Anita sad på en café i Indre By, hvor hun havde aftalt at mødes med Johnny. Hun var spændt på endelig at møde sin halvbror ansigt til ansigt. Hun havde ikke sagt noget til forældrene om det.
   Hun havde fået en del billeder af ham som vedhæftede filer, så hun vidste jo godt, hvordan han så ud, men hun havde ikke set ham, siden hun var lille. Hendes blik vandrede rastløst rundt i caféen.
   Det gav et sæt i hende, da hun ved et af nabobordene så Sverre. Han sad med opspilede øjne og åben mund og kiggede på hende. Hun havde lyst til at spørge, hvad han gloede på, men hun lod være. Han havde et halvt glas fadøl foran sig - det var tydeligvis ikke den første, han havde drukket.
   Nu gik døren op, og hun kunne se det lyse hår, som hun kendte fra billederne, og det kantede ansigt. Der stod han - den halvbror, hun ikke havde kendt eksistensen af, før hun fandt et billede af sig selv sammen med sin kusine og fætter, hvor han også var med. Efterhånden fandt hun ud af, hvem han var. Da han så hende, bredte smilet sig på hans ansigt, og han gik hen mod hendes bord. Hun rejste sig. Han var lige så høj, som han så ud på billederne. Det måtte være noget, han havde arvet fra deres far.
   "Hej, lillesøster," sagde han.
   "Hej, storebror."
   Hun tøvede et øjeblik og vidste ikke rigtig, hvad hun skulle gøre, men Johnny tøvede ikke med at slå armene om hende og trykke hende tæt ind til sig. Hun gengældte hurtigt krammet.
   "Du har stadig den samme hårfarve og de samme øjne," sagde han.
   "Det er lige før, størrelsesforskellen på os også er den samme," sagde hun med et lille grin.
   Johnny gik op og bestilte kaffe og satte sig over for Anita.
   "Dejligt, vi kunne mødes," sagde han.
   Anita bemærkede, at Sverre rejste sig og gik ud. Han kunne næsten ikke støtte på benene.
   De så lidt på hinanden. "Jeg var rystet over, at vores far har slået hånden af dig på den måde," sagde Anita, "men det stemmer godt nok med de holdninger, jeg kender ham for."
   Johnny nikkede alvorligt. "Ja, og jeg har ikke kunnet lide, at han holdt min eksistens hemmelig for dig. Sidst jeg så dig, var du en sød lille en. Du er sandelig blevet en køn pige."
   "Nej, mener du virkelig det?" Hendes kinder blev varme.
   "Ja, det mener jeg."
   "Jeg bliver helt flov - men tak alligevel."
   "Jeg kan forstå, du ikke er særlig glad for dit job."
   "Nej, jeg føler bare, det er en fortsættelse af mobningen i skolen - men uden det, som trods alt var godt ved skolen."
   Hun fortalte om Jakobsens opførsel.
   Johnny rystede på hovedet. "Selv om vi godt ved, mennesker kan være onde, så er det alligevel chokerende, hver gang man oplever det."
   Anita nikkede. "Men hvad husker du om mig fra dengang?"
   "Jeg husker, at jeg tog dig med ind og se nogle af de berømte steder i København. Du syntes, det var sjovt at løbe op i Rundetårn, og så var vi i Kongens Have og legede - jeg løb efter dig, og du morede dig dejligt."
   "Det er i Kongens Have, at Rosenborg ligger - der var min klasse på udflugt med vores historielærer."
   "Ja, du har vel ellers aldrig set så meget af København, kan jeg tænke. Når jeg var på besøg hos jer i Greve, sagde han altid, at han var her for at arbejde, og alt det der ragede ham. Jeg fik dog overtalt ham til at tage i Tivoli. Der muggede han over, at han sad og drak øl, som han kunne have fået billigere i supermarkedet."
   "Kunne du mon få tid til at tage på de ture med mig igen?"
   "Helt sikkert. Jeg har også haft dig med en tur i Dyrehaven - du elskede at se på hestene."
   Anita smilede let. "Der er meget at indhente," sagde hun. "Ville du gerne have haft kontakt med mig før?"
   Han nikkede. "Vores far havde jo bare kappet alle linjer, så det var umuligt."
   Hun nikkede. Han strøg hendes kind - det føltes, som om hun havde oplevet det før. Det havde han måske gjort, da hun var i byen med ham som lille.
   Hun følte en glæde, som hun ikke havde følt før. Hun var ikke alene i familien mere. Hun følte det, som om hun havde fået en amputeret arm tilbage igen.
   Efter en tid blev de enige om at rejse sig og gå. Hun skulle helst være hjemme, inden forældrene begyndte at undre sig over, hvor hun blev af.
   "Den adresse, du har her i København, Johnny - hvad bor du i der?"
   "Det er en, der fremlejer sin lejlighed, mens han er på udenlandsophold."
   Hun nikkede. De fulgtes ad op ad Frederiksborggade, indtil han nåede den gade, hvor han boede under sit ophold.
   "Det er lige ved Arbejdermuseet," sagde han.
   "Hold da op, hvor er der meget, jeg ikke kender, selv om jeg er opvokset her."
   "Du må komme og se det en dag - hvis du altså har lyst."
   De gav hinanden et farvelkram, og Anita fortsatte mod Nørrebro. Han blev stående og vinkede, og hun kunne mærke, at det ikke bare var høflighed.
   Det var ikke ligefrem en varm dag - det var jo typisk for det ustadige danske forår. Det blæste noget på Dronning Louises Bro, men heldigvis kunne hendes jakke modstå det.
   Da hun endelig kom over i læ, havde hun lyst til at slå en vejrmølle af glæde. Hun havde bare aldrig fået lært det.
   ---
   Jens var ved at snakke med sine to piger, da Marianne kom ind fra køkkenet med noget at drikke til dem alle fire. Hun standsede og så ud ad det ene vindue.
   "Det er sandelig vores gode ven Sverre, der kommer dér," udbrød hun. Jens kiggede og kunne se, at det passede. Sverre stavrede usikkert af sted mod baghuset.
   "Han er vist ikke helt appelsinfri."
   "Bare han nu ikke vil os noget - og så i den tilstand."
   "Jeg beder ham simpelt hen om at skrubbe af og sove den bøhmand ud, hvis han ringer på her."
   Til deres lettelse kunne de konstatere, at han ringede på hos Lisette, så de satte sig med kaffen og saftevandet for at få en lille hyggestund med pigerne.
   "Hvad mon han vil oppe hos hende?" sagde Marianne.
   "Han har nok en eller anden sladderhistorie, han vil fyre af."
   "Hvis han kommer til mig med en af dem, så vil han høre det mest hadske udfald imod sig, han nogensinde har hørt."
   De grinede begge, og latteren blandede sig med tvillingernes fnisen over de gåder, de sad og gættede. Lidt efter blandede også Lisettes latter sig - skarp og skærende.
   "Det er ikke gode tegn, når hun griner på den måde," hviskede Marianne.
   "Nej, det er det ikke. Hvad mon de to har for?"
   "Det finder vi nok ud af."
   De satte sig roligt og nød kaffen, men holdt både øjne og ører halvt rettet mod overetagen.