Det føltes sjovt, når det sker, og man føler sig rigtig forvirret.
   Jeg kunne slet ikke udstå ham, til at begynde med. Jeg havde ikke overvejet det. Men pludselig, så brugte jeg tid på at læse og gennemgå hans præsentationer før undervisningen begyndte.
   Jeg læste godt op. Jeg ville have han nikkede anerkendende. Men jeg var den eneste som gjorde det. Hende stræberen. Men jeg var kun en stræber i hans timer, ikke i andres. Men det skete jo, der faldt en dom. Jeg havde
   ikke forventet dommen ville falde som den gjorde, at jeg skulle udspørges, at nogle videoer fra de sociale medier var det som fældede os, og hvordan det fældede os. Vi var så forsigtige. Den første gang vi blev taget, skulle være en hemmelighed. Det var i det fine gamle køkken, med det klassiske franske design, hvor han stod i den ene side af køkkenet og skar kød ud, og jeg snittede grøntsagerne så præcist og flot som muligt. Jeg elskede når jeg kunne lave grøntsagerne Julienne. Han nød udsigten til det. Han erklærede det flere gange. Men det var det flotte franske køkken. Hvor vi stod ved vasken begge to. Med de brede skuldre, langt over i mit hoved, den absolut stereotypiske duft af en krydret parfume. Han lænede sig ind over mig, kiggede på min opgave og nikkede anerkendende. "Det ser rigtig godt ud. Fortsæt med det gode arbejde". Jeg havde ikke fået så hurtig feedback længe, og så godt feedback. Pludseligt ville jeg hans feedback kom og var godt, så jeg skrev om og om. Han bed mærke i at jeg ville skifte i mit sprog. Det bekymrede ham en smule.
   "Jeg har bidt mærke i at du skifter i dit sprog. Jeg tænker ikke
   du snyder. Hvad er grunden?"
   Hvordan kunne jeg forklare ham, jeg var blevet glad for hans ros? Det kunne jeg jo ikke sige.
   "Jeg vi bare gerne gøre det godt."
   Der nikkede han så.
   "Husk at trække vejret. Kloge mennesker har det med at skabe ofte en storm af tanker.
   " Det var nok smukkeste måde, jeg længe havde hørt nogen beskrive overtænkning. Sådan gik månederne. Der var en dag, hvor noget havde ændret sig. Jeg udtalte til min veninde at frugten i vores kantine ikke var
   godt. Jeg havde brug for et godt æble den dag. Han havde overhørt det, og pludseligt var der et frisk rødt æble.

"Frugten i kantinen er elendig. Jeg betaler ikke 4 kr. for et nærmest råddent æble." Havde jeg udtrykt i frustration og gået tilbage til foredragssalen med en rumlende mave. Min underviser så os.
   "Var kantinen ikke spændende i dag?" Spurgte han med et smil. Jeg havde rystet på hovedet."Jeg betaler ikke overpris for dårlig frugt."
   "Hvad skulle du have?"
   "Bare et æble. Jeg må vente."

Og æblet var der. Jeg var alene i foredragssalen. Men jeg rodet med en ledning i en vinkel hvor man ikke kunne få øje på mig. Døren var gået op. Jeg kunne godt genkende lyden af hans skridt, nu jeg havde lært dem at kende. Jeg turde ikke rejse mig op i frygt for at han så mig, at det ville blive akavet. Så lukkede døren i og jeg rejste mig op. Der var den ved min bærbar. Han måtte have vænnet sig til den. Jeg vidste flere fra studiet, fra holdet, virkelig ikke kunne udstå, når jeg skulle spørge om hjælp. De tænkte med det samme jeg nok gjorde mere for en god karakter end de havde gjort sig. Men flere af dem læste aldrig stoffet før eller efter undervisningen. Men æblet var der. Jeg kiggede på det længe, og jeg følte på det. Æblet var frisk og jeg kunne se ved æblets stilk var der lidt vand. Han havde vasket det. Men så startede undervisningen. Og æblet stod der endnu, og han kiggede op, og jeg svarede med et smil. Æblet var sødt, saftigt, og smagte helt rigtigt. Jeg tror jeg spiste alt undtagen kernerne.

Jeg havde tabt min pose med mit indkøb i sneen. Det gjorde så ondt at samle det op. Jeg måtte være kreativ og prøve at putte mine ting i min allerede proppede rygsæk og den anden pose var også fyldt op. Jeg blev helt flov og sneen gjorde bare at det blev værre. Så stod han der. Han lugtede af sved, og med en rygsæk over skulderen.
   "Jeg køber lige en ekstra pose til dig."
   Han virkede helt akavet over det og jeg blev stående hvor jeg var, og han var hurtigt ude af butikken med en ny pose. Han pakkede tingene i den og tog den i hånden.
   "Bor du tæt på?" Jeg boede i centrum, så jeg nikkede.
   "Jeg kan sagtens bære den selv. Jeg skal nok betale dig tilbage for posen." Han grinte bare.
   "Det er helt fint. Du skal ikke tænke på det. Jeg skal nok tage den." Garanterede han. Jeg pegede mod retningen af min lejlighed.
   "Den er herhen af. Det er en lille lejlighed." Han nikkede.
   "Man er vel studerende." Grinte jeg. Sneen under skoene knaste. Han spurgte ind til, om jeg
   havde fundet ud af mere om det kommende projekt der skulle skrives. Jeg nikkede.
   "Jeg har fem problemstillinger. Jeg vil gerne have hjælp til at udpege en." Indrømmede jeg.
   "Det burde vi godt kunne finde ud af."
   Jeg kan ikke længere huske hvad min problemstilling var eller blev. Men jeg husker, hvordan det sluttede. Jeg fik en god karakter og så gik jeg ellers på sommerferie. Jeg ville gerne glemme ham. Det jeg følte, det var absolut forkert, og jeg skulle ikke gøre sådan noget eller have sådanne tanker. Jeg fortalte mig selv, han blot havde ondt af mig. Men så kom sommerferien. Jeg havde parkeret min cykel på græsset, lænet op af et træ da han selv kom gående forbi. Han kiggede ned i jorden, og jeg kunne ikke finde ud af, hvor utilfreds han var eller hvor tilfreds han var. Det er nok en nordjydeting.
   "Hvad laver du her?" Spurgte jeg. Af en eller anden årsag, overraskede det mig, han havde et liv udover det akademiske.
   "Jamen, hej." Smilte han bare.
   "Jeg var lige på en date." Han så utilfreds ud, eller måske jeg fortalte mig selv jeg havde brug for, han så utilfreds ud.
   "Hvordan gik det?" Spurgte jeg så.
   "Jamen det... det gik ikke helt. Men det er okay."
   "Der er andre fisk i havet."
   "Heldigvis. Hvad laver du herude?" Spurgte han lige ind til mig? Det gjorde han.
   "Jeg har endelig tid til at læse mine bøger. Så det er rart nok."
   "Du skal ikke ud på dates?"
   "Nej. Jeg tror bare, jeg venter på en ordentlig person, som
   nok også gerne vil høre om mine bøger."
   "Hvad læser du?"
   "Alt jeg kan få fat i. Jeg er glad for Jane Austen."
   "Hun har også ret om mænd. Dengang og nu." Jeg kom til at grine, han havde jo ret.
   "Jeg har en ekstra næsten kold øl i min mulepose. Hvis det kan friste."
   "Det kan en øl sagtens."

Jeg giver mig selv skylden. Fra dagen hvor æblet var på min plads, fra jeg tilbød ham en øl på havnen. Han sagde jo selv ja.
   "Ved I hvorfor I er her?" Der sad en herre fra Byrådet, rektor fra universitetets bestyrelsesrådet, nogle unge fra studenterforeningen af, og nogle af de studenterpolitiske foreninger.
   "Nej." Svarede han, min elsker, min underviser, hvad man ville sige. De sad som alle Jesu disciple med rektor midt i det hele og kiggede på os med dømmende øjne. Jeg kunne ikke forstå hvordan det var blevet opdaget. Jeg havde ikke fortalt en eneste af mine veninder det. Jeg ville dog forstå, hvis de var vrede over det.
   "Et forhold eller hvad du bildte denne unge kvinde ind dette er... tillades ikke. Det kan ikke beskrives som andet end magtmisbrug." Sagde rektoren. De andre nikkede. En af de studerende lænede sig mere over bordet, placerede hendes hænder på det og kiggede på ham.
   "Du udnytter jo en sårbar pige."
   "Hvor har du det fra, jeg er sårbar?" Udbrød jeg i vrede.
   "Du ved jo godt, du er den udsatte i dette. For du er og bliver jo brugt af ham."
   "Det var ikke sådan det startede, jeg startede det!"
   Der blev helt stille.
   "Han spurgte mig aldrig om noget. Han ventede og han var kærlig og er det stadig."
   "Uanset hvad har han brugt en regel."
   "Hvor mange har ikke brudt den regel, og stadig har fået lov til at arbejde her?" Han sagde ingenting, han kiggede bare overrasket på mig.
   "Den eneste grund til at I fandt ud af det, er beviser I ikke engang vil vise os."
   Stilhed varer længe når den ikke er fyldestgjort. Men stilheden var uanset hvad det dejligste
   jeg længe havde forestillet mig. For nu var jeg der igen, i det franske køkken, og jeg skar grøntsager ud lige så fint som jeg ville. Musikken spillede fra Spotify på fjernsynet, døren gik op, og han kom hjem i sin svedige
   trøje med træningstasken over skulderen, og et stort smil.