Anita var nu godt træt. Stadig det samme med at fylde hylder op, og nu var hendes chef begyndt at skælde ud igen. Hvad var dog årsagen til det? Der var ellers en tid, hvor hun havde fred fra ham - måske havde hendes tillidsmand fået sat ham på plads? Hun var netop sygemeldt på ubestemt tid.
   Men når hun så sad ved kassen og der var en virkelig kværulant i køen, hadede hun den situation. Det var ikke, fordi der var noget, der skete dagligt, men når det skete, var det nok til at ødelægge dagen. I dag var der ligefrem en ældre dame med et barn, som måtte være hendes barnebarn, der havde stået og peget på Anita ved kassen og sagt til sin lille ledsager, at der kan du risikere at ende, hvis du ikke passer din skole.
   Men hun glædede sig så over, at hun havde tidligt fri i dag, så hun kunne komme hjem og falde lidt ned, inden hendes forældre kom hjem. Hun var godt træt og håbede på ikke at møde nogen af de væltede bestyrelsesmedlemmer. Det skete heller ikke i dag. Det var bare svært, for den forhenværende formand havde sin lejlighed lige op ad hendes værelse, den anden boede i hendes opgang, den tredje i baghuset, så hun skulle ud og ind gennem porten til gården, hvor Anitas familie havde sin gadedør.
   Men i dag slap hun for det. Hun faldt lige ned på sin sovesofa og åndede tungt ud. Så tændte hun sin bærbare computer. Siden hun havde fået kontakt med sin halvbror i New York, gjorde hun det hver dag. Hun sendte en mail til ham, hvor hun fortalte om hændelsen i supermarkedet. Efter at have sendt den, sad hun lige og kiggede på nogle hjemmesider, men så overvældedes hun af træthed. Hun lagde sig på sovesofaen og stønnede lidt.
   Men så kunne hun høre eksformandens stemme gennem væggen. Det kunne hun tit, ofte så tydeligt, at hun hørte ordene. Han var tydeligvis ikke alene; der var stemmer, der svarede ham. Den ene var Sverre; han var i gang med at fortælle om hændelsen med Martin.
   "Sådan en snotunge, og så kommer den stikkertøs og blandede sig."
   "Hvad gjorde hun?" lød Morten Hansens stemme.
   "Hun væltede mig omkuld og gav sig så til at sparke mig, da jeg lå ned."
   "Vi kan ikke gøre så meget ved det," lød en kvindestemme, som Anita gættede var Lisette. "Hun er jo den nye bestyrelses kæledægge."
   "Det gælder jo også dem, som vi ville ekskludere," sagde Morten, "men hvis vi nu sørger for at gøre det rigtig surt for dem, kan det være, at de flytter. Den flinke mand Preben, som jo har støttet os, går op og banker på hos latinamerikanerne, hver gang han kan høre deres musik ude på hans badeværelse, og hvis nu vi sørger for at skælde rigtig meget ud på den billedsmørerens søn, når vi får en anledning, så kan det også være, at hun flytter til sidst."
   "Hvis bare ikke den møgtøs blander sig igen," sagde Lisette.
   Anita knyttede næverne. Hun havde engang sagt til Morten Hansen, at hun kunne høre hans stemme gennem væggen, men det havde han vist glemt.
   "Vi kan klage over hendes adfærd til den nye bestyrelse..."
   "Den såkaldte bestyrelse!" Lisettes stemme skar godt gennem væggen.
   "...og desuden kan vi forsøge at fortælle beboerne, at den nye bestyrelse -"
   "Amatørbestyrelsen!"
   "- får mange klager, og vi kan sørge for at udsprede det rygte, at de vanrøgter økonomien med deres reparation af fjernvarmen."
   "Det gør de også," sagde Sverre, "det er helt unødvendigt, folk kan købe en varmeovn."
   "Sørg for at sprede det ud; der er jo en del, der ikke var til stede ved den ekstraordinære generalforsamling; dem kan vi måske overbevise."
   "Jeg har også rettet et slag mod dem og den vicevært, som de har ansat. Jeg smed papirstumper på trappen i min opgang og ringede så til den bornholmeren i bestyrelsen og klagede over, at han ikke havde rengjort trappen."
   "Godt klaret," lød eksformandens stemme.
   Nu rejste Anita sig op. Hun kunne ikke klare at høre mere. Hun hamrede en knytnæve ind i sin dør, inden hun gik ud af den. Hun tog sin jakke på; nu ville hun ikke høre mere. Hun havde lyst til at skrige højt. Idet hun gik ud ad hoveddøren, var hendes nabo Ellen, en pensioneret skolelærer, som ofte havde talt med hende om tingene, på vej op ad trappen.
   "Men dog, Anita, du ligner en bombe lige før eksplosionen."
   "Det er jeg også, for jeg hørte vores tidligere formand gennem min væg."
   "Hvad har han nu fundet på? Kom indenfor og lad mig høre om det."
   Hun låste sin dør op og viste Anita indenfor. Det var jo ikke første gang, Anita var inde hos hende. I lang tid havde hun bare været Fru Larsen, for det stod på hendes dørskilt, men så havde de lært at kende hende som Ellen. Anita satte sig nu ned og fortalte, hvad hun havde hørt gennem væggen, og Ellens ansigt blev mere og mere stramt.
   "Det er nogle slyngler, sagt lige ud af posen; det er, hvad de er!"
   Anita måtte give hende ret.
   "Ja, jeg ved godt, hvad der skete i porten i forgårs," sagde Ellen, "Ava har fortalt det, og Anita, du skal vide, jeg syntes, at det var modigt gjort af dig. Den frygtelige karl kunne have klaret dig så let som ingenting."
   "Jeg ved det, jeg klarede det også kun, fordi jeg var vred, og ikke kunne styre mig."
   "Det ville jeg også være blevet, men hvad skulle jeg have gjort? Jeg er jo ikke begyndt at gå med stok endnu, så jeg ville jo ikke have noget at ramme ham i hovedet med."
   Anita udstødte en lille latter og tog sig lige for munden.
   "Vi skulle måske alle i huset til at gå med noget at slå dem i hovedet med," sagde hun.
   "Så fik de snart hovedpine."
   De talte lidt om det ene og det andet, og så skulle Anita gå, men lige idet hun var på vej ud ad entredøren, kom der et A4-ark ind ad brevsprækken. Hun samlede det op og gav det til Ellen. Da hun sad og læste det, blev hendes læber stramme. "Sådan nogle løgnere!" sagde hun. "Den er sikkert også smidt ind hos jer; det er de væltede bestyrelsesmedlemmer, der beskylder den nye bestyrelse for flere ting, blandt andet, at de vanrøgter økonomien."
   "De er utrættelige."
   Anita sagde farvel og gik ud ad døren.
   Da hun gik ud, kunne hun høre Avas stemme deroppefra.
   "Tag og behold dit lort for dig selv!"
   Lidt efter var det Søren Madsens rustne stemme. "Behold den her, jeg har toiletruller nok!"
   Hun tog hånden for munden for ikke at grine højt og gik så ned ad trappen. Nu ville hun gå ned i Blågårdsgade. Det var et hyggeligt sted at gå, selv om det kunne virke lidt trist. Hun kiggede lige op på Blågårds Kirke; den var jo nedlagt og lavet til koncertsted.
   Da hun kom tilbage igen, hørte hun igen en kvinde råbe højere op i opgangen. Hun genkendte Luiza på accenten, men hendes stemme var mere skarp, end hun havde hørt den før.
   "Er I fuldstændig tåbelige, sådan, at smide det her papir ind til os! Først er I ude på at smide os ud, og så vil I sandelig have os til at hoppe på jeres vogn og hjælpe jer tilbage til magten. Tag lige og tænk, for en gangs skyld.Vi falder ikke for slesk opførsel, især ikke, når vi har opdaget, hvordan I er."
   Anita lyttede, og nu kunne hun høre en mandsstemme; ja, det måtte jo være Sverre.
   "Det er dog det mest hadske udfald imod mig, som jeg nogensinde har hørt!"
   "Dem får du flere af, hvis du fortsætter med det dér, og så vil jeg sige farvel og bede dig om ikke at smide mere papiraffald ind til os."
   Nu lød der et par faste skridt, og Anita gik lige op og kiggede; det var ganske rigtigt Luiza.
   "Hej, Anita, hvordan går det?"
   "Efter omstændighederne godt. Jeg hørte lige, at du gav ham Sverre tørt på."
   "Ja, jeg blev simpelthen så gal. Antonio sagde, at jeg lige skulle tage det roligt, men nu sagde jeg det ligeud til idioten, så kom mit raseri da ikke til at gå ud over de forkerte."
   Anita grinede.
   "Men hvad siger du til en kop te oppe hos os?"
   "Ja, gerne." Anita gik op og fulgte med Luiza ind i den farvestrålende lejlighed. Antonio stod i køkkenet og var ved at lave teen, og han smilede stort, da han så Anita. Jeanne kom springende hen og krammede hende.
   "Så fik den idioten oven over os sandelig læst og påskrevet," sagde Jeanne.
   "Ja, det hørte jeg," svarede Anita med et grin.
   Nu kom Antonio ind med teen, og de satte sig og nød den. Nu talte de om, at eks-bestyrelsen nok ville blive ved.
   Pludselig lød der en høj råben med masser af bandeord. Det fik dem alle til at sidde stive.
   Anita var den første, der sagde noget. "Nu er min far kommet hjem og har fundet skrivelsen," sagde hun. Antonio kom til at udråbe noget på portugisisk; Jeanne oversatte det for Anita til 'Hellige Jomfru'.
   "Ja, jeg ved jo godt, hvad hans holdning er," sagde Anita, hun havde en klump i halsen. "Hvor ville jeg ønske, at jeg havde en egen lejlighed her, så jeg havde en stemme til generalforsamlingen."
   "Vi ved godt, at du er på vores side," sagde Luiza.
   "Ja, men jeg ville bare ønske, at jeg kunne gøre mere."
   "Du gør det, som du kan, og det er det vigtigste."
   De sad lidt og talte om situationen og var enige om, at de skulle stå fast.
   "Familien i baghusets stueetage er på vores side," sagde Anita, "det er min nabo også, og den enlige mor på fjerde sal og den rare gamle mand ved siden af hende, og så er der jo Jørgen, vores nye formand, og der er flere i de andre opgange."
   De blev nu enige om at spille en sang, og Jeanne forklarede Anita, at det var en tekst, der handlede om ikke at give efter for ondskaben. De kastede sig ud i den, og Anita nød den.
   Bagefter var hun klar over, at hun vist måtte komme ned, inden hendes forældre blev urolige. Hun kom ned og fandt sin far i dybe tanker; han bemærkede knap nok, at hun kom ind. Hun fortsatte ind på værelset og tændte sin bærbare pc. Nu var der nogle ting, som hun ville søge på nettet.
   I det samme hørte hun sin mor komme hjem.
   "Prøv at læse den dér," hørte hun sin far råbe. Anita sad lige og tænkte sig om et øjeblik. Når enten Jens eller Marianne kom hjem sidst, viste de, at de var glade for hinanden. Det gjaldt også Antonio og Luiza. Men sådan var det ikke her. Anita havde aldrig tænkt på det før, men nu slog det hende. Der var lige lidt ro; hendes mor skulle jo nok lige læse papiret. Nu lød hendes stemme endelig. "Jah, det er selvfølgelig galt, hvis det er rigtigt, hvad de skriver, men hvad ved vi med sikkerhed?"
   "Jeg stoler altså på Morten, han er jo ikke en af københavnersnobberne, han har benene på jorden og har kun villet det bedste."
   "Jeg synes nu lige, at vi skal tage det med ro og se, hvad der sker, når de har undersøgt sagen."
   "Og i mellemtiden har idioterne her i huset så overtaget det hele. Tænk dog lige over det."
   Anita sukkede. Hun ønskede sådan, at hendes far ville opleve en øjenåbner.