Der holdt et par håndværkervogne ved huset. Anita regnede ud, at den ene var til den butik, som havde fået vandskade på grund af vaskemaskinen, som hendes far havde skaffet uden at tjekke, om afløbet kunne klare den. Den anden måtte være dem, der skulle ordne fjernvarmen, som den gamle bestyrelse havde forsømt med det resultat at flere beboere, især dem der boede på øverste etage, havde kolde lejligheder om vinteren.
   Deres gadedør lå i porten, så der var udsyn til gården. Hun havde netop sat nøglen i gadedøren, da hun instinktivt kastede et blik ud på gården. De tre væltede bestyrelsesmedlemmer stod der - ikke grinende og småsludrende, som folk der mødes i forårssolen, men med hovederne tæt sammen. Deres kroppe spændte, som om noget kogte under overfladen. Hvad mon de var ude på? Hun følte sig lidt beklemt, hun havde jo været med til at samle underskrifter til at få den generalforsamling indkaldt, så hun var ikke ligefrem en, de syntes om. Det værste var jo, at hendes far var bjergtaget af dem, især eksformanden Morten Hansen, og han kunne ikke lide Anitas meddelagtighed i oprøret. Hun var hjemmeboende, endnu ikke fyldt atten, og med en far der i tankerne stadig holdt hof i den gamle bestyrelses råd. Hun følte sig som en lille lus mellem to negle: den nye begyndelse i huset - og det gamle, som hun ikke kunne ryste helt af sig, fordi det boede i hendes eget hjem."
   Hun gik ind ad gadedøren hurtigt inden nogen af dem kunne få øje på hende. Hun vidste godt selv, at hun var i en sårbar position, hjemmeboende, stadigvæk ikke myndig og en far, der var helt på eks-bestyrelsens side.
   Det var kun hendes mor, der var hjemme. Det havde længe stået på, at hendes far kom noget sent hjem. Hendes mor havde undret sig, men slået det hen.
   "Nå, så har vi håndværkere i huset," sagde hun til Anita.
   "Ja, og det var vist på tide."
   "Desværre bliver det jo nok os, der kommer til at erstatte vandskaden."
   "Ja, men den nye formand skal nok være large og aftale en afdragsordning, som du kan klare."
   "Ja, men din far nægter jo, at det er vores skyld, han holder stadigvæk stædigt på, at det er vores overboer."
   "Det er blevet undersøgt, og selv os ukyndige kan da regne ud, at hvis det virkelig var dem det kom fra, så havde vores badeværelse også set forfærdeligt ud, og det er jo intakt."
   "Jeg orker ikke tage den diskussion med ham igen, Anita. Det er som om han hellere vil tro på en løgn end indrømme en fejl."
   "Det nytter altså ikke noget, det var vores vaskemaskine, der var skyld i det."
   Anita gik ind på sit værelse. Hun skulle bare lige have ro i hovedet. Måske skrive en mail til Johnny. Det plejede at få det hele til at føles lidt lettere. Det var blevet hendes ventil, når trykket blev for stærkt.
   Nu kunne hun høre, at hendes far kom hjem. Nu skulle han lige igennem sin sædvanlige tale om de umulige deltagere han havde. Den ene kunne ikke finde ud af noget, den anden var en perker, der ikke kunne tale ordentligt dansk, den tredje var uforskammet. Hun kendte remsen. De forventede jo, at hun kom ud og drak eftermiddagskaffe med dem, og det gjorde hun også normalt, men nu tøvede hun lidt, for det ringede på døren.
   Hun kendte stemmen lige med det samme - Morten Hansen, eks-formanden. Hun begyndte at ryste. Hun havde selv prøvet at skændes med ham, det havde bragt hende i knibe, fordi to af hans tilhængere bagefter stod og ventede på hende. Heldigvis havde hun fået hjælp af dem i huset, som hun kendte, men det havde været en slem forskrækkelse. Hun rystede, når hun hørte hans stemme.
   "Hvad synes du, Preben, burde vi ikke gøre noget for at få lavet et oprør mod de amatører, der nu sidder i bestyrelsen?"
   "Ja, hvis du er med på den, så er jeg også, de vil jo nok sørge for at ekskludere os alle sammen og så starte hashklub her i huset."
   "Ved du hvad de kalder mig nu, Preben? 'Ham med regnskabet' - som om jeg ikke har styr på tal! Mig!"
   "De kan rende mig, de amatører. Det var også mig, der fik bugt med de ballademagere i forrige opgang, og der måtte der altså hårde metoder til."
   Anita stirrede på sin mobil. Skulle hun optage deres samtale? Ville det hjælpe? Eller ville det bare gøre alting værre?
   "Vi kan starte med vanrøgten af vores økonomi her i huset, de spolerer jo fuldstændig den gode plan jeg havde om at få drevet butiksejerne væk og så leje ud til nye, hvor vi kunne sætte lejen op."
   "De beskylder jo også os for at være skyld i vandskaden."
   "Bare nægt at betale erstatningen når den kommer."
   "Det værste er, at min kone bare vil betale den, det kan jeg ikke rigtig gøre noget ved."
   "Nej, det kan jeg godt se, men nu dem, som vi håbede at kunne slippe af med, find nogen måder at genere dem på, så kan det være de på et tidspunkt flytter."
   De skulle bare vide... Hver eneste gang de snakkede sådan, skubbede de hende længere væk. Hun mærkede varmen stige op i hendes kinder, hun knyttede næverne.
   "Hende billedsmøreren kunne jeg sikkert godt få til at flytte af sig selv, hvis jeg skælder tilstrækkeligt ud på hendes søn."
   "Ja, og så kan vi blive ved med at klage over perkernes musik."
   Anita satte sig ned og skrev en mail til Johnny.
   "Du skulle bare høre hvordan de snakker, når de tror ingen lytter. Skammeligt, at det er vores far."
   Der kom et hurtigt svar. Han ønskede held og lykke, kampen var ikke forbi i huset.
   Anita måtte sige, at det var den sandelig ikke.