Spor Af Fremtiden


1 måned, 13 dage siden 4 kommentarer Noveller kropens forandringer forventninger eksistentiel krise

4Spor Af Fremtiden
Molly står foran spejlet i gangen. Det er bare et spejl, et stykk... [...]
Noveller · kropens forandringer, forventninger, eksistentiel krise
1 måned, 13 dage siden
3Spejlinger i Vandet
En rumlen fra autocamperens motor kunne høres, mens de kørte ned ... [...]
Noveller · utroskab fristelse svigt, parforhold, sommerferie
2 måneder, 11 dage siden

Puls: 27,7

Publiceret: 2
Afgivet: 20
Modtaget: 7
Emma Fox (f. 1990)
Molly står foran spejlet i gangen. Det er bare et spejl, et stykke glas, som hun ser sig selv i hver eneste dag, men i dag virker det en anelse anderledes, næsten som om det holder fast i et billede, hun ikke længere rigtig genkender. Hun undersøger sit ansigt. Er der en linje ved øjet, der ikke var der i går? Eller var den? En knugende følelse griber fat i maven ved tanken. Hun tager fat om huden på halsen og mærker, hvordan den ikke strammer sig tilbage så hurtigt, som den plejede. Fornemmelsen i maven kommer igen. Hun flytter blikket op og får øjenkontakt med sig selv. Hun sukker og presser læberne sammen til en lille streg.

Samson ligger ved hendes fødder. Sukket fra Molly får ham til at løfte hovedet et øjeblik og kigge op på hende med sine store, brune øjne, før han lader hovedet falde tilbage på poterne. Molly sukker igen. Hun har det jo godt, ikke? Godt job, en kæreste gennem seksten år, gode, tætte venner, en dejlig hund og masser af bøger, hun kan fordybe sig i på mørke aftener i stearinlysets skær, med et glas vin. Alligevel kryber noget udefinerbart under huden. Det sætter sig som en tyngde i brystet, som ikke vil løfte sig.

Hun fylder 40 om en måned. Tallene gentager sig i hendes hoved, uanset hvor meget hun forsøger at ignorere dem. 40. Hun har hørt sine veninder sige, at livet starter der. Men det føles ikke sådan. I stedet føles det som et skridt tættere på døden. Som om en usynlig dør langsomt lukker i. Hun trækker vejret dybt, men luften når kun til midten af brystet, som om noget holder den fra at nå bunden af lungerne. Hun kigger på sit engang mørkebrune hår og mærker en følelse, der mest af alt minder om sorg, når hun finder de små sølvhvide tråde, der vokser frem i stedet. Pulsen begynder at dunke mod tindingerne. Hun griber fat i sin foundation og påfører den med rutineret hånd. Den brune eyeliner indrammer de grønne øjne på en blød men intens måde, som fremhæver deres dybde, og til sidst stryger hun mascaraen over de lange vipper. Hun vurderer resultatet i spejlet og konkluderer, at hendes signaturlook stadig kan gå an, mens tyngden stadig trækker i brystkassen.

Klokken er halv ni. Hun skal være på kontoret om en halv time. Hun plejer at cykle, og i dag er ikke en undtagelse. Martin har luftet Samson, det gør han hver morgen, også de morgener, hvor Molly tager hunden med på arbejdet. Hendes kolleger elsker ham, og han er heldigvis en rolig retriever, der ikke render langt væk fra sin kurv, som står ved siden af Mollys skrivebord. Men i dag skal han ikke med, for Martin er syg, og han elsker at putte med Samson under dynen på sofaen mellem snotpapir og krus med te, mens de ser den ene film efter den anden og skiftes til at snorke, så naboerne kan høre det.

Molly tager sine sneakers på og hiver frakken af knagen på væggen. Hun tager sin cykelhjelm og taske i hånden og gør sig klar til at cykle i efterårsvejret. Heldigvis regner det ikke i dag. Hun forsøger igen at trække vejret dybt, men endnu en gang oplever hun, at vejret ikke kan nå helt ned i bunden af lungerne, og den tyngende følelse sidder der stadig.
   "Forhåbentlig går det væk, når jeg sidder ved mit skrivebord med en god kop kaffe," tænker hun. "Og hvis ikke, så må jeg løbe det væk i eftermiddag på min sædvanlige løbetur rundt om søen."

Samson rejser sig, og hans hale logrer, da han kigger op på Molly med et forventningsfuldt blik.
   "Du skal ikke med i dag, SamSam." Hun sætter sig på hug foran ham og lader fingrene løbe gennem hans gyldne pels. "Du skal blive her og passe på far." Samson ånder tungt ud gennem munden, og hans mundvige vender opad. Det ligner næsten, at han smiler til hende, mens hun aer ham ned ad ryggen. Hun mærker tårerne presse sig på af en årsag, hun ikke er klar til at indrømme overfor sig selv. Deres hund er deres barn. Rigtige børn har de aldrig haft lyst til at få, men hunde og katte har de altid haft og elsket lige så højt, som deres venner og veninder elsker deres børn. Molly lægger sit hoved mod Samson og mærker en hulken, der forsøger at bryde fri i en voldsom strøm af tårer og snot, men det lykkes hende at undertrykke det med et snøft.
   "Er du okay?" Martins stemme lyder fra stuen. Hun nikker, selvom han ikke kan se det.
   "Ja, jeg cykler om lidt," svarer hun, men hendes stemme lyder hul i rummet. Hun er ikke okay. Ikke helt.

Hun rejser sig langsomt fra gulvet og stryger hænderne ned ad sit tøj. Hun retter sig op og går ind i stuen til Martin. Han ligger under dynen på sofaen, og en dampende kop te står på sofabordet. Molly læner sig ind over ham, kysser ham og ønsker ham god bedring. Et kort sekund overvejer hun at blive hjemme, at krybe ind under dynen hos Martin, lade tiden stå stille og lade dagen glide forbi uden bekymringer om arbejde, alder og det uundgåelige. Men hun ved godt, at det ikke vil ændre noget.

Uden at sige mere går hun ud i gangen, samler sin cykelhjelm og taske op, åbner hoveddøren og lukker den bag sig. Hun træder ud i den friske morgenluft, den kølige efterårsvind, som rammer hendes ansigt og prikker mod huden. På cyklen forsøger hun endnu engang at trække vejret dybt, men brystet føles stadig tungt, som om noget holder fast i hende indefra. Hun tramper hårdere i pedalerne i håbet om, at hun kan cykle sig væk fra følelsen, fra de kommende dage og måneder. Men uanset hvor meget hun presser sig selv, forsvinder tyngden ikke. Hendes ben begynder at syre til af anstrengelse, og sveden træder frem på overfladen af hendes nyvaskede hud.

Ved et lyskryds stopper hun op og sætter foden ned på asfalten. Pulsen dunker afsted, og hun lader hagen falde ned mod brystkassen. En enkelt tåre triller ned, skjult bag solbrillerne og lander tungt på styret, men hun tørrer den hurtigt væk med ærmet. Hun trækker vejret dybt endnu en gang, og for første gang får hun en fornemmelse af, at det måske er begyndelsen på at slippe det, der tynger hende ned.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 21/10-2024 21:48 af Emma Fox og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1078 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.