Anita var blevet enig med både Jannie og Jeanne om, at de skulle tage en tur i Tivoli. Hun kom nu til Rådhuspladsen og løb hen ad Vesterbrogade, hvor hun skulle møde dem ved hovedindgangen. De stod der begge allerede, og Anita gav dem hver et kram. Så skulle de ind; de stod længe i kø. Det var stadig midt på dagen, men på en lørdag kom der mange, og det var godt vejr.
   "Jeg var her nok engang med min bror, da jeg var helt lille," sagde Anita, "men jeg kan vist ikke huske så meget."
   "Ja, hvor langt tilbage kan man egentlig huske?" sagde Jannie.
   De snakkede lidt frem og tilbage om det, indtil de blev enige om, at nu måtte de købe et turpas, så de kunne prøve nogle forlystelser, uden det løb for meget op. Da de kom ind, kunne de mærke duften af blomster og høre folk snakke. Der var gang i musikken et sted fra. Lidt efter var de oppe i Pariserhjulet, hvorfra de kunne kigge ud over et stykke af København.
   Anita foreslog så piratskibene som det næste. "Min bror fortalte mig i sin sidste mail, at jeg var helt vild med dem som lille."
   "Så lad os se, om du stadigvæk er det," sagde Jeanne, og straks var de ved piratskibene, og de kom snart med og blev slynget op og ned. Selvfølgelig skulle de også i Bjergbanen.
   De fik snart prøvet det ene efter det andet, men på et tidspunkt blev de enige om at få sig noget at drikke. De fandt en af de mange caféer, den ved siden af koncertsalen. Der sad de og kiggede ud over springvandet.
   "Der er så også koncerter herinde," sagde Anita.
   Jeanne nikkede. "Vi har ofte været inde og høre noget her. Nu skal vi jo huske, at vores ærinde her jo var at få et program for sommeren."
   Jannie smilede. "Du har sandelig fået smag for musik, Anita."
   "Ja, og jeg ved, hvem jeg kan takke for det," sagde hun og gav Jeanne et klem, "og selvfølgelig også min bror."
   "Så må det være svært at have en far, der hader musik."
   "Ja, men det er så endda ikke det værste; det er værre, at han bare tror, at alle folk her i København enten er snobber eller forbrydere. En af grundene til, at han faldt for vores tidligere formand, er jo, at han er fra samme egn, så tror han straks, at det er ordentlige mennesker."
   "Det er lige før, han mener, politiet er overflødigt i Jylland," sagde Jeanne.
   "Godt I fik formanden sat fra posten," sagde Jannie.
   "Mig og min familie skylder dig jo virkelig tak, Anita" sagde Jeanne, "havde det ikke været for dig, havde vi siddet et andet sted i byen nu."
   "Det var nu nok familien i baghuset, der gjorde mest."
   "Men du gjorde, hvad du var i stand til."
   "Min mor er advokat," sagde Jannie, "hvis I får brug for vejledning, så tror jeg sagtens, hun kan hjælpe jer."
   "Det skal vi huske," sagde Anita. "Hun gav jo også allerede vejledning, da vi skulle stille mistillidsvotum."
   Efter et stykke tid blev de enige om at gå hjemad igen, og nu gik de sammen op gennem Ørstedsparken. Da de kom forbi en større græsplæne, puffede Jannie lige til Jeanne, så hun væltede i græsset. Snart begyndte de alle tre at tumle rundt og vælte hinanden, mens de lo højt. På et tidspunkt blev de så enige om, at nu måtte de hellere komme hjem, så de rejste sig og hjalp hinanden med at børste græs og jord af deres tøj, og så gik de hjemad.
   De var enige om, at de havde haft en skøn dag. Jannie skulle til venstre ved Nørrebrogade, så hun tog afsked med et kram, og Anita og Jeanne fulgtes ad op ad Nørrebrogade til Griffenfeldsgade. De passerede forbi den katolske Sakramentskirke.
   "Kommer I nogle gange der?" spurgte Anita.
   "Sommetider," svarede Jeanne. "Jeg har gået i skolen i den friskole, der ligger lige ved siden af."
   "Jeg var engang på biltur med min onkel og faster til Fredericia; der var vi lige forbi den katolske kirke og hørte noget af deres gudstjeneste... I kalder det messe, ikke?"
   Jeanne nikkede.
   "Deres sang lød så pænt, syntes jeg."
   "Ja, hvis de har folk, der virkelig kan synge, så lyder det pænt."
   De kom til deres gade, men da de skulle til at krydse den, standsede Jeanne brat og lagde en hånd på Anitas arm. Anita så straks hvorfor. Lisette kom gående hen ad fortovet mod Nørrebrogade.
   "Vi går på denne side af gaden, indtil hun er forbi os," hviskede Jeanne. Anita nikkede, og de fortsatte ad gaden. Først da de var forbi det tidligere bestyrelsesmedlem, gik de over gaden til den side, hvor de boede.
   De gik nu videre og kom snart til porten. De kunne se Sverre stå og snakke med nogen fra huset, som de ikke rigtig kendte. Han gestikulerede, som om han forklarede noget vigtigt.
   "Vi ved jo ikke så meget, vi kender ikke så meget til det, vi synes bare, at man skulle holde fred," kunne Anita høre de andre sige.
   De gik ind i opgangen. "De prøver at hverve tilhængere," hviskede Jeanne.
   Anita nikkede. "De går lige til dem, der ikke har taget stilling - dem håber de at overbevise."
   De to piger gik videre op og krammede hinanden foran Anitas dør, hvorpå Anita gik ind.
   Hun gik ind og satte sig på sin sovesofa. Det var eftermiddag nu, og hun trængte til at hvile sig. Men hun fik ikke ro særlig længe, for nu kunne hun høre, at den forhenværende formand lukkede nogen ind og sagde goddag. Hun vidste godt, hvor tydeligt det var, men hun blev alligevel stadig forbavset, når hun hørte det.
   Han snakkede med to, der havde meget ru, grove stemmer i kontrast til Morten Hansens diskante stemme.
   "Du lovede, der snart blev lejligheder ledige, som vi kunne flytte ind i!" råbte den ene.
   "De har væltet mig, så jeg er ikke formand mere."
   "Du har brudt dit løfte!"
   "Det var ikke med min gode vilje."
   "Du sagde, at det kun var et mindretal, der var imod dig. Vi finder os ikke i løftebrud."
   "Rolig, vi må da kunne tale om det her."
   "Tale om, ha! Så du kan komme med flere tomme løfter."
   Nu kom der lyde af slag, og Morten råbte, de skulle lade være og skreg på hjælp. Anitas hjerte løb løbsk. Hun syntes, det blev værre og værre.
   "Nu skal du ikke forvente flere tjenester fra os," sagde den ene grove stemme, og lidt efter hørte hun en dør, der blev smækket. Hun prøvede, om hun kunne høre flere lyde.
   Hun havde været på førstehjælpskursus, og der havde hun hørt om, hvad man gjorde efter slagsmål med skader. Hun hoppede op, løb ud ad døren og ned ad trappen. Så var det ud på gaden og op i naboopgangen. Hun løb op ad trappen og nåede at tænke, at hun ikke vidste, hvordan hun kom ind i hans lejlighed. Hendes betænkelighed forsvandt, da hun så, hans dør stod på klem.
   Lena fra bestyrelsen kom løbende ned ad trappen.
   "Jeg syntes, jeg hørte noget dernede fra, som ikke lød rart," sagde hun på sin syngende bornholmske dialekt.
   "Det lød som et overfald," svarede Anita. "Jeg kan ikke fordrage ham, men derfor har han alligevel ret til hjælp."
   De løb ind ad den halvåbne dør. Nu så hun for første gang Morten Hansens lejlighed, der var meget spartansk, men han havde dog et tv. Han lå inde i stuen tæt på det, og der løb blod fra hans ansigt. Han stønnede af smerte.
   Anita satte sig på hug foran ham og bemærkede et fjendtligt blik. Hun var jo også selv fjendtlig, måtte hun sige - det føltes sært at skulle hjælpe en efter et overfald, som hun selv havde haft lyst til at slå i hovedet.
   "Rolig," sagde hun, "vi må jo se, hvor meget skadet du er."
   Hun kunne se, at der skulle sys noget sammen i ansigtet, og han havde vist også brækket ribben.
   "Ring til en ambulance," sagde hun til Lena, der tog sin mobil op og efterkom det. Anita standsede de værste blødninger i Mortens ansigt.
   Der gik ikke lang tid, før der blev ringet på døren. Det var så paramedicinerne, der nu tilså Morten Hansen. Anita tog sin telefon og ringede til politiet.
   "Du gjorde det helt rigtige," sagde en af dem til Anita. Hun vendte sig nu mod Lisette.
   Lidt efter kom to politimænd ind ad døren. "Er det her, der er anmeldt et overfald?"
   Anita bekræftede det og pegede på Morten Hansen. "Han bor her."
   Den ene af betjentene gik nu hen til Lena og begyndte at udspørge hende. Den anden, en gråskægget, furet mand, henvendte sig til Anita og spurgte til hendes navn, hvilket hun så gav ham og sagde, at hun boede i opgangen ved siden af. Hun pegede på den ene væg.
   "Mit værelse er lige op til den væg, og jeg kan næsten altid tydeligt høre, hvad der sker herinde, især når han råber højt."
   "Så du hørte altså noget?"
   "Ja, jeg hørte, han fik besøg, og så råbte de, at han havde lovet, at de kunne få en lejlighed her... det kræver vist en forklaring."
   Anita fortalte så om, hvad der var sket i huset. Betjenten nikkede og noterede.
   "Så det lyder, som om det var nogen, som han havde lovet en af de lejligheder, som blev ledige ved eksklusionen?"
   "Ja," svarede Anita, "og så hørte jeg lyd af slag og hørte ham råbe om hjælp, og jeg løb herover. Hans dør stod heldigvis på klem, og hende, som din kollega snakker med, løb med ned - hun bor ovenpå. Da jeg jo har været på førstehjælpskursus gennem min arbejdsplads, vidste jeg, hvad jeg skulle gøre."
   Betjenten nikkede og noterede. Så takkede han.
   "Det er muligt, vi vender tilbage til dig med spørgsmål; det kommer an på, hvad offeret fortæller os."
   Anita nikkede og kunne nu se, at de bar Morten Hansen væk. Lena vinkede farvel og gik. Anita gik ud igen ad bagtrappen og smækkede døren. Da hun kom ud i gården, mødte hun Marianne.
   "Men hvad var det dog for en tumult fra eks-formandens lejlighed?"
   "Det var to, som han havde lovet en af de lejligheder, hvor beboerne var blevet ekskluderet, og de kom nu og overfaldt ham, fordi de mente, han havde brudt sit løfte."
   "Du godeste."
   "Det må du nok sige."
   "Godt vi fik ham ud af formandsposten."
   "Enig, men jeg er godt nok ikke rolig ved, at han stadigvæk bor her."
   Anita mærkede en knude i maven. "Jeg er absolut ikke rolig ved, at min far stadig ser et lys i ham."
   "Det kan jeg godt forstå." Marianne strøg hendes kind. "Husk nu, hvis du får alvorlige problemer, så siger du det."
   "Tak."
   Anita vendte nu tilbage til sin lejlighed, hvor hendes mor nu stod og ordnede maden. Hun var glad for, at Preben ikke var hjemme. Anita forklarede hende det hele, og hun blev helt vild i øjnene.
   "Men det var da fint, du trods alt hjalp ham."
   "Selv om han er et svin, så har han jo ret til hjælp," sagde Anita.
   De stod begge lidt tavse. "Nå, far kommer nok hjem snart, gad vide, hvad han siger til dette her."
   Anita var ikke glad for at snakke med sin far om det, men han ville jo nok høre om det alligevel, før eller senere. Hun ville lade sin mor fortælle det, hvis hun ville. Hun følte sig slap oven på postyret, så hun gik ind på sit værelse og faldt ned på sin sovesofa.