Det er hundrede år og en dag siden, at jeg har lyttet til denne sang: "Du ka' gøre hvad du vil" med Christian Brøns. Jeg skal lige love for, at det bringer et væld af blandede følelser op i mig og jeg ved også godt hvorfor.
   Igennem mine teenageår var jeg overfor min familie en møgunge som i en rigtig møgunge. Det er sådan en bitter samvittighed at sidde med nu når jeg ikke længere har mine forældre, mine dyrebare forældre.
   Det er nok ikke unormalt at enhver teenager med respekt for sig selv gør oprør mod sin mor og far. Jeg tror det er genkendeligt i de fleste familier.
   De er bare nogle fatsvage individer, der ingenting forstår. Set med en typisk teenagers øjne. Jeg var da ikke en skid bedre selv.
   Jeg havde en årrække, hvor alkohol og stoffer dominerede mit liv. Min lede opførsel. Min utilgivelige adfærd. Det er først som voksen, at jeg selv kan se, hvordan min familie alligevel var der for mig. Gang på gang og selvom bølgerne stod højt og skænderierne var heftige med de mest modbydelige skældsord råbt imellem hinanden, har der ikke været en eneste gang hvor mine forældre svigtede mig. Modsat jeg, jeg svigtede dem den ene gang efter den anden. Jeg skabte bekymring hos dem, angst og frustrationer. I dag forstår jeg godt hver eneste "røvfuld" jeg fik - i overført betydning - for det havde jeg fandeme også fortjent. Dengang synes jeg jo bare at det var tarveligt og jeg følte mig uretfærdig behandlet og de kunne skride ad helvede til.
   Ironisk nok var det mig, der gjorde det. Skred ad helvede til. Som en 16årig pige, påvirket af alkohol og stoffer, stak jeg af hjemmefra. I hasarderet kørsel med en ven som chauffør, der var akkurat ligeså påvirket som mig, hvilket ikke siger så lidt. Med min far løbende bag efter bilen forsvandt jeg ud i natten. Jeg var væk i 2½ uge. Mine forældre ledte mig, selvfølgelig gjorde de det. Jeg var meldt savnet til politiet. Sikke en smerte som jeg forvoldte dem og var jeg bevidst om det dengang, er det intet sammenlignet med nu og det gør ondt.
   På et tidspunkt, da der var gået 2½ uge og jeg sov i en skov bag kirkegården i Karup, hvor jeg oprindeligt er fra, kom en bekendt forbi og hun var meget påvirket af at jeg lagde der, nærmest helt fortabt. Hun samlede mig op, hun tog mig under armen og hjalp mig med hjem til hende. Hun puttede mig i sin seng og så tog hun på arbejde. Jeg gik ud som et lys - bang - og jeg var slået helt ud. Efter flere nætter på det samme spot i den samme skov, uden dyne og uden pude, havde en seng aldrig føltes bedre.
   Min bekendte havde taget fat i min familie og fortalte, at jeg var hos hende. At de kunne komme forbi hendes arbejde, låne nøglen til hendes hjem og så hente mig. Det var jeg ikke klar over, at hun ville. Havde jeg vidst det, havde jeg i skoven vendt mig rundt på den anden side med en afvisende ryg mod hende.
   Jeg vågnede flere timer senere ved en hånd som aede min kind. Jeg bliver godt nok følelsesladet lige nu. Tårer er i mine øjne, teksten er grumset og klumpen i halsen vokser sig større. Det var min storebror som aede mit hår væk fra mit ansigt. Min elskede storebror, der altid har betydet alt for mig. Han har beskyttet mig uanset situation. Han har holdt hånden over mig og han har elsket mig selv når jeg fortjente det mindst. Jeg satte mig op på sengekanten til ham. Roligt og meget fattet sagde jeg til ham, at jeg ikke ville hjem. At jeg ikke kunne se mine forældre i øjnene uden at lægge mærke til, hvor skuffet de var over mig og det svigt som jeg havde smertet deres hjerter med, kunne jeg ikke bære at se.
   Han spurgte mig om rusen af pis og lort og møg virkelig betød mere for mig end dem, der levede i mit hjerte.
   Min storebror sagde til mig, at ude i bilen sad en bekymret mor og en frustreret far som ikke ønskede noget højere end at få deres datter hjem igen.
   Efterfølgende fik jeg at vide at min storebror havde forklaret mine forældre, at hvis de ville have mig med hjem, så var det ham som skulle hente mig og hverken min mor eller far. Hvor havde han ret. Det vidste han med sig selv. Han kendte sin lillesøster. Jeg er evig taknemmelig, at det i en lortet situation var ham som trængte igennem til mig. Som i øvrigt også var det eneste menneske, der formåede det.
   Hjemme ventede først en skideballe, der sagde spar to. En far, der råbte som sindssyg og kaldte mig de ledeste ting og en mor, der sad foroverbøjet i en ustandselig gråd.
   Da der var faldet ro over land, fik min mor og jeg en meget lang samtale, der varede i timevis. Helt nede på jorden. Da fortalte jeg hende, hvordan jeg havde det. For første gang nogensinde. Jeg forklarede hende at jeg så ting, der ikke eksisterede og hvordan det skræmte røven ud af bukserne på mig. At det var en hver evig enestes dag kamp at bekæmpe det unaturlige. Jeg sagde til hende, som det var, at alkohol og særligt stofferne var min virkelighedsflugt. Kort efter kom jeg for første gang i psykiatrisk behandling som er en lang historie, jeg vil undlade at kede jer med på nuværende stund.
   Inde på mit værelse, hvor jeg opholdte mig de næste mange dage, skrev min storebror en sms til mig: "Jeg har sendt dig en e-mail som jeg synes du skal tage et kig på" Jeg rystede over det hele, men der gik ikke andet end et øjeblik og jeg satte mig op til min computer og åbnede min mail.
   Han havde skrevet hele teksten ned på denne sang af Christian Brøns samtidigt med han havde sendt sangen i en vedhæftet fil. Sangen: "Du ka' gøre hvad du vil"
   Det er en sang, der passede spot on i vores situation. Den situation som jeg havde skabt. Det kunne bare ikke beskrives mere korrekt. Hele teksten igennem.
   Da brast mit hjerte. Jeg sank fuldstændigt sammen og jeg skammede mig. På intet tidspunkt var jeg mere sårbar end jeg var lige dér.
   Jeg var 13 år, da jeg begyndte at ryge. Jeg var 13 år, da jeg første gang røg hash. Fra dengang og frem til jeg var midt i 20erne, udviklede det sig som det gør med misbrug. I dag ryger jeg ikke længere cigaretter. Jeg har ikke taget stoffer i over 10 år. Stadigvæk kan jeg savne det. Er det ikke åndssvagt, når man ved hvordan man sårede sin familie?! Det er et splitsekund som det drejer sig om. Det er rusen, jeg godt kunne tænke mig et glimt af igen. Men ikke afhængigheden.
   Jeg er træt. Flere nætter med meget lidt søvn. Det er som om at jo mere træt jeg er, jo mere påvirkes jeg af de modbydeligheder som er sket i mit liv. Jeg siger til min hjerne: "Vi skal sove nu" Min hjerne svarer: "Nope. Lad mig tilbyde dig et kig tilbage på de sidste 30 års fortrydelser i dit liv" Som et TV-show braser hjernen igennem med billeder og dårlige minder, der føles så intens som befandt jeg mig virkeligt i dem igen. En oprivende film og det kører bare på repeat. Den ene gentagelse efter den anden. Min egen dokumentar, der i dag giver stof til eftertanke.

"Du ka' gøre hvad du vil, men aldrig forråde dem som lever i din sjæl. Du ka' gøre hvad du vil, men aldrig forråde dem du elsker, åh-åhh"