Vi sagde farvel i stilhed,
et roligt, blødt farvel
som om vi begge vidste,
det var det, der skulle til.
Du kaldte det venskab,
men hjertet bar for meget.
Så jeg slap din hånd,
for at holde fast i mig.
Men dagen efter,
før solen helt stod op,
så jeg dig drysse likes
som løfter, du aldrig gav mig,
ud til dem, jeg spurgte til
dem, du lo af,
dem, du kaldte skygger.
Og pludselig blev det klart:
det var aldrig bare mig,
du holdt dit smil på standby
til dem, jeg mærkede i mørket.
Så vi stoppede pænt,
men du begyndte grimt
og det gør ondt at vide,
min tvivl havde ret.