Når det lysegrønne forår
beder til den farvede sommer
om at overtage,
og mælkebøtter og vilde hindbær
og roser og træer står sammen
i sol og vind og nikker
i varmen fra vinden,
bliver de kommende blomster
til de børn jeg aldrig fik,
jeg er mor for alle mine planter
og veninde med månen der lyser over landet,
når sommeren spirer fra den mørkebrune muld.
Min lille søde kat når den hopper
baglæns, når jeg kommer hjem,
og vender glad,
fordi den har ventet,
og spinder når jeg læser,
og ved jeg er her
for den alene,
tror den gennem
hele vinteren og den mørke tid,
den ved ikke de små blåmejseunger
i pumpen mellem høje skvalderkål,
som forældrene fodrer hele dagen lang,
på skift og hver sin vej efter flere fluer
ser jeg dem hver tidlige morgen fra døren.
Jeg lærte aldrig at røbe,
hvad jeg følte noget godt for,
så tog de det fra mig for at knuse alt
i negative kulsorte bølger,
jeg lærte at kvæle min sensuelle kvinde,
fordi jeg ellers fik tæsk.
Men jeg kunne ikke myrde mit moderinstinkt,
fordi det var for stort og alt for dybt
i en alt opslugende styrke
der altid kaldte på varme.
Nu vågner mine børn
igen til en ny dag
under himlen.