Nu havde hun fridag på en af ugens hverdage. Hendes forældre havde endelig fundet ud af, at **så** skulle de ikke vække hende, **så** ville hun spise morgenmad alene efter en lang søvn. Hun lå i sengen og tænkte, at det var**, som** om hun var flyttet hjemmefra. Hun blev liggende lidt. Det nød hun, når hun havde fridag på en hverdag.
   Hun kiggede hen på **sin** lille bogreol. Der var mange bøger, som hun nok var vokset fra, men nu ville hun prøve at kigge på dem. Hun fandt lige Peter Pan frem. Som mindre havde hun drømt om at flyve med ham til Ønskeøen. Hun åbnede og gik ind på første kapitel. Der faldt noget ud af bogen. Var det mon noget, som hun havde brugt som bogmærke? Hun samlede det op. Det var et foto**. P**å det maleri af en kronhjort, der var i baggrunden, kunne hun regne ud, at det var taget hjemme hos farfar og farmor.
   Hun kunne se, at der var hende selv som fire- eller fem-årig. Hun havde fletninger**. D**et var længe siden**, hun** sidst havde haft det. Nu bandt hun håret i en hestehale, når det blev for ustyrligt. **Så** var der fætter Bent, som hun var jævnaldrende med. Han sad med sin lillesøster Lisa på skødet**. H**un var givetvis begyndt at sige de første ord på det tidspunkt.
   Men hvem var **så** ham, som hun selv sad på skødet af? Han **så** ud til at være i konfirmationsalderen.
   Hun ville have antaget, at det var taget for, at de kunne få et billede af børnebørnene, men det var kun tre ud af de fire personer, der var deres børnebørn**,** hendes fætter og kusine og **så** hende selv, der var enebarn. Den store dreng, hvem var han?
   Hun tænkte lidt frem og tilbage. Billedet **så** ud til at være printet på en hjemmeprinter. Det var muligvis lavet hos en fotohandler, der tilbød print af digitale billeder.
   Billedet lå inde i Peter Pan. Den havde hun fået i julegave af **sin** onkel og faster. **Sin** onkel Leo var god til at fotografere, **så** det var nok ham, der havde taget billedet. Hvordan var den kopi af billedet havnet inde i bogen? Hun kunne ikke engang huske**, hvilket** år**, hun** havde fået den gave af dem. Måske det år billedet var taget? Men der kunne hun jo ikke læse endnu.
   Den store dreng måtte være i tyverne i dag, hvis hun havde gættet hans alder på billedet rigtigt**. M**en hvem var han?
   Nu knurrede maven, **så** nu måtte hun have morgenmad. Hun gik ud og tog sig noget mysli og mælk og satte vand over til kaffe. Mens hun spiste, tænkte hun videre. Hun kom i tanke om, at hendes far havde været gift før. Havde han et barn med sin eks? I **så** fald var den store dreng et barnebarn ligesom Bent og Lisa og hende selv.
   Alligevel afviste Anita tanken. Hendes far havde aldrig nævnt det. Det ville han vel have gjort**;** det var jo hans søn.
   "Og min halvbror," slog det ned i hende, "so det gav et sæt." Men nej, hun kunne da ikke tro, at hendes far ville have en søn uden at nævne det. Det var godt nok forfærdelige ting, som han ofte sagde om sin eks, Lene**, som** hun hed, men derfor ville han vel som far gerne have samkvem med sit barn.
   Det var bare... det var jo nærmest et gruppebillede af børnebørnene, men lige en person syntes at skille sig ud.
   Eller gjorde han?
   Bent sad med sin spæde lillesøster på skødet, og den ukendte sad med hende selv på skødet... var det et mønster?
   Hun besluttede ikke at spekulere mere på det og nyde fridagen. Mens hun nu sad over morgenmaden, kiggede hun lidt rundt i lejligheden. Væggene med de grønne tapeter var helt bare**;** der hang ikke et eneste billede undtagen lige et par familiebilleder**,** et med hendes mors familie og et med hendes fars. På begge billeder var hun nok nærmest omkring ti år, og den mystiske store dreng var ikke med.
   Hun ville ikke spekulere mere, **så** hun kiggede lidt hen på den store reol. Den indeholdt stort set kun fagbøger om ernæring. Der var dog lige en fotobog, som de havde fået lavet på **nettet**. Da hun havde spist færdig og vasket op efter sin morgenmad**,** gik hun hen og tog den fotobog ned. Hun kiggede den igennem**;** det gik langsomt**, fordi** flere billeder vakte minder. Hun kunne følge**, hvordan** hun blev større. Men ingen billeder af den ukendte dreng.
   Nu skulle det foreløbig være slut med at tænke på det. Hun gik ind og lagde det mystiske foto tilbage i bogen med det resultat**, at** julegavekortet faldt ud. Hun samlede det op, lagde det ind og stillede bogen på plads.
   Men hendes øjne blev alligevel draget til de andre bøger i reolen. De var **så** godt som alle en gave fra **sin** faster og onkel. Bent læste **nogle** af de samme bøger**, og** de havde mange samtaler om dem, og det inspirerede også mange lege**, når** de **så** hinanden i sommerferierne.
   Hun **så** lige Emil fra Lønneberg, tog den frem og læste et kapitel af den med genkendelsens glæde. Hun lo flere gange.
   Hun fik nogle erindringsbilleder i hovedet. Hun havde da vist været i biografen på et tidspunkt. Hun kunne se det for sig. Men hvem var det med? Hendes far holdt jo på, at de ikke skulle i biografen, det var vold og sex det hele. De skulle holde sig til film på TV2 Charlie. Det var deres faste kanal**;** den kedede hende.
   I sommerferien var det altid dem, der besøgte Leo og faster Karen. Hun mindedes, at de på et tidspunkt havde snakket om at komme over til København, men det mente hendes far, at det skulle de ikke. Der var ikke noget at komme efter der.
   Hun kunne godt huske alle de gange**, de** havde spurgt til, om de havde set **nogle** af de ting**, København** var kendt for. Hendes fars standardsvar var, at han var i København for at arbejde og ikke noget andet. Hendes historielærer havde ind imellem taget klassen med på tur til historiske steder, **så** hun havde da på den konto set både Rundetårn, Rosenborg, Christiansborgs kælder med ruinerne af Absalons borg og andre ting. Når hun havde fortalt om det derhjemme, svarede hendes far altid, at det ikke interesserede ham. Han havde heller aldrig været særlig villig til at snakke om de bøger**, hun** læste.
   Men nu ville hun ikke sidde her fortabe sig i minder. Hun ville nyde fridagen, **så** hun trak i sit overtøj og gik ud uden at have sat sig et mål.
   I dag gik hun en længere tur. Dette her kvarter på Nørrebro lignede alt andet. Hun **så** bare de samme huse hele tiden, gik bare ned på Nørrebrogade hver dag, **så** hun ville gerne lidt længere og se noget andet.
   Nu endte hun ude ved Guldbergsgade og kunne genkende Empire Bio. Skulle hun forære sig selv en tur i biffen? Det var længe siden**, hun** havde været der. Hendes forældre gad ikke rigtig**;** der var jo nok af gode danske lystspil på TV2 Charlie, og **sådan** **nogle** gik jo ikke i biografen længere. Hun gik hen til indgangen og kiggede lidt på**, hvad** der gik. Hun kendte ikke noget af det, **så** hun besluttede at lade være. Hun ville ikke bruge penge på noget, som hun fandt ud af**, der** var noget lort.
   Hun gik tilbage, ud mod Nørrebrogade igen. Hvor var hun dog træt af bare at se den daglig. Hun tænkte på at gå hjem, men det gad hun ikke rigtig endnu. Hun fortsatte imod det ydre Nørrebro, forbi Runddelen. Var der ikke et bibliotek der? Hun havde hørt om det, men aldrig været der. Som mindre havde hun lånt børnebøger på Blågårds Bibliotek og senere **nogle** andre bøger.
   Hun fandt frem til Den Røde Plads, der var belagt og malet med rødt. Her var biblioteket**. H**un gik ind i det. Hun gik rundt og kiggede på, hvad der var på hylderne og de bøger, der lå og var særlig fremhævede. Der var endda **nogle**, som hun kunne huske fra dansktimerne, som var **nogle** af de bedste timer på skolen. Det var et stort åbent rum, der indbød til udforskning.
   Hun var ikke **så** vant til at finde rundt der, men hun fandt da ud af**, hvor** skønlitteraturen var. Der var da Tove Ditlevsen. I første omgang valgte hun Barndommens Gade. **Så** kiggede hun rundt og fandt afdelingen med SF. Hun tog en antologi med noveller**. H**un vidste ikke**, om** hun kunne klare to romaner på en gang.
   Hvad mon der var på balkonen? Hun gik op og kiggede. Det var alle mulige forskellige emner mellem hinanden.
   Hvordan skulle hun nu finde ud af det med de to bøger**, hun** stod med? Der var noget med låneautomater. Men der stod en kraftig lyshåret pige nede ved betjeningen, samme sted som **Borgerservice**. Hun gik derhen, og pigen forklarede hende venligt**, hvordan** hun skulle betjene udlånsautomaterne. Hun fik også en forklaring på, hvordan hun skulle finde bøgerne på **websiden**.
   Nu glædede hun sig til at komme hjem og læse, men hun gik lidt rundt. Hun kom jo sjældent **så** langt ud i kvarteret. Hun endte helt oppe ved Nørrebro Station. Der var en åben plads, og lige bagved stationen var Nørrebro Bycenter. Her havde hun vist engang været med sine forældre. Hun følte sig lidt træt af det kvarter, hvor hun selv boede, men herude kom hun ikke **så** ofte.
   Da hun kom hjem, satte hun sig i sin sovesofa og åbnede Barndommens Gade. Hun blev efter nogle få sider grebet af den pige i bogen. Hun var jo en pige ligesom hun selv, bare yngre. Og **så** hendes forældre, der ikke forstod ret meget. Hun syntes**, der** var noget af hende selv i det.
   Hun var nu væk fra denne verden, men det var alligevel den**, hun** genkendte i læsningen. Hun tænkte over, at hun da måtte gøre noget ved sin egen situation.
   Hun blev snart grebet af den**. D**et var**, som** da hun selv var tretten år. Det var **så** bare tydeligt, at det var et mere fattigt hjem**. D**en var selvfølgelig også skrevet i en tid, hvor man var mere fattig. Men hun levede med pigen i bogen, kunne se hendes konflikter**, som** hun kendte fra sig selv. Den ene side tog den anden. Hun begyndte at tænke over, om hun selv fandt sig i for meget.
   Nu nærmede det sig vist spisetid, **så** hun måtte hellere lægge den til side. Den med noveller ville hun læse**, når** hun lå i sengen**, inden** hun slukkede lyset. Hun kunne nok klare en historie uden at hendes mor kom ind og sagde, at nu skulle hun slukke lyset.
   Hun havde dårligt nok fået sat sig**, inden** hun begyndte at fortælle forældrene om bogen. Hun fortalte dem, hvordan hun genkendte meget af sig selv i det. Midt i en sætning, hvor Anita skulle fortælle om hovedpersonens misforståelse af udtrykket at blotte, kiggede hendes far meget alvorligt på hende.
   "Hvordan går det på dit arbejde?" sagde han i et tonefald som en**, der** spurgte til en dødssyg persons helbred.
   "Det går som det plejer, men hvorfor spørger du om det?"
   "Du skal altså også komme lidt ud i virkeligheden en gang imellem."
   "Jeg er jo ikke andet**. H**vor skulle vi ellers være?"
   Nu brød hendes mor ind. "**Du** skal også tænke på, at en **sådan** snak om en bog**, du** læser snart, kan kede folk, hvis du ikke kan snakke om andet**, bliver** folk trætte af dig."
   Anita sukkede, men gjorde alt for at skjule det. Det lykkedes ikke. Kunne de dog ikke bare lade hende være og stoppe med det præk bare en gang imellem? Kunne hun dog ikke få lov til at glæde sig over andre ting end TV?
   "Nu skal du ikke sidde og sukke på den **sådan**, vi siger det jo for dit eget bedste!"
   "Ja, med andre ord," svarede Anita**,** "jeg skal snakke druk, sex og slankekure."
   Nu kastede hendes far sig ud i en lang tale. Anita orkede ikke at høre efter**. H**un spiste bare sin mad i en vældig fart for at komme væk. Nu ville hun ind og læse videre.
   Men nu var det hendes mor, der sagde noget.
   "Vi har jo begge to lige **nogle** ekstra fridage, men du har **så** vidt jeg ved ikke ret til nogen ferie endnu."
   "Nej," svarede Anita, "det har jeg været ansat for kort tid til."
   "Far og **jeg** har jo tænkt på at tage et par dage til Jylland, **så** jeg håber ikke**, du** har noget imod at være alene de få dage."
   "Nej, det har jeg ikke." Hun var ved at udstøde et jubelskrig, men stoppede det. Hun ville nyde at være alene **nogle** dage.
   Hun havde glemt at spørge dem til drengen på billedet, men hun besluttede at lade være. Hun ville ikke hidse sin far op. Når hun fik en mulighed for at spørge sin faster og onkel, ville hun spørge dem.