Hun stod og fyldte på hylderne. Her kunne hun lade tankerne flyve, som hun ville. Samtidig var det også en ulempe, for så begyndte hun at tænke på alt det, hun ville lave derhjemme. Hun fik ind imellem skældud i skolen for at sidde og være åndsfraværende. Det var der ingen, der skældte hende ud for her, **så længe** hun satte varerne pænt op.
   "Sig mig, sover du?"
   Hun gav et sæt. Hun vendte sig om; det var en ikke helt ung mand, som hun ikke kendte. Han var klædt i supermarkedets uniform.
   "Nej, slet ikke."
   "Så koncentrer dig om dit arbejde i stedet for at stå og drømme om Sofus; han er ikke her."
   Hun kiggede engang på hylden. Havde hun gjort noget forkert? Det kunne hun ikke se, hun havde. Hvad var der så galt?
   "Hvor længe har du været her?" spurgte han.
   "To en halv måned."
   "Det er derfor, jeg ikke har set dig før, men jeg siger dig: her koncentrerer vi os om **vores** arbejde og ikke noget med at stå og drømme om, at du skal på diskotek i aften, eller at du skal mødes med Sofus i eftermiddag."
   Hun kom i tanke om, at hun godt havde hørt, at en souschef var blevet indlagt i forsommeren, og at han snart ville komme tilbage. Det måtte være ham. Hun rettede ryggen og gjorde alt for at se nærværende ud. Hun håbede ikke, at han kom igen. Endnu engang gik hendes tanker til, hvilken uddannelse hun skulle tage.
   Nu kom der en dreng hen ad gangen. Han så ud til at være ti år; han havde lyst strithår og et lidt skævt ansigt.
   "Kan du sige mig, hvor jeg finder honningen, søster?"
   "Lige ovre på den anden side," svarede hun og forsøgte at lyde venlig. Han kunne jo ikke gøre for, at hun var træt, og dette her med "søster" irriterede hende. Hun prøvede at sige til sig selv, at det var værre, hvis han sagde "tykke" eller "fede", som mange andre havde sagt i skolen. Men havde hun ikke set ham før? Han forekom bekendt. Han var vel en, der ofte kom her i supermarkedet. Eller havde han gået på hendes skole? Der var så mange dér; det var ikke til at huske dem alle.
   Nu kom souschefen igen. Hun prøvede at se nærværende ud. Nu var der heldigvis en, der skulle snakke med ham, så han blev stående på pæn afstand. Et øjeblik tænkte hun på, hvor meget klokken var, men så længe denne souschef stod og kunne se hende, turde hun ikke tage mobiltelefonen op og kigge. Det var nemmere i gamle dage, da man gik med armbåndsur, plejede hendes far at sige. Han havde også oplevet, at der ikke var mobiltelefoner, og at man altid skulle bruge mønttelefoner. Han sagde ofte, at så stod folk da ikke og snakkede privat ude i det offentlige, som de gjorde i dag. Han udtrykte altid irritation over det. Anita var irriteret over, at han altid skulle snage i, hvor meget hun talte i den. Det var nu ikke særlig meget. Hun måtte nok erkende, at hun ikke havde så mange at tale med. Hun kvalte et suk. Hun prøvede altid at holde tankerne fra det, men det kom altid på en eller anden måde.
   Det var nu endelig tid til frokost. Det tidspunkt, der delte dagen op i to dele. I dag skulle det så lige netop være sammen med Dorte, der som sædvanlig skulle fortælle om sine eskapader med mænd i sidste weekend. Anita hørte kun med et halvt øre; hun skulle heldigvis ikke høres i den svada. Den irriterede hende hver gang, og i dag havde hun særlig meget lyst til at sige "hold kæft". Hun forsøgte at komme i snak med nogle af de andre piger, men de svarede hende ikke. Hun spiste resten af sin frokost i et roligt tempo og gik så udenfor ved leveringsrampen. Ikke fordi hun skulle ryge som de andre, der stod dér, mere for at komme lidt ud. Dem, der stod og røg, snakkede ivrigt og tog ikke notits af hende.
   Så havde de endelig fri, og hun var igen hjemme og drak eftermiddagskaffe med forældrene. Hendes far snakkede om arbejdet som sædvanlig. Nu gik han lige på toilettet, og da han kom ud, udstødte han et voldsomt udbrud. "Nej, hør nu, nu spiller de sandelig musik deroppe, de perkere!"
   Inger rynkede brynene og prøvede at høre godt efter. Anita gjorde alt for at prøve at høre noget. Hun havde før oplevet nogen spille meget høj musik i huset, men lige nu kunne hun ikke høre noget.
   "Jeg kan ikke høre noget," sagde Inger.
   "Det kan høres ude på toilettet."
   Anita gik derud og fangede nogle klavertoner, ikke særlig højt. Det forekom hende, at der også var en kvindestemme, der sang.
   "Det er nu ikke særlig højt," sagde hun, da hun kom ud igen. "Vi er jo heller ikke på toilettet hele tiden."
   "Det er da lige meget! De skal ikke spille så højt, så naboerne bliver belemret med det; nu går jeg op og siger det til dem."
   "Nej, Preben, lad nu være," sagde Inger og greb fat i ham.
   "Du vil åbenbart have, at vi skal finde os i nabostøj i dette hus, men det vil jeg ikke. Når nu vi er andelshavere, må det være slut med det." Han rev sig løs og gik ud ad døren.
   "Hvorfor gjorde du ikke mere for at stoppe ham, mor?"
   "Det er umuligt, min skat, og du ved jo godt, **at** far ikke er meget for musik."
   "Det ved jeg."
   I næste øjeblik kunne de høre Preben råbe højlydt, som den nat, hvor han skældte deres datter ud i opgangen. Anita blev højrød i ansigtet.
   "Det ender med, at vi bliver ekskluderet," sagde hun, idet hun rejste sig og stak sine fødder i skoene. "Nu går jeg altså en tur, mor; jeg vil ikke være vidne til det dér."
   "Gå nu ikke for langt væk!"
   "Jeg skal nok komme tilbage til aftensmad. Slap af." Hun blev forskrækket over, at hendes stemme lød så skarp, og det kunne hun se, at hendes mor også blev.
   Hun gik ud af døren og smækkede hårdt og løb ud på fortovet. Hvor ville hun gerne flytte hjemmefra! Det var snart ikke til at holde ud. Hun gik turen ned til Blågårdsgade og daskede rundt og kiggede. Efter et stykke tid vendte hun tilbage, og hun nåede det **inden** spisetid.
   Straks de havde sat sig til bordet, begyndte hendes far. "Ja, formanden er vist desværre bortrejst, men så fik jeg fat i ham Jørgen, der bor ved siden af dem. Han er sekretær i bestyrelsen, og **jeg** klagede over, at de spillede musik deroppe. Han kom så herned og sagde, at han ikke kunne høre noget, og da jeg så sagde, at det kunne høres på toilettet, så var han noget så uforskammet. Jeg synes, de skulle smide ham ud af bestyrelsen."
   "Hvordan var han uforskammet?" sagde Inger.
   "Han sagde præcis det samme som dig, Anita: om jeg da var på toilettet hele tiden. Og jeg skal også sige dig, at jeg ikke finder mig i sådan nogle uforskammetheder."
   "Ja, ja, far," svarede hun og så ned.
   Nu fortsatte han med den sædvanlige lange tale om dumme studerende på hans arbejde. Hun satte sig til at spise sin mad i tavshed.
   ---
   Det var en stille aften i baghusets stueetage. De to små piger var lige blevet puttet, og Bongo, familiens elskede golden retriever, lå ved deres fødder i stuen. Jens og Marianne sad sammen i sofaen med en kop kaffe og snakkede om dagens hændelser. Det var skumring; man kunne stadigvæk skimte gården uden for deres vindue, selv uden den belysning, der ikke var tændt endnu - det kunne snart ske. De havde tændt nogle få lamper, der lyste svagt over deres træmøbler og deres havbillede på den ene væg.
   Marianne var tankefuld; hun snoede lidt **med** en lok af sit lyse hår, som hun altid gjorde, når hun tænkte over noget.
   "Vi burde egentlig være glade for, at vi nåede at komme ind her, og at huset blev andelsforening kort efter," sagde hun, "men jeg stoler bare ikke rigtig på den bestyrelse, vi har." Hendes ansigt fortrak sig; han tog hendes hånd og trykkede den blidt. Han rømmede sig lidt og kiggede hen for sig. Han havde lysbrunt hår, der var sat i en klassisk **halvtreds**erfrisure.
   "Jeg er også betænkelig, skat, det må jeg nok sige. Den ekskludering, som de foretog for nylig, forekommer mig ubegrundet, og det undrer mig, at det var en af formandens gode venner, der kom ind. Jeg syntes ikke, han stod på ventelisten."
   "Vi burde måske tage det op på en generalforsamling?"
   "Jeg har tænkt på det, men altså... Vi har jo vores to piger at tænke på; det skulle jo nødig gå ud over dem."
   De sad lidt og tænkte. Marianne brød tavsheden.
   "Han er en underlig én, vores formand. Han hilser godt nok venligt, når man møder ham, men når man spørger ham om noget, så væver han udenom."
   "Ja, eller også bliver han arrig. Det blev han en dag, hvor jeg stillede ham et spørgsmål om fjernvarmen, som ikke fungerer optimalt for dem, der bor på fjerde sal. Han tog det, som om jeg anklagede ham."
   Marianne funderede endnu mere, hvilket gjorde hendes lysblå øjne smalle.
   "Det er i det hele taget svært at komme ind på den bestyrelse. **H**ende, der bor her over os, hilser afmålt, når man møder hende, og når vores vicevært kommer, så skælder hun ham ud for både det ene og det andet."
   Jens nikkede. "I mit barndomshjem havde vi også nogen, der troede, de ejede det hele, men jeg har fundet ud af, at Jørgen, ham der bor på anden sal i portopgangen, svarer høfligt, når man spørger ham, så jeg henvender mig altid til ham, når der er noget."
   "Ham den høje, lyshårede med briller?"
   "Ja, han er uddannet økonom, og jeg tror, han kæmper en noget ensom kamp i den bestyrelse."
   "Det må ikke være sjovt."
   De så nu en dreng i den nedre skolealder komme løbende med en skraldepose, som han gik ind i affaldsskuret med, **hvorefter** han spænede hurtigt tilbage.
   "Der er da et barn mere ud over vores piger," sagde Marianne.
   "Ja, det kunne være hyggeligt og godt for vores piger, hvis der kom flere."
   "Ved du, hvor han hører til?"
   "Han hører til hende den enlige mor, der for nogle måneder siden flyttede ind på fjerde i portopgangen."
   "Samme opgang som Jørgen?"
   "Ja, hun er kunstner. Hendes galleri er længere nede ad gaden; det hører ikke til vores hus."
   Marianne kiggede nu ud på en af bænkene i gården. Der sad ikke nogen nu.
   "Så har vi da også en teenager i huset," sagde hun. "Det ser hun ud til at være i hvert fald - hende den sorthårede pige, der sommetider sidder ude på den bænk dér og ser så trist og ensom ud."
   "Det er Anita. Hun bor også i Jørgens opgang på første sal ovenover butikken. Hun hilser altid venligt, når man møder hende, men når jeg ser hende sammen med hendes far, så er hun helt indelukket og ser ud, som om hun bar en kampesten."
   "Hun går også, som om hun hele tiden var bange for et eller andet, men hendes far... er det ham, der altid råber ud ad vinduet til vores piger, at de skal være stille, når de leger i gården?"
   Jens nikkede. "Man ser ham aldrig smile, og hver gang man siger noget til ham og prøver at være imødekommende, så svarer han med et grynt."
   "Jeg tror godt, jeg kan regne ud, hvem hans kone er. Hun ser ud som en midaldrende Anita, ikke?" Jens nikkede.
   "Hun er venlig nok," fortsatte Marianne, "men ikke særlig meddelsom."
   "Jeg har hørt fra Jørgen, at hendes mand i nat vækkede hele opgangen ved at stå og skælde ud for fulde gardiner på sin repos."
   "Hold da op! Hvad skældte han ud over?"
   "Det var, efter hvad Jørgen fortalte, **på** overboernes datter. Hun havde været til gymnasiefest og kom sent hjem, og så kom hun vist til at trampe lidt hårdt på trappen."
   "Når der er lidt larm, farer han ud og laver mere larm," lo Marianne. "Han virker godt nok som et stort barn."
   "Et stort barn, der er lektor i ernæring," sagde Jens.
   "Hold da kæft!"
   De kunne nu se en gruppe af mennesker ude i gården. De genkendte Morten Hansen - formanden. Selv i halvmørke kunne man kende hans hvide skæg og hans specielle gang, og snart kunne de godt se, at det var hele bestyrelsen, undtagen Jørgen. De gik med knejsende nakker; formanden kiggede ud over det hele, som om han var en konge, der kiggede ud over sit kongerige. De to andre havde det samme blik.
   "Har du set den måde, de går på?" sagde Marianne. "Den lyser langt væk af: her kommer vi, vi ejer det hele."
   Jens gned sig tankefuldt på hagen. "Vi må holde øje med, hvad der sker."
   Hun nikkede. "Især hvis der kommer flere eksklusioner."
   Jens nikkede alvorligt.