Anita gik igennem Assistens'. Det var et dejligt fredeligt sted. Hun kunne ikke tage alle de forhørende spørgsmål**, som** blev stillet derhjemme. Hun gik ud tæt ved sin gamle skole, Hans Tavsens Gade Skole. Nu havde **nogle** af børnene fri**, og** de begyndte at suse ud derfra.
   Hun **foer** sammen, da hun blev torpederet i maven af et barnehoved. Hun trådte to skridt tilbage og bøjede sig lidt, mens hun hev efter vejret. Hun fik sig samlet sammen til at se**, hvem** det var, der ikke kunne se sig for. Det var en dreng med lyst karsehår**. H**an så ud til at være i den nedre skolealder**. H**ans blå øjne så skræmte ud. Hun konstaterede, at hans tøj vist var noget gammelt. Det var heller ikke det store, bukser og t-shirt. Han rystede over hele kroppen. Hun syntes**, han** virkede bekendt.
   "Undskyld," sagde han med en skinger stemme, der ellers var venlig nok.
   "Du havde vist travlt," sagde Anita.
   "Ja, men nu tror jeg, at jeg har rystet dem af mig." Han rystede over hele kroppen.
   "Hvem?"
   "Tre drenge fra min klasse**. D**e vil banke mig."
   "Men dog, er du sikker på**, at** de ikke kommer nu?"
   "Jeg gemte mig i en port og løb **så** den modsatte vej, da de løb forbi."
   "Du skal ikke finde dig i sådan **nogle** møgsvin**. D**et skal du sige til din klasselærer. Hvad hedder du?"
   "Martin."
   "Anita her**. V**il du gerne have**, jeg** følger dig hjem?"
   "Hvis du vil."
   "Hvor bor du?"
   "Griffenfeldsgade."
   "Nej, hvor sjovt**, der** bor jeg også**. K**om, **så** går vi."
   Hun tog ham i hånden og **de** gik sammen ned mod den gade, hvor de boede.
   "Arbejder du ikke i supermarkedet?" sagde han.
   "Nå, ja, det var dig, der kaldte mig søster for nogle dage siden."
   "Det var ikke ondt ment."
   "Det er helt i orden, men nu hvor du kender mit navn, **så** brug det."
   Han nikkede. De nåede nu til deres gade**. A**nita spurgte**, hvad** nummer han boede i. Det var nummer 14.
   "Tænk, der bor jeg også, på første sal."
   "Jeg bor på fjerde."
   "Har du boet der længe?"
   "Vi er lige flyttet ind for et par måneder siden, **min mor og jeg**."
   "Hun er alene?"
   "Min far stak af, da hun ventede mig**. J**eg har aldrig set ham**. D**e andre i klassen siger**, det** er**, fordi** han hadede mig."
   "Det skal du ikke tro på."
   De nåede til deres opgang**. A**nita låste op for gadedøren og gik med Martin op til første sal.
   "Vi møder nok hinanden igen," sagde Martin.
   "Ja, helt sikkert**, det** er noget tosseri**, at** vi dårligt nok kender **nogle** i opgangen."
   Anita gik ind og konstaterede, at hendes forældre ikke var nået hjem endnu. Hun gik ind og lagde sig på sin sovesofa, mens hun nynnede en af de sange**, hun** kunne huske fra musiktimerne i skolen. Næste lønningsdag ville hun prøve at finde den sangbog**, de** havde brugt. Et øjeblik lå hun lige og tænkte på Martin. Den gang**, hun** og fætter Bent havde været i hans alder**,** havde han været **så** sød og sjov, og de havde leget **så** godt. Hvorfor var han blevet **så** anderledes? Hun vidste godt**, at** når de kun mødtes i sommerferien, **så** kunne de forandre sig meget i løbet af året. Det var bare**, som** om det var ekstremt med ham.
   Nu gik døren derude. **Så** var det hendes far**, der** kom**. H**an ville nok sørge for at lave noget kaffe. Hun gik ud til ham.
   "**N**å, har du nydt din fridag?" sagde han.
   "Ja da."
   "Bare det var mig."
   Nu gik døren igen. **Så** var det den daglige snak med forældrene ved eftermiddagskaffe, som altid havde været ritualet. Nu var det ikke længere hver dag**, hun** var hjemme på denne her tid. Hun hadede at arbejde om aftenen.
   "Altså," begyndte hendes far, "det er jo brasilianere lige over os, der spiller musik, det er for dårligt**, at** vi skal have alle de muhammedanere her i landet."
   Anita var lige ved at sprutte kaffe ud over bordet.
   "Hvad griner du af, tøs?"
   "Brasilien ligger i Sydamerika, far."
   "Hvad **så**?"
   "**Så** er de vel snarere katolikker."
   "Jeg er ligeglad med**, hvad** fanden de er**. D**e skal bare ikke komme her og nasse på vores system og forbyde os at spise svinekød."
   "Far, katolikker må godt spise svinekød!"
   "Jeg er fandme ligeglad**. D**e skulle bare blive hjemme i deres ørken!"
   "Deres regnskov!"
   "Du er **så** klog**, at** du kunne undvære hovedet**. H**old op med at rette mig hele tiden."
   "Selvfølgelig, far."
   Det ringede på dørklokken**. M**oren rejste sig og gik ud og åbnede. I det fjerne kunne Anita høre hende snakke med en kvinde i døråbningen.
   Moren kom ind. "Der er en dame herude, der vil sige tak til dig, Anita."
   Hun rejste sig**,** gik ud i entreen**. D**er stod en ikke helt ung, men heller ikke gammel dame med langt rødt hår**. H**un var i en farvestrålende lang kjole. Anita genkendte hende**. D**et var hende, der havde skændtes med hendes far den nat**, han** råbte af den mørke unge pige.
   "**Så** du er Anita**. J**eg er Martins mor**. J**eg hedder Ava**. J**eg vil gerne sige dig tak**, fordi** du hjalp min søn hjem."
   "Det var da **så** lidt."
   "For mig er det meget**. D**e er simpelthen **så** ondskabsfulde i den klasse."
   "Vil du indenfor og have en kop kaffe?"
   "Jo, tak, da," sagde hun, "jeg skal først hente Martin igen om en time."
   Anita førte hende ind i stuen og forklarede sine forældre sagen.
   "Det er svært for ham at begynde i en ny skole, jeg har ikke kunnet lide det," sagde Ava.
   Hun kom ind og satte sig på en stol**, Anita** anviste hende.
   "Ja," sagde Ava, "jeg ville jo **så** gerne sige tak til jeres datter**. D**et var **så** sødt af hende at hjælpe."
   Inger nikkede. "Det glæder mig da at høre, men ok, jeg hedder Inger og min mand er Preben**. H**an underviser i ernæring og jeg er sosu-hjælper."
   "Jeg er kunstner, jeg har atelier og galleri længere nede i gaden."
   "Kan man leve af det?" udbrød Preben med en høj stemme, som fik Ava til at fare sammen. Anita var vant til at høre den.
   "Ikke alene**. J**eg underviser lidt på aftenskolen og maler portrætter på bestilling."
   "Hvorfor fanden har du ikke taget et rigtigt job?" buldrede Preben**. A**nitas kinder blev varme.
   "Hvad mener du med et rigtigt job?"
   "Men du får måske kulturstøtte**, som** vi skal betale skat til."
   "Preben, lad os nu ikke diskutere politik," sagde Inger.
   "Nej, kulturstøtte har jeg ikke opnået endnu**. D**et får man ikke uden videre," sagde Ava med et smil.
   Ava rømmede sig lidt. "Anita, du arbejder jo i supermarkedet, vi har set dig der **nogle** gange, når vi har handlet.
   Hun nikkede.
   "Kan du lide det?"
   "Det er ok."
   "Hvor længe har du arbejdet der?"
   "Snart et halvt år."
   "Ja, jeg sørgede jo for, at hun fik et samfundsnyttigt job, da hun var færdig med skolen," sagde Preben**.** "**J**eg har jo lidt forbindelser via mit job på professionshøjskolen."
   Ava rømmede sig. "Ja, det har du vel."
   Anita kunne godt se, at hun ikke følte sig tryg**. H**un rejste sig. Hun strøg Anita på kinden. "Og tak for din venlighed."
   Derpå gik hun ud med faste skridt**. A**nita forsøgte at lade som ingenting.
   "Anita," sagde hendes far, "du skal ikke **sådan** blande dig med folks forkælede unger**. H**an må klare sig selv**, hvis** de absolut vil bo her i København, hvor folk er **sådan**, ellers må de flytte til et sted**, hvor** der er ordentlige mennesker."
   "Preben, altså," sagde Inger**.** "**V**i kan da ikke skælde hende ud for at ville hjælpe en lille dreng, der var bange**. D**et er jo kun godt**, hun** er hjælpsom."
   "Forkælede københavnerunger må lære at klare sig selv."
   Anita var lige ved at buse ud med noget om forkælede mænd fra Vejleegnen, men stoppede det. Hun trøstede sig med at have fridag næste dag. På en hverdag, hvor hun **sådan** var alene **nogle** timer.