Hey.
   Når man næsten giver op, for eksempel i forbindelse med psykose, nære familiemedlemmers dødsfald eller depression - det kan også være ved en fyring og nyopstået lediggang - ja så er der en lang række tiltag der er med til at udgøre det påtvungne tilbud, man kalder behandlersamfundet. Der er sgu rift om at give og modtage diagnoser. Ofte har jeg selv gået til psykolog, og jeg har oplevet, især i de yngre år, at man skulle kende sig selv faktisk ret godt, for at kunne få noget ud af disse psykolog timer. Jeg er ofte blevet mødt med at jeg bare skulle slappe lidt af, gå lidt på dagpenge fra fagforeningen, eller bruge min evne til blot at være. Jeg har hele tiden følt der var noget risikofyldt ved bare at lade stå til. Måske har psykologen fornemmet at jeg ville kunne ende som offer for stress, og har derfor opmuntret til at lægge afstand til den workaholic værdi der er i min familie, hvor især mændene altid har knoklet, flere af dem som selvstændige erhvervsdrivende, eller med en drøm om at blive fri, som de sagde, som selvstændige erhvervsdrivende.
   Som yngre kunne jeg godt lide den behagelige følelse af ro som det gav i første omgang, blot at give slip og ikke kæmpe for min ret - eller min pligt. Jeg kunne mærke der var noget rart ved at have hele dagen for sig selv, når man var på dagpenge, og jeg kunne jo også have en slags prestige, fordi jeg var ret god til at fotografere og var blevet en kendt fotograf i nogle kredse. Så kunne jeg være med til at drive det værk som den tyske sociolog Thomas Ziehe skriver om er en folkebevægelse blandt unge i hans bog Ny Ungdom og Usædvanlige Læreprocesser. Da jeg læste den føltes det som om han havde turet rundt i København og Berlin i de avantgarde kunstner miljøer jeg selv var en del af, og gjorde mit for at gøre levende.
   Men man bliver ældre. Man bliver ældre, og nogle af de kvinder som jeg virkelig gerne ville være sammen med, ville gerne have en tilværelse uden mig lige pludselig, fordi jeg ikke havde økonomi eller vilje til at stable en tilværelse på banen med hus og egen have og job fra 8-17. Og jeg opdagede smerten ved efter megen elskov og sjove tider at blive valgt fra som en type der ikke tog livet alvorligt.
   Efter nogle år på den måde fandt jeg ud af, at jeg gerne ville være en ny slags mand, ikke kun en rebel og en vild kunstner.
   Jeg gjorde et forsøg på det borgerlige liv. I lang lang tid kunne jeg ikke se lyset i det. Jeg havde haft meget selvudfoldelse fordi jeg selv havde købt kameraer og fotocomputer efter mørkekammeret blev outdated, og fordi jeg havde fået ideer til billeder, sat dem sammen til udstillinger, skaffet udstillingsplads på Gallerier og gennemført at disse koncepter blev til virkelighed. Samtidig mediterede jeg og opdagede buddhismen og taoismen, som blev et vendepunkt sammen med astrologien og kropsterapi. Alt dette gjorde at det borgerlige liv jeg fandt med job på en Cirkle K tankstation og en sød sygeplejerske kæreste, ja det liv virkede lukket for mig, og min nye svigerfamilie kunne ikke spejle eller give respons på den slags sprog jeg brugte og som var udviklet i de frit udfoldende kunstnermiljøer. De var jyder fra et indre missionsk område. De var flygtet fra dette, men småborgerligheden hægede de om og passede de på, som om det var kronjuvelerne. Jeg svarede igen med mit intellekt og tog en HF som ung voksen med tårnhøje eksamenskarakterer. Men jeg var jo i joblivet stadig tankpasser og det var en kæmpe smerte at min anerkendelse som fotograf forsvandt fordi jeg jo nu ikke kunne nå at vedligeholde kontakterne i den branche.
   Men især kropsterapi, taoisme og astrologi trak i mig. Jeg mødte nye kærester der viste mig at jeg måtte kæmpe for min balance fordi min mor tog sit eget liv, og jeg derfor selv var disponeret for selvmordstanker. Jeg fandt en rytme med at blive far igen, og holdt fast i sygeplejerske kæresten og blev gift og gennemførte en SOSU assistent uddannelse sammen med en mindfulness instruktør uddannelse og en sikkerhedsvagtuddannelse. Jeg fik hul på joblivet og begyndte at tjene penge og finde en ny slags eksistens, hvor kunsten blev livskunsten.