En skikkelse bevæger sig frem mod det hvide slot, hvis tårne og spir hæver sig mod de purpurfarvede aftenskyer.
   "Hvad er det dog, hun har fundet på?" mumler han til sig selv.

Inde på slottet er der mange snoede gange. En lille fyr med brune krøller og grågrønne æjne lister hen ad en af dem. Det er Jegor, og han er på vej mod sn mors arbejdsværelse. Der er omtrent 92 skridt der hen og der er to værelser mellem arbejdsværelset og hans eget værelse.
   I en af lommerne på hans spraglede kofte ligger der et æg.I en anden lomme ligger det lille, lilla og magiske rør, der har tryllet ægget helt. Bare mor ikke spørger, hvordan han har båret sig ad.

Det var faktisk så nemt. Pil havde vist ham, hvordan man pustede stille ind i røret, så der fløj en ganske lille sky ud. Og så havde hun bare hvisket til den sky: Saml nu alle stumper, lille sky. så er du sød." Ikke nogle mærkelige ord eller noget. Hun bad pænt skyen om det og den splittede sig ligesom i en mængde af lysende, farvestrålende tråde, der snoede sig om æggeskallerne. Det så ud som om strålende var mange arme, der samlede et pustespil af skallerne. Og så var ægget helt, men Jegor turde først ikke røre ved det.
   Så havde Pil knust det. Igen. Og så skulle han prøve. Først tog hun dog en lille kugle op fra en sine mange lommer i sin kofte og anbragte den i røret.
   Tøvende pustede Jegor - og underet gentog sig

Jegor stikker to fingre i lommen. Mærker forsigtigt efter. Jo, ægget er helt endnu.
   Hvor bliver mor glad, når hun ser det. Eller gør hun? Han har jo snydt lidt - kun lidt, som Pil sagde. Men ægget er jo tomt, der er hverken hvide eller blomme i det. Hvad skal han sige, når hun spørger, hvor det er forsvundet hen?
   Pludselig er der en stor klump i hans hals. Den både strammer og skubber spyt op i hans mund. Han stopper. Billedet af bedstefar kigger på ham fra den snehvide, glatte væg. Bedstefar har langt, hvidt hår og et stort hvidt skæg. Han sidder på hug, og man kan ane hans vinger, selvom han ikke har bredt dem helt ud. Under den ene vinge sidder to små nisser, og over hans hoved kredser nogle alfer. Bedstefar ser venligt på ham, sådan som han for det meste gør. Nå ja, det er jo kun et maleri, men sommetider er det som om, han glor vredt på en. Det er mest hvis Jegor godt ved, han har gjort noget forkert.
   "Er det meget slemt at snyde lidt?" mumler han til den gamle bedstefar.

Ri-itch -en lyd, som når man løber over isen på skøjter, der ikke er helt skarpe, giver Jegor andet at tænke på. Den kommer fra et sted lige i nærheden. Fra døren til mors værelse? Sommetider knirker den. Men ikke sådan. Jegor spidser ører. Nej, det er ikke lyden af en knirkende dør. Uden at tænke over det, vender han sig mod det sted, lyden vistnok kommer fra. Nu er den der igen. Og så lyder der nogle dask. Det lyder som ... Måske som en enhjørning, der dasker halen vredt ned i en træstub?
   Jegors fødder slår rødder. De vokser ned i gulvet og hans ben bliver tunge. Er han ved at forstene af skræk ? Det kan man ikke, men det føles altså som om man kan. Og i næste øjeblik stivner han totalt. En lang, meget mager skikkelse kommer direkte imod ham. Sortklædt og dyster. Blåt ansigt opspundet af flammer og fra dette sære bål peger et par krogede, hvidgule horn op mod loftet. Jegor vil ikke se på det, men han er som forstenet. Den skrækkelige gestalt må tro, han er en statue med åben mund og tomt stirrende øjne. Det må gestalten rigtig gerne tro, for så går han måske forbi ham?
   Men nej, den skærende lyd er der igen. Jegor ser ned. Selvfølgelig tror skikkelsen ikke, han er en statue. Nu føles det pludselig som om, han er en aspegren i stærk kuling. En bævreasp, ville Pil nok sige, hvis hun var i drillehumør.
   Jegor stirrer på bare blå fødder. De er som knogler overtrukket med blåt skind og med lange - meget lange - skarpe kløer.
   En rasende storm tager fat i den aspegren, der i virkeligheden er Jegor. Han ryster over det hele. Kan slet ikke holde op.
   Der kommer lyde ud af væsnets mund. Sære lyde, der måske skal forestille ord? Noget svipper frem bag skikkelsen. En lang snoet hale stritter lidt opad og svirper så ned med et smæld og nu lyder det ikke som en enhørningehale, men som en pisk.
   Det frygtelige væsen er jo et uhyre og nu sætter det sig på knæ foran ham. Det fortrækker sine grønne læber i en halvbur og blotter sine sylespidse tænder.
   Da det strækker sin ene blå knokkelhånd hen mod hans kind, skriger Jegor i vild rædsel.