Forestil dig en af de iskolde vinteraftener, hvor kulden skærer gennem hvert lag af tøj og helt ind til huden, så man skutter sig og klaprer tænder, hvis man står stille i for lang tid, og hvor luften er så sprød, at hver udånding efterlader små krystaller i luften. Det var sådan en aften - og jeg tror endda, at det var stjerneklart. Jeg mødtes med Mads foran Hotel Cecil, et lille, stemningsfuldt koncertsted midt inde i byen. Det var første gang, vi skulle ses uden vores fælles venner, og jeg havde både glædet mig og flere gange overvejet at aflyse, for hvad nu hvis det blev akavet - eller endnu værre: mærkeligt? Men da vi mødtes, opdagede jeg, at samtalen flød ubesværet, og vi fandt hurtigt en masse at tale om.
   Vi ankom i god tid - længe nok til at bestille øl i baren og sikre os en plads i en af de mørke lædersofaer i loungen. Jeg havde taget en sort neglelak med, for Mads havde nævnt, at han godt kunne tænke sig at prøve at have det på, nu hvor vi skulle til metalkoncert. I det dæmpede lys tog jeg neglelakken frem og begyndte at male hans negle, én efter én. Jeg gjorde mig umage - selvom jeg ikke ligefrem er kendt for mine neglelakfærdigheder - og resultatet blev, alt taget i betragtning, vellykket. Mads betragtede sine hænder med et tilfreds blik, løftede den ene hånd og lavede de klassiske metalhorn med fingrene, mens han udtrykte, at han følte sig "rimelig mædl".

Da opvarmningsbandet gik på scenen, bevægede vi os op foran, tæt på højttalerne, hvor bassen kunne mærkes tydeligt i brystkassen. Mads prikkede mig på skulderen og pegede diskret på en ældre herre, der dansede energisk og helt alene foran scenen. Ikke helt dans som man normalt ser det, måske mere en stående kamp mellem krop og tyngdekraft. Hans bevægelser var kantede, lidt som at se et gammelt tog, der kører gennem et sving, men han var om nogen et levende billede på én, der hengav sig fuldstændigt til musikken - og det så ud som om han elskede hvert sekund! Jeg kunne ikke andet end at smile.
   Mellem to numre smuttede jeg i baren for at hente mere øl til os, og da jeg vendte tilbage, klinkede vi glassene i en skål, der næsten fik øllet til at skvulpe over kanten. Vi tog et hurtigt selfie og sendte det i vores fælles chat med vennerne, der ikke kunne deltage denne aften. De kvitterede med horn-emojis og virtuelle skål. Da opvarmningen var forbi, indhentede det øjeblik mig, jeg havde forsøgt at holde på afstand et stykke tid: jeg skulle tisse. En smule svævende efter et par øl, bevægede jeg mig ud gennem glasdøren og videre hen mod det lille tisselet. Inde i toiletbåsen, mens jeg klarede mit, læste jeg små håndskrevne citater og telefonnumre, som andre havde skrevet på døren. Jeg nåede at undre mig over, hvad der mon ville ske, hvis nogen faktisk prøvede at ringe til det nummer, der stod skrevet med rød tusch på døren under teksten "Call Nanna for a good time!"

Efter at jeg havde vasket hænder, satte jeg kursen tilbage mod salen, hvor Mads ventede på mig i baren. Jeg husker ikke præcist, hvad jeg tænkte på, mens jeg gik, men jeg husker den brutale lyd af mit åndsfravær: dunk! Lyden da mit ansigt mødte glasdøren ind til salen med en sådan kraft, at jeg er sikker på, at min makeup og min mimik blev efterladt på glasset. Og som om situationen ikke var pinlig nok i sig selv, lød der en stemme bag mig:
   "Du skal lige åbne den her først." En mand smilede stort og undertrykte tydeligvis et grin, mens han åbnede døren for mig. Jeg forsøgte at smile tilbage, ydmyget og flov, men da jeg trådte gennem den åbne dør, mødte jeg blikkene fra andre mennesker, der havde set det hele ske, og som nu stod og holdt sig for munden for ikke at vise mig, at de var ved at dø af grin. Det slog en bølge af varme gennem min krop. Jeg mærkede, hvordan min værdighed falmede i takt med at skammen buldrede frem i mine kinder - jeg kunne mærke farven ændre sig fra hyggeligt snaldret-rosa til intens bordeaux. Min hud begyndte at stramme, som om den var blevet for lille, og mit hjerte bankede hårdt.
   Jeg trak skuldrene op om ørerne og ønskede mig usynlig, men pludselig hørte jeg en latter, der kom fra min egen hals. Jeg grinede hele vejen tilbage til Mads, mens en begyndende bule dunkede i panden på mig. Jeg grinede så meget, at det tog mig et minut bare at få vejret, så jeg kunne fortælle ham, hvad der var sket.
   "Hahaha! Jeg gik... hahaha. Jeg gik lige ind i glasdøren! Og my god! Hahaha!". Mads knækkede sammen af grin med det samme. Måske spurgte han på et tidspunkt, om jeg var okay, men jeg kunne kun grine og forsøge at få vejret, mens vi delte det latterbrøl, kun to mennesker, der lige havde været vidne til komplet ydmygelse, kan dele. Men da latteren så småt begyndte at lægge sig, mærkede jeg en ny usikkerhed komme snigende. Havde Mads ændret syn på mig nu? Var jeg pludselig ikke længere hende, han hyggede sig med og delte sorte negle med, men bare hende den tumpede, der gik frontalt ind i en dør som en komisk tegnefilmsfigur? Jeg forsøgte at børste usikkerheden af mig, men en lille stemme inde i mit hoved blev ved med at hviske: du ligner en idiot. Og så grinede jeg lidt mere - bare for at overdøve den.
   Resten af koncerten forsøgte jeg at undgå øjenkontakt med fremmede, for jeg var bange for at møde et blik, der genkendte mit - måske endda fra aftrykket på glasdøren. Heldigvis som øllene blev indtaget, lyset blev slukket og musikken spillede, gled skammen lidt i baggrunden, og jeg kunne igen fokusere på at hygge mig og nyde aftenen.

Siden da er det blevet en ting: Mads holder dørene for mig, når vi befinder os et sted med glasdøre. Han skynder sig et skridt eller to i forvejen og åbner døren med samme højtidelighed, som var han min personlige dør-assistent. Det er han måske også... Og jeg træder ind, rank og rolig, som om intet nogensinde er sket.
   Han siger, at jeg aldrig skal tage ansvar for en glasdør igen. Og det er jeg faktisk helt okay med!