Jeg kan godt lide min egen skygge,
den giver mig ly og ro,
når drømmene vågner forkert
og begynder at sprælle for meget,
spreder den sin paraply
fuld af sin viden over mit hoved.
Min egen skygge kender mig så godt,
den er som en tigermoder
der trøster i tryghedens hule
fuld af kærlig omsorg.
Når du står der,
stor og lys,
som i lange ekkoer
af dine egne tanker
om verden og måske om mig
vågner glemte følelser igen,
det må de ikke
for mig.
Så jeg går ind i min egen skygge
der kender mine grænser
og min alder,
den camouflerer alt så klogt,
den lærer mig at lyve
for at kunne leve
lidt endnu.
Jeg skulle være ligesom hende
der aldrig ville være ældre,
det er rigtigt nok,
stregen i min hånd
skulle aldrig være fortsat
i livets forlængerarm,
når alt skulle være forbi.