15 - Opgøret
   Will var i mellemtiden ankommet til sit hus, hvor det blå lys oplyste stuen helt, og Will kom til syne i sin lænestol ved skrivebordet. Han var meget forpustet og måtte sunde sig. Halward bragte straks noget Will kunne styrke sig på. Da han igen havde fået vejret, fortalte han om hændelsen på kroen. Nu ved vi ikke hvad Ollygard kan finde på, men udstyret må gemmes væk straks. Det tog Halward sig af ude i Wills køkken. Alex gik med, og så hvordan Halward fik udstyret til at forsvinde i det blå lys. Alex sagde "Hvor blev det nu af?" Halward svarede, at det bare var sendt ind i muren over køkkenbordet. Der kan igen finde det. Det er kun os der kan få det frem, hvis vi bruger vores armring. De gik så igen ind til Will og Liv. Will sagde "Vi må gå op til Bellis, så der ikke sker hende noget!" Alle undtagen Halward gik nu til kroen. Han ville blive i huset i tilfælde af, at Ollygard ville opsøge Will der, så skulle Halward nok tage sig af ham, og sende ham væk.
   Ude på gaden mødte de så Ollygard, der vandrede hvileløst om. Han var tydeligt frustreret over, at han ikke havde løsningen på sit problem. Han råbte ad Will med trusler om alt muligt, men de ignorerede ham bare, og gik videre imod kroen.
   Bellis fandt de siddende ved bordet i køkkenet. Der blev krammet og grædt, men smilene fandt lige så stille vejen frem hos dem alle. Bellis var sig selv igen, og der blev talt om mange ting.
   Will sagde "Nu når Ollygard ikke har sit udstyr, så kan han ikke skade nogen med det. Han kan stadig true med alt muligt, men ikke lige det. Vi kan ikke bevise det han har gjort med kroen og dig Bellis, men hvis vi kan få ham i en fælde, hvor ældsterådet afslører hans arbejde med magi, så er han færdig, og alle hans forretninger og hans falske ægteskab med dig Bellis. Det vil være enden. Han bliver dømt, og kommer på en fangetransport til Vangaard. Nu må vi få en ide, så kan lokke ham i en fælde."
   Ollygard var forsvundet. Han var sikkert hjemme i sit eget hus nu. Alex lukkede Jægerly. Lysene blev slukket, og så gik de alle hjem til Will. Halward havde mad klar til dem alle. Den aften blev der talt om mange ting, og især Alex forsøgte hele tiden at finde den perfekte ide til at fange Ollygard i en fælde. Halward kom med den rigtige plan. Han sagde "Jeg tænker vi skal gøre følgende: Da vi ikke kan ødelægge de ting Ollygard har styret mennesker med, for der kan jo være nogle vi skal hjælp ud af det, så må vi fange ham ved at melde ham til ældsterådet. Vi ødelægger en af de fremmede våben, så det ikke virker, men hvis de finder det i Ollygards lomme, så er han færdig på samme måde. Vi kan ikke anklage ham for ægteskabsbryder, for Bellis har ikke gjort synlig modstand dengang. Vi kan ikke anklage ham for det han gjorde, det ville kræve, at vi afslører det udstyr han har brugt, og det kan lige så godt være os, der er kommet med det." De syntes alle det var en mulig plan. Den blev endevendt og afprøvet i deres tanker nogle gange. Det måtte ikke gå galt, for så var alle i fare overfor Ollygard, der sikkert havde tænkt på hævn et stykke tid.
   Næste morgen var de i gang med at forberede dagens opgør. Halward fik en af rørslangerne ødelagt så den ikke virkede. Den skulle smugles i en af Ollygards lommer inden de skulle hente en fra ældsterådet. Halward gav Liv den opgave, da hun ikke syntes som en trussel for Ollygard. Hun kunne mere ubemærket komme i nærheden af Ollygards jakke, hvis han var på kroen. Bellis og Liv gik til kroen for at arbejde. Alex skulle overvåge Palle, så han ikke kom i vejen for planen, og Will skulle så mælde Ollygard til ældsterådet. Hvis en af de ting ikke lykkedes, så var fremtiden for dem alle i fare.
   Ollygard udtænkt en plan for at få Will af vejen. Han havde været vågen hele natten, hvor han havde holdt udkig efter Will. Da de alle kom ud af Wills hus, sad Ollygard skjult i en vogn på den anden side af torvet. Han hold nøje øje med dem, og kunne se at Will gik i anden retning end de andre. Ollygard fulgte efter ham, og da det blev muligt for ham, slog han Will ned bagfra. Will blev trukket i skjul. Ollygard havde ikke regnet med Halward, som så det ske. Halward havde fulgt Will på god afstand, så Ollygard ikke bemærkede ham. Halward vidste at Will ville være i den største fare, men samtidig kunne Halward ikke afsløre sig overfor Ollygard. Han måtte ikke komme under mistanke, da han nemt kunne anklages for en fremmed spion.
   Ollygard var nu travlt beskæftiget med at pakke den bevidstløse Will ned i en kasse, som han lukkede forsvarligt med søm, og satte en tekst på kassen. Den skulle køres til et skib i Vangaard, og sejles langt væk, hvor Will kunne ende sine dage som slave. Han fik nogle af sine mænd til at tage sig af kasse der kom op på en vogn. Ollygard og mændene gik ind i huset, for at forberede dem på turen til Vangaard havn.
   Nu tog Halvard chancen til at hjælpe Will. Halward tog sin armring frem og forsvandt i det blå lys, og straks efter blinkede et blåt lys inden fra den kasse, hvor Will var fanget. Halvard sad nu sammen med Will i kassen. Han fik mundbindet fjernet fra Will, så han kunne tale, og Halward gjorde sin armring klar igen. De to forsvandt i blåt lys i kassen, og befandt sig nu i sikkerhed hjemme hos Will. Will kunne næsten ikke få vejret igen efter den tur. Det tog nogle minutter før de kunne tale sammen.
   Ollygard kom ud af sit hus, sendte sine mænd afsted med hestevogn og kassen med Will. Da han havde set vognen forsvinde ned ad gade bag Jægerly i retning af Vangaard, gik Ollygard vel tilfreds med sikre skridt hen til kroen. Nu skulle han have styr på Bellis, så hun ikke kunne lave numre med ham. Når Will var fanget et ukendt sted af Ollygard, så ville Bellis ikke gøre modstand, og Alex ville ikke kunne finde Will. Men Ollygard kunne ikke vide hvad Halward havde gjort.
   Will og Halward havde nu fordelen. Will gik omgående til en af ældsterådet og meldte Ollygard for at være i ledtog med ånder og magi. Det blev taget meget alvorligt, og rådet blev straks indkaldt til møde i rådhuset nede på torvet. Will havde bare ikke regnet med, at Ollygard var kommet med i rådet som en af de ældste i byen. Ollygard blev også indkaldt. Will kunne umuligt ændre på anklagen nu, og da mødet begyndte, vidste Will ikke, om Liv havde nået at få smuglet den ødelagte rørslange i lommen på Ollygard. Det havde hun ikke, og det var hun også klar over, at det hele nu afhang af, om hun kunne nå at smugle den ind på mødet hvor Ollygard nu var på vej ind. Da Ollygard fik øje på Will i mødelokalet blev han meget overrasket. Hurtigt gjorde han som om der ikke var sket noget. Han hilste på Will med en håndbevægelse. Rådet var nu samlet, og formanden læste Wills anklage op. Ollygard blev rasende over så uhørt en beskyldning, at han skulle have med ånder at gøre. Der opstod tumult og en del mundhuggeri. I mellemtiden var Liv dukket op i køkkenet på rådhuset. Hun havde rørslangen i lommen, og havde på Bellis anvisning bestukket en af tjenerne i køkkenet. Liv havde fået tjenertøj på, og satte hatten langt ned i panden, så Ollygard ikke skulle genkende hende. Hun gik ind i mødelokalet med en bakke med drikkevarer, satte den på et bord, og kig bag om Ollygards plads, hvor hun ubemærket lod rørslangen falde ned i hans lomme. Hun kom til at puffe til Ollygard der var optaget af skænderiet. Han vendte sig halvt om til hende og skældte hende ud, som om den klodsede tjener bare skulle passe på. Skænderiet fortsatte, og Liv forsvandt ud i køkkenet og bort fra rådhuset.
   Formanden havde fået ro i lokalet, og bad Will om sin bevisførelse for hans anklage. Will bad rådet tage indholdet af Ollygards jakke frem. Ollygard var rasende. Han sværgede på, at der ikke var noget i han lommer. Han vidste jo, at Will havde fjernet hans udstyr, som han havde brugt på Bellis. Lommerne skulle være tomme, men det var de ikke.
   Rådet blev meget overrasket, da den defekte rørslange kom frem på bordet. Straks blev Ollygard meget overrasket og råbte at det ikke var hans. Han blev omgående arresteret og ført ud til arresten.
   Will fik afslutningsvis meget anerkendelse af rådet. Formaliteter med hensyn til Ollygards dom, som ikke kun kom til at handle om magi, men også ægteskabsbrud, og overtagelse af kroen til Bellis blev aftalt. Palle måtte senere finde ud af, at han havde overtaget alle Ollygards aktiver, hans hus og alle hans værdier i øvrigt. En noget omtumlet familie samlede sig nu i stuen hos Will. Det var en meget lettet familie. Will, Bellis, Alex, Liv og Halward.

16 - Fest og fred
   Nu kom tiden, da Will med familie kunne tale ud om alle oplevelser, og om planerne for bryllup. Bellis havde lovet sig selv, at hvis Alex kom tilbage, så ville hun overlade kroen til ham. Da han nu havde Liv med, så var det endnu lettere for Bellis at gøre det til virkelighed. Hun havde aftalt med Will, at de flyttede sammen med Will nede i byen, så behøvede hun ikke at arbejde på kroen. Alex og Liv syntes om planen og var egentlig opsat på at være kroejere, så det hele skulle sikkert blive rigtigt godt.
   Kort tide efter skulle bryllupsfesten så sætte en flot ramme om familieplanerne. Det blev en fest Vinterly sent vil glemme. Will havde nogle fantastiske tricks i ærmet. Det så ud som det rene magi, men han hævdede at det bar var krudt og fyrværkeri - som han sagde, så skal en tryllekunstner ikke røbe sine hemmeligheder, samtidig med at han blinkede med det ene øje til Alex.
   Liv var den smukkeste brud, og Alex havde stjerner i øjnene da han så hende i brudekjole og med sit hår sat op, som han aldrig havde set hende før. Bellis havde vist hjulpet til. Den aften var Jægerly fyldt til randen af festglade gæster, og kroen var blevet Livs og Alex fælles hjem.

Nogle år efter brylluppet er der stadig gang i forretning og arbejde på kroen i Vinterly. Palle havde en god forretning, som drev handel med varer til kroen, og Liv havde overtaget kroens køkken, hvor pigerne stadig var i arbejde. Der var kommet flere unge hjælper til ved madlavning og rengøring. To musikere havde Alex skaffet, og ansat til underholdning inde i krostuerne. En lille dreng løber rund inde på kroen, og ud i køkkenet, hvor han løber lige ind i skørterne af Liv, hvor han udbryder, "Moa!" og ler. Liv har fået en dreng, som tydeligvis ligner både Liv og Alex.
   Det blev aften, og Will kom som sædvanligt ind ad bagdøren i køkkenet. Han satte sig på hug, og breder armene ud efter den lille, som styrtede hen imod ham sammen med Regi, og råbte "Farfar!". Liv smilede. Alex og Bellis kommer ind lige bag ved Will, og hang deres overtøj op på vægen ved døren. De samles ved det store bord i køkkenet, hvor familien spiste sammen. Efter måltidet kalder Liv på drengen, "Willy, kom så, nu skal du op ovenpå. Det er sengetid." Efter en tur rundt om bordet, hvor drengen griner og ler, så fangede Liv ham, bærer ham ud, mens de vinker til de andre og siger godnat.
   Liv sidder lidt efter ved Willys seng og synger en sang, som hun husker fra hendes hjem. Det er en vuggesang, som hendes mor også har sunget for hende. Nede i køkkenet sidder Bellis ved siden af Alex. Hun rækker Alex en kasse. Alex ved hvad det er. Det er de papirerne, som Bellis engang fortalte om. Den skulle Alex nu have. Han sagde tak og tog den med op ovenpå i sovekammeret ved siden af drengens rum. Liv var endnu inde ved drengen. Alex så efter, hvad det var for noget hans mor havde givet ham. Der var papirer i kassen. Han vidste det var noget han skulle læse, men det kunne vente lidt endnu. Han havde den tanke, at det han havde fundet i Liv og hans lille dreng var rigeligt lige nu, så han undlod at læse, men satte kassen ind under sengen til senere.
   Alex gik nu ind til Liv, som sad på kanten at Willys seng. Drengen var faldet i søvn, så de var stille. Alex satte sig bag Liv på samme sengekant, holdt om hende og så på drengen, der havde lukket øjnene. Liv tog sin halskæde af, og hang den op over drengen på sengestolpen. Det var den halskæde Bellis havde givet Alex inden rejsen. En amulet med guldkant og en sten i midten. Alex kyssede Liv på kinden, rejste sig og trak hende op til sig. Alex hold om Liv et kort øjeblik, hvor de stod sammen og så på Willy der sov. Den lille familie havde fundet lykken. Alex slukkede lyset, og de gik ud fra Willys værelse.
   Da de havde lukket døren ind til ham, glimtede amuletten i halskæden med blåt lys, et lys som de havde mødt så mange gange før.