jeg var som bien, der dræbte sig selv ved at stikke andre.

Mit sind og liv var som en nedadgående spiral.

Som skruen unden ende kørte mine negative tanker og lave selvværd i ring.

Jeg er opvokset i en familie af yderst fordømmende forældre, og jeg lærte at blive det samme.

Jeg kritiserede andre uden nåde, men hvad jeg daværende ikke vidste var, at jeg derved også fordømte mig selv ubarmhjertigt.
   Jeg fandt konstant fejl hos andre; deres krop, deres udseende eller væremåde.

I sandhed var jeg så ukærlig, som nogen kunne være.

Det gik op for mig, at jeg dømte de andre, for i håbet om at løfte mig selv lidt op, fordi jeg ikke havde en følelse af at have værdi.
   Det gik langsomt op for mig, at som jeg dømmer andre, dømmer jeg derved også mig selv.

De negative tanker forlod mig ikke sådan lige. Det tog årelangt arbejde med mig selv at blive fri af de tanker, og dog, stadig, den dag i dag, kan jeg tage mig selv i kritiske fordømmende tanker. Forskellen er i dag, at jeg er bevidst om, når vanvidstankerne kører på autopilot, så jeg kan korrigere dem.

For jeg vil ikke være bien, der dræber sig selv. Jeg vil leve i en verden uden angreb.
   Men det starter med mig selv.
   Når jeg er okey, så er alle de andre det som regel også, og omvendt.