vigtigt. Det plejede han ellers at tjekke, når han kom først hjem, men han havde glemt det i dag. Måske fordi der var så meget at tænke på. Den var tom, men han kiggede engang på sin opgang, den var helt overstrøet med papirstumper. Hvor kom de dog fra? Den nye vicevært havde da lige vasket trapperne. Han kløede sig i nakken og gik ind igen.
   Nu kunne han se Marianne komme ind gennem gården. Hun låste sig ind i lejligheden, og de kyssede hinanden.
   "Nå, jeg kan se, at du sidder og ser på papirer fra bestyrelsen," sagde hun.
   "Ja, der er jo arbejde med det, det kommer man ikke uden om, jeg er godt nok bange for, hvad de væltede bestyrelsesmedlemmer kan finde på."
   "De vil helt sikkert ikke bare affinde sig med situationen, men en ting undrer mig: hvordan er vores lille opgang her blevet så beskidt allerede? Det var jo i går den blev vasket."
   "Jeg har undret mig over det samme, og den så ren nok ud, da jeg kom fra arbejde, så det må være sket inden for den sidste time."
   "Åh nej, der kommer Sverre Frandsen," udbrød Marianne og tog hånden for munden. Jens kiggede ud af vinduet.
   "Det gør han sandelig også, godt vores piger er i børnehave nu."
   "Ellers havde jeg gået en tur med dem."
   Jens kiggede lige ned på Bongo, der lå og sov. Nu ringede det på døren, og Jens lukkede op. Han hilste så høfligt han kunne, selv om noget indefra næsten hindrede ham i det.
   "Må jeg komme ind?".
   "Hvad drejer det sig om."
   "En klage over en beboer."
   Jens tøvede lidt. "Så kom ind." Sverre trådte ind i lejligheden, Marianne kiggede på ham med et vagtsomt blik.
   "Nå," sagde Jens, "så lad os høre, hvad det drejer sig om."
   "Det drejer sig om hende den lille møgkælling i min opgang."
   "Hun har et navn!" sagde Marianne med en stemme, der kunne få hvem som helst til at fryse til is.
   "Ja, vær venlig at brug hendes navn," supplerede Jens, "ellers hører vi ikke på dig."
   "I burde da kunne regne det ud."
   "Så vidt jeg ved bor der mere end en kvinde i din opgang," sagde Marianne, "så det kunne jo være rart at vide hvem du mente."
   "Desuden foretrækker vi en ordentlig tone," tilføjede Jens, "men så kom med det."
   "Det er Anita Jensen, ja, hendes forældre er gode nok, men hun mødte mig i porten og truede mig med vold, og så kaldt hun mig både bøsserøv og homokarl, skulle vi ikke tale pænt til hinanden."
   "Jo, bestemt, men har du nogen vidner?"
   "Stoler I ikke på mig?"
   "Nej, det gør vi absolut ikke," svarede Jens, "og vi vil også lige høre hendes fremstilling af sagen."
   "Er det nødvendigt?"
   "Hvis man skal være retfærdig, så skal man høre begge parter i en konflikt, og hvis du ikke kan se det, så er det godt du ikke sidder i bestyrelsen mere."
   "Det er dog det mest hadske udfald imod mig jeg nogensinde har hørt."
   "Der er også lige en ting mere," sagde Marianne, "Jeg snakkede med Ava i vaskekælderen i går, og hun klagede over, at du generede hendes søn nede i porten, har det noget på sig?"
   "Skal jeg nu pludselig anklages?" Han tabte underkæben.
   "Du skal være glad for, at vi vil høre det fra din side," sagde Jens, hvis stemme nu var blevet skarp, "det var ikke ligefrem en ret du selv undte de andre beboere, da du sad i bestyrelsen, og så synes jeg du skulle svare ærligt og redeligt på, om det har noget på sig."
   "Her kommer jeg med en rimelig klage, og så skal jeg bare udsættes for hadske udfald."
   "Du har ikke svaret på mit spørgsmål, har det noget på sig?."
   "Ja, jeg ville jo sige til ham, at han ikke skal gå og trampe hårdt på trappen, det forstyrrer i opgangen."
   "Hvordan sagde du det til ham?"
   Sverre tøvede, det kunne ses på hans hals, at han sank. "Jeg slog ham altså ikke, jeg tog fat i hans arm og sagde, at han skulle holde op med den larm på trappen."
   "Du tog altså fat i hans arm?"
   "Ja, er der noget galt i det?"
   "Klemte du hårdt?"
   "Nu synes jeg altså, at I har ført samtalen væk fra det, jeg kom for at tale om."
   "Det har en forbindelse," sagde Marianne, "for dit sammenstød med Anita fandt ifølge Ava sted i forbindelse med dette-"
   "Hvorfor vil I hellere høre på den billedsmører end på mig?"
   "Vi sidder jo ellers her og hører på dig," sagde Jens, "og jeg synes du skal svare på spørgsmålet, fandt dit sammenstød med Anita sted i forbindelse med at du skældte Martin ud?"
   "Ja, det gjorde, og hvad så?"
   "Anita er jo ikke ligefrem en høj pige, man undrer sig lidt over, at hun turde true dig med vold."
   "Hun skal da ikke blande sig i, at jeg prøver at skabe noget ro i opgangen, når forældrene her i huset ikke kan finde ud af at opdrage deres børn, så må andre jo gøre det, I kan godt glemme alt om jeres øllebrødsbarmhjertighed."
   "Jeg siger dig en ting." Jens' ansigt var nu som en knyttet næve og han rettede fingeren mod Sverre. "Hvis du eller nogen af dine allierede vover at opdrage vores piger på den måde, så vil vi ikke vise nogen form for barmhjertighed, det kan jeg love dig, og når du selv hyler over en smule trampen på trappen, så synes jeg du selv skal skrue ned for din tæppebankermusik sent på aftenen."
   "Det er dog det mest hadske udfald mod mig jeg nogensinde har hørt."
   "Vi er vist mange i huset, der har slået den rekord," sagde Marianne.
   "Så skal jeres to forkælede snotunger have lov at løbe og lave larm i gården nu du er blevet næstformand."
   Jens fløj op fra stolen og knyttede hænderne. "Så må du godt gå! Døren er der, og hvis du ikke går selv, så smider jeg dig ud, det siger jeg kun en gang."
   Sverre rejste sig og gik ud. "Vi har ikke nogen bestyrelse mere," råbte han ude i gården. "Nu kan alle gøre som de vil, der er ingen steder at klage."
   Marianne åbnede et vindue. "Gå op til dig selv med dit klynkeri!" råbte hun og lukkede vinduet igen. Hun satte sig ned.
   "Den fyr er altså bare... " sagde Marianne.
   Jens' mobiltelefon ringede. Han konstaterede, at det var et bestyrelsesmedlem "Hej, Lena."
   "Hej Jens, din overbo har lige været her og klaget over, at viceværten ikke har vasket trapperne i jeres opgang."
   "Jeg må indrømme, at den ser noget beskidt ud, men det er sket inden for den seneste time, for den var ren nok, da jeg kom hjem fra arbejde."
   "Det er måske en ting, som vi lige skal snakke om i bestyrelsen?"
   "Vi sætter det på dagsorden til vores næste møde, vi ses."
   Han vendte sig mod Marianne. "Det er vist min tur til at hente pigerne i dag."
   "Ja, det er det, men så må du hellere komme af sted, jeg sørger for mad til i aften."
   Jens forlod huset og gjorde alt for at holde tankerne væk fra sagerne.

---

Anita sad hos Jeanne i den farvestrålende lejlighed, Jannie var også på besøg.
   "Tænk, at det snart er et halvt år siden, at vi var på førstehjælpskursus sammen," sagde Jannie til Anita.
   "Om nogle måneder er det et år siden vi gik ud af skolen," svarede Anita. "Har du stadig fuldtidsarbejde i Føtex?" Jannie nikkede.
   "Og så til august er det et år siden mig og Jannie startede i gymnasiet," sagde Jeanne. Hendes forældre, Antonio og Luiza sad og lyttede til deres samtale.
   "Har I også noget der svarer til gymnasiet i Brasilien?" spurgte Jannie.
   Antonio nikkede. "Det er lidt anderledes end i Danmark, men vi har noget der minder om det."
   Anita kunne ikke lade være med at kigge rundt i deres lejlighed, når hun var på besøg hos dem. Alt det farvestrålende fra deres hjemland, de store billeder af de berømte byer. Tænk at være til karnevallet i Rio. Hun kunne se på Jannie, at hendes blik også vandrede en del rundt. Hun tog nu ordet igen.
   "Jeg kan forstå, at I har fået jeres bestyrelse afsat."
   "Ja, heldigvis," sagde Luiza.
   "Uha, de ville jo sætte jer ud på et løgnagtigt grundlag, kan jeg forstå."
   Antonio nikkede. "Og hende kunstneren på fjerde også, men sikke et held vi fik stillet mistillidsvotum til dem."
   "Den nye bestyrelse gør noget ved sagerne," sagde Luiza, "jeg var nede i kælderen og vaske bare få dage efter, og der var alle maskinerne blevet ordnet."
   "Der er også sat gang i at ordne fjernvarmen," tilføjede Anita, "Især dem på fjerde sal har haft nogle kolde vintre, fordi den ikke var blevet ordnet."
   "Vi må håbe de kan nå at fikse det inden næste vinter," sagde Antonio.
   "Ja, Ava og Martin og deres gangbesværede ældre nabo har vist virkelig haft en kold vinter," sagde Jeanne, "jeg hørte forresten om, at ham idioten ovenpå chikanerede Martin i går."
   "Det gjorde han," sagde Anita, "jeg blev simpelthen så gal."
   "Hvad gjorde du?"
   "Jeg skubbede til ham for at han skulle slippe Martin og sagde han skulle skrubbe af."
   Jannie lagde en arm på Anitas skuldre. "Det var modigt, han kunne jo sagtens have ordnet dig."
   "Jeg ved det, men han gav sig sandelig til at tude."
   Jannie spilede øjnene op. "Han chikanerer et barn, og så tuder han over at en ung pige skubber ham."
   Jeanne rynkede brynene. "Kan han finde på at klage til din far?"
   "Muligvis."
   "Som jeg plejer at sige, hvis du har brug for hjælp, så er vi her."
   "Jeg ved det." Nu var der en lille antydning af begyndende gråd i Anitas stemme. De to andre piger holdt om hende fra hver deres side.
   "Ja, selv om de er sat fra magten, så bor de her jo stadigvæk," sagde Luiza, hun var blevet alvorlig.
   De sad nu alle sammen og var tavse. Efter en tid sagde Luiza igen noget.
   "De skulle jo ikke få lov til at gøre os så alvorlige."
   "Nej, enig," sagde Jeanne, "lad os da synge en sang om ikke at lade sig underkue."
   Luiza satte sig til klaveret, Antonio tog sin guitar og straks var de i gang, og Jeanne sang med sin mørke sangstemme.
   "I skulle komme og spille i en musiktime på vores gymnasium," sagde Jannie, da de var færdige.
   Anita følte sig opløftet af sangen, men hun tænkte straks på, at hvis hendes far var hjemme, så ville han komme og hamre på deres dør. Deres musik kunne kun høres ude på badeværelset, men alligevel reagerede hendes far imod den.
   De snakkede nu lidt om hvad der mon var af musik i Tivoli i år.
   "Vi tre piger kunne da tage en tur i Tivoli en lørdag," sagde Jeanne, "så kunne vi tage nogle programmer med."
   Det syntes de andre var en god ide.
   Nu vidste Anita, at hun hellere måtte komme ned inden forældrene begyndte at blive urolige for hende, så hun sagde farvel til sine venner og kom hurtigt ned. Begge hendes forældre sad der, de var tavse. De så også begge to alvorlige ud. Anita fornemmede godt nok, at de måske havde hørt et eller andet, men før den ekstraordinære generalforsamling ville hendes far have faret op og råbt højt, men her sad han og sagde ingenting.
   "Ja, vi har jo haft besøg af både Morten og Sverre," sagde hendes far endelig.
   "Sikke et held jeg ikke var hjemme," svarede Anita kort.
   "Nu skal du ikke komme for godt i gang, bare fordi du er den nye bestyrelses kæledægge skal du ikke tro, at du kan tillade dig hvad som helst."
   "Lad mig bare få at høre deres løgn og latin, jeg er forberedt."
   "Sverre fortalte mig, at du har overfaldet ham i porten og truet ham med vold og kaldt ham både bøsserøv og ulækre homokarl."
   "Fortalte han også hvad han selv gjorde?"
   "Det drejer sig ikke om hvad han gjorde, det fortalte han, og han har ret, de forkælede unger her skal lære at gå stille på trapperne, og jeg vil sige dig en ting, du kan godt lære noget om tolerance og forstå, at folk ikke er dårlige mennesker fordi de har en anden seksualitet."
   "Skal du ikke også lære, at folk ikke er dårlige mennesker, fordi de er kunstnere eller indfødte københavnere."
   "Skal vi ikke lige høre Anitas fremstilling af sagen," sagde Inger.
   "Det er overflødigt, Morten og Sverre er gode og ærlige mennesker fra vores hjemegn, så jeg regner med, at de er til at stole på, og de skal jo til at kæmpe en kamp mod de amatører, der nu har taget magten i huset, jeg tager hatten af for deres mod."
   "Et mod der har vist sig i at chikanere et barn," sagde Anita.
   "Når hans mor ikke opdrager ham er det jo nødvendigt, og nu skal jeg lige på toilettet."
   Han rejste sig og gik ud i badeværelset.
   "Mor, jeg gjorde ikke andet end at hive fat i ham og skubbe ham væk, og jeg sagde ikke andet end feje svin, og det passer."
   Hendes mor løftede fingeren for at tysse på hende og pegede nervøst ud mod toilettet. Nu kom Preben stormende ud fra toilettet.
   "For helvede, nu spiller de sandelig igen deroppe! Jeg har lige siddet her på toilettet og skulle høre på deres kattejammer, nu går jeg op og banker på hos dem."
   "Nej, Preben, lad nu være," sagde Inger, "det kan jo kun høres på toilettet."
   Men han var ude af døren og nu kunne de høre en voldsom banken på døren på næste etage. Det næste var så Preben, der råbte voldsomt og bad dem være stille eller tage hjem til deres ørken.
   "Uf, mor, det er altså flovt," sagde Anita.
   "Jeg er enig med dig, min pige, men jeg har opgivet at gøre noget ved det."
   "Du skal ikke vente, at jeg bøjer nakken, den tid er forbi for mit vedkommende."
   "Ja, ja, men mon ikke vi skulle finde ud af noget aftensmad."
   De rejste sig begge og gik i køkkenet.