"Hvorfor skal jeg drikke det?" spørger Jegor.
   Det er uhyret, der svarer "Fordi det giver dig et langt og sundt liv," siger det og skæver til mor, mens det krænger læberne til noget, der vistnok er et smil. Faktisk ser han venlig ud nu, selvom han stadig er grim, Men dunkene virker stadig ikke indbydende. Selvfølgelig vil han gerne have et langt og sundt liv, men han er da ikke syg.
   Mor rækker en hånd ind under bordet, og da hånden kommer op igen, holder den nogle små bægre. Dem sætter hun på bordet. De er sat inden i hinanden som et lille tårn, Hun tager det øverste. Hun må lirke lidt for at få det fri. Så skubber hun det langsomt hen mod dunken med det gule indhold,
   "Du vil jo også gerne kunne trylle, ikke?" siger hun med sin lokkende "Du kan jo nok forstå"-stemme. Hun skæver til den blå gestalt og den kniber øjnene en smule sammen, så der kommer en fold i panden. En rynke er det vel?
   "Jamen, jeg kan godt trylle," forsikrer Jegor og fortsætter: "...for ved du hvad, mor..."
   Jegor føler forsigtigt efter i lommen, Jo, ægget er helt endnu, Meget forsigtigt lægger han det på bordet og det triller lidt hen mod den blå gæst. Mors hånd stopper det og hun holder om det.
   "Flot, Jegor," siger hun og smiler et mat smil, som om hun ikke helt mener, at det er flot gjort. Eller som om hun ved, at det er snyd. Jegor bliver hed i kinderne og en rigtig dum tåre er på vej i hans ene øje,
   "Smag nu på Slickorans magi-eliksir," lokker mor og hælder lidt væske ud af dunken, man ikke kan se igennem. Det er lilla og lidt tykt, sådan som sirup eller saftsovs.
   "Det smager af blåbær. Søde blåbær," oplyser uhyret Slickoran. Jegor ser på ham et øjeblik. Så rækker han en hånd ud mod bægeret, lukker den om det og løfter det op til næsen. Det dufter dejligt, Han nipper til det. Det smager godt, så han tømmer det lille bæger og slikker sig om læberne.
   "Nå, den kan du godt lide," siger Slickoran,"men jeg er bange for, at sundhedsmiksturen er knapt så velsmagende, Til alt held, behøver du kun nogle få dråber om dagen, vil jeg tro."
   Slickoran stikker en af sine drabelige kløer ned i en lomme på sin kjortel, og da kloen kommer frem, hænger der en lille ske på den. Den er omtrent på størrelse med mors fine honningske, og ser ud til at være skåret ud af en eller anden slags ben. Når den kan hænge på kloen er det fordi der åbenbart er et lillebitte hul i skaftet, og nu lirker Slickoran skeen fri og fylder den med lidt af den grønne væske. Det syder og bobler, Bruser og skvulper. Og det stinker, så det river i næseborene, Uden at ville det trækker Jegor sig lidt baglæns og kniber læberne hårdt sammen.
   "Bare slug det," opfordrer Slickoran.
   "Er du helt sikker på, det virker?" hører Jegor, at mor spørger. Han kniber læberne endnu hårdere sammen og virrer lidt med hovedet. Hvis det måske slet ikke virker, vil han altså ikke have det stads.
   "Den virker!" forsikrer Slickoran og ser fra mor til Jegor. Det blå væsens runde øjne ligner et bål i en dyb grotte, Med fortærende flammer.. Det gibber i Jegor, men i næste øjeblik, er det som om flammerne forvandles til varme, venlige gløder. Og varmen kaster et godmodigt skær over det ellers så skræmmende fjæs.
   Men den boblende væske frister ikke mere.af den grund.
   Det bobler og syder jo, og i Jegors mave bobler et spørgsmål, som må stilles.
   "Hvis jeg - hvis jeg drikker det ækle stads - får jeg så - gror mine vinger så ud?"
   Mor og ham der Slickoran glor på hinanden. Mors grønne øjne er store og hun puffer en gylden lok væk fra panden. Så glipper hendes øjenlåg.
   Det er Slickoran, der svarer. Ganske roligt siger han:
   "Nej du, men der er jo også den gule eliksir, Den kan måske give dig vinger. Den var ret svær at lave og jeg er ikke helt sikker, men den smager godt, kan jeg love dig. Så slug nu de grønne dråber og skyl efter med de gule.
   Lydigt og lidt opgivende åbner Jegor munden og lader det flydende stads glide ind. Føj for den Lede. Han er lige ved at spytte det ud igen, for det både syder og bobler videre. I hele munden. Men ned skal det jo og med besvær får han sunket det. Maven vrider sig og tårerne springer frem.
   "Det var flot," siger Slickoran, "Skyl så efter med den gule."
   Gennem tårer ser Jegor et bæger halvt fyldt med gul væske. Han griber om det og har ikke lyst til at drikke det, for kvalmen raser i mund og mave. Men han svælger et par gange og så glider det ned. Det smager faktisk endnu bedre end den lilla. Han kan ikke rigtig regne ud, hvad det smager af, men godt er det. Og det fjerner smagen af det ækle grønne.