Anita sad og så ud af vinduet i hendes værelse, det vendte ud mod gården. Hun kunne se over mod baghuset med dets sølle to etager. På den øverste boede én af de bestyrelsesmedlemmer, som var blevet væltet, Lisette. Nedenunder boede Jens og Marianne og deres tvillingepiger Emma og Lea, der i år skulle begynde i første klasse.
   Jens var blevet valgt ind i bestyrelsen ved den dramatiske generalforsamling og var blevet næstformand. Anita kunne ikke lade være med at tænke på, at det ikke måtte være sjovt at bo lige under én af dem, der nu var rasende over omvæltningen.
   Nu kom Marianne ud med de to piger i hver sin hånd. De så virkelig ens ud. Marianne var som en voksen udgave af dem: det samme lange lyse hår, den samme ansigtsform og blå øjne. Hun kiggede op og kunne se Anita i vinduet, så hun smilede og vinkede. De to små fulgte trop og vinkede.
   Anita vinkede igen. Det var sådanne øjeblikke, hun kunne lide, især nu hvor hun ikke behøvede at frygte den væltede formand og hans slæng.
   Hun vidste godt, det ikke var helt rigtigt. De boede stadig i huset, og den anden, Sverre, boede i hendes opgang. Hver gang hun gik ud ad døren, lyttede hun efter, om der var nogen på trappen, for hun havde ikke lyst til at møde ham.
   Nu kom Jens gående ud med deres golden retriever Bongo i snor. Han skulle nok møde Marianne og pigerne et sted.
   Derefter kom der en skaldet midaldrende mand ud i gården med en kost og begyndte at feje. Ham havde hun ikke set før. Så havde den nye bestyrelse fundet en ny vicevært i stedet for ham, der havde været Morten Hansens tro håndlanger. Han sad vel stadig i fængsel for at bryde ind, tænkte hun.
   Hun skulle ned med affaldet, så hun gik ud i køkkenet og tog det med. Hun passerede forbi manden på vejen. Han hilste og smilede venligt. Anita hilste igen.
   "Er du den nye vicevært?"
   "Ja, det er jeg."
   "Velkommen til. Jeg håber, du kommer til at synes om det."
   "Det er en dejlig ejendom, må jeg sige."
   Anita gik videre og smed affaldet i containeren, men idet hun lukkede den igen, hørte hun en højrøstet kvindestemme.
   "Du har ikke vasket vores trappe ordentligt, dovne hund."
   Anita vendte sig om og så, at det var Lisette, der havde åbnet sit vindue og stod og råbte. Den nye vicevært stod med åben mund og kiggede op på hende.
   "Jeg vaskede den i går," sagde han.
   "Det har du ikke gjort ordentligt. Kom selv ind og se."
   Viceværten gik ind ad døren for at kigge. Anita rystede på hovedet. Hvad mon de ellers kunne finde på?
   Hun gik tilbage mod porten. Det var bare med at komme væk nu, inden nogen af eksbestyrelsen var der.
   Hun var snart oppe i lejligheden, og nu var hendes mor kommet hjem.
   "Hej, Mor, jeg har lige hilst på vores nye vicevært. Han virker meget flink."
   "Jeg har godt set ham, jeg har bare ikke haft lejlighed til at hilse på ham, men var det ham, som hende i baghuset råbte ad?"
   "Hold da op, kunne du høre det helt herop?"
   "Ja, det kunne jeg. Det lød ikke rart."
   "Det var det sandelig heller ikke. Jeg var vidne til det, fordi jeg var nede med affaldet."
   "Ja, hun virker ikke rar. Det er jo bare først nu efter tumulten i huset, at vi har rigtig lagt mærke til hende."
   "Ja, man må sige, tumulten her i huset har forandret en del."
   Inger kiggede på uret. "Det er vist min tur til at købe ind i dag. Jeg må hellere komme af sted." Hun rejste sig og tog et indkøbsnet.
   "Jeg går også lige en tur om lidt," svarede Anita. Hendes mor gik ud, og Anita gik ind til sin pc for at se, om der var nogle nye mails. Der var én fra Johnny. Han nævnte sin koncert i Vega og fortalte, at han havde fribilletter til rådighed, så hun havde mulighed for at invitere nogen med. Jeanne og hendes familie var helt oplagte. Deres musik fra hjemlandet havde jo et vist slægtskab med det, som Johnny spillede. Hun svarede og sagde, at hun glædede sig, og fortalte også om den hændelse i gården, som hun havde været vidne til. Hendes kommunikation med Johnny var efterhånden blevet hendes ventil.
   Så rejste hun sig og gik ud og tog sin blå jakke på. Hun gik ned til gadedøren, der lå inde i porten.
   Hun stoppede brat, da hun hørte et råb.
   "Av, slip mig."
   Det lød som Martins stemme, og nu var der en anden voksen stemme, der råbte højt. Hun rev døren op og sprang ud i porten. Her så hun, at det ganske rigtigt var Martin. Det tidligere bestyrelsesmedlem, Sverre, holdt fast i hans arm. Han var begyndt at få tårer i øjnene.
   "Du skal ikke gå og trampe på trappen og forstyrre os, der bor her."
   "Slip mig!"
   "Din mor forkæler dig jo. Vi andre må opdrage. Er det forstået, du skal gå stille på trappen?"
   "Lad ham være!" råbte Anita.
   "Bland dig udenom, din stikkertøs!"
   Han klemte nu så hårdt på Martins arm, at han skreg højt.
   "Nu holder du op," skreg Anita, og nu spænede hun hen og tog fat i Sverre og trak i ham.
   "Av, av, lad dog være!" råbte han. Da hun så, at han nu havde sluppet taget i Martin, skubbede hun ham to meter tilbage.
   "Feje svin!" råbte hun, hvorpå hun satte sig på hug foran Martin og omfavnede ham. Han begyndte at græde. "Rolig. Han får ikke lov til at tage fat i dig igen."
   Nu begyndte Sverre at græde højlydt. "Sådan en møgtøs! Bare fordi bestyrelsen godt kan lide dig, tror du, at du kan tillade dig alt! Du skal nok komme til at høre for det. Det lover jeg!"
   "Skrub af!"
   "Jeg klager over dig til din far!"
   "Gør bare det. Jeg er ligeglad."
   Han gik ud i gården. Anita holdt Martin tæt ind til sig og kunne mærke, han rystede.
   "Nu er det overstået."
   Martin begyndte at blive stille igen.
   "Kom, nu går vi op til din mor og fortæller det hele."
   Hun tog ham i hånden. De gik ind ad døren sammen og gik op.