Hej Ulla.
Jeg fornemmer en dyb følelse af at være bundet, ønsket om at blive fri der kan gribe dig så du går over stregen spontant, og samtidig så meget der ligger gemt. - Fin afslutning med de fire sidste linjer, smukt og lyrisk skrevet.

Hej Ulla
Ja tiden standser ikke for nogen, og man kan let selv gå i glemmebogen undervejs når man er fortabt i en anden person grundet kærlighed.
Sådan tolker jeg første del af digtet, men det kan jo selvfølgelig være at det er tiltænkt anderledes.
Den resterende del går hen og bliver en blanding imellem fakta, mystik eller det drømmende, og jeg er bange for, at jeg ikke helt forstår sammensætningen heri, og drager flere konklusioner undervejs. Det er muligt det er mig der er en smule langsom i optrækket, siden jeg ikke er helt sikker på hvad digtet fortæller. Men smukt formuleret, det er det.
Hilsen David

Hej Ulla
Du fortæller vi er dyr…måske er som dyr….men derfra laver du et afsæt hen til at hjernen kan være så stærk som et åndeligt instrument.
Det må jeg sgu lige tænke lidt nærmere over….for hjernens associations evne har det med at blive et tårn, den er indespærret i, hvor der ikke er nogen trapper ned fra. Fra Niels Snowfrog

Hej Ulla
så smukt skrevet. Ja vi har al den viden der skal til at rede os selv gøre os frie; men omstændighederne er ikke altid sådan; men hvis alle mennesker arbejder mere på det og viser solidaritet bliver det nemmere, så kan sjælen bæres over muren og bryde fri. det sker måske når vi dør, men jeg foretrækker at opleve følelsen i live. Takker for det smukke skriv.

Hej Ulla.

Det er så vanskeligt at beskrive de følelser, men hold op hvor har du ramt det godt! Det giver stof til eftertanke.

Mvh Mille.

Hej Ulla
Super flot digt. Det første jeg tænker, er at man ligesom er i slags åbent fængsel, at man har en afhængighed af en person, man slet ikke kan slippe.
Den måde "din hjerne" kommer ind, fortæller også om en slags lille håb eller lille bevidsthed om, at det man laver ikke er helt fornuftigt og at man endelig vinder sig selv tilbage igen.

Det lyder for mig næsten som noget Tove Ditlevsen kunne finde på at skrive.

Venligste hilsner Chrysanthe