Uhyret blotter sine sylespidse tænder og udstøder sære lyde.
   "Du - du må ikke æde mig," får Jegor sagt med en lillebitte, rystende og tynd musestenne.
   "Hvorfor ikke?" kommer det så fra uhyret, der åbenbart lige pludselig kan fe-sprog.
   "Fordi, så får du med mig at bestille!"
   Ordende kommer ikke fra Jegor. Selvom han gerne ville have sagt dem
   Mor er kommet, Hun står lige bag uhyret, og nu vender det sig om mod hende. Et øjeblik ser mor truende og vred ud.
   Nu render det fæle uhyre nok sin vej?
   Nej - jamen, hvad sker der? Står mor virkelig der og smiler mod uhyret?
   "Slicko, for den da," smiler mor, "du har jo næsten skræmt livet af min søn. Han troede vist, du ville æde ham."
   "Han er også en lækker lille en," siger uhyret og tilføjer hurtigt, "men jeg æder ham da ikke. Jeg har eliksiren med til ham."
   "Godt," siger mor, "lad os alle 3 gå ind på mit kontor."
   "Jeg vil ikke..." begynder Jegor og mener, at han ikke vil have en eller anden dum eliksir,
   Mor smiler blidt: "Det er noget, der er godt for dig, min dreng. Og Slicko er ikke så farlig som han ser ud."
   Uhyret, der åbenbart hedder Slicko mumler noget om, at han KAN være ret farlig,
   Så er de inde på kontoret. Mor slår ud med hånden mod de hvide, bløde puder, der er runde og ligner fladtrykte snebolde. Der har hun tit læst for ham, fortalt ham noget og hørt ham fortælle.
   Slicko, der måske er et rart uhyre, haler en lille dunk op af en lomme. Dunken er brun og der et billede på den: men Jegor kan ikke se, hvad det forestiller, for dunken er lille og billedet endnu mindre.
   Slicko tøver lidt. så stiller han dunken på det runde bord mellem puderne. Og haler endnu en dunk frem. Og en til, så der nu står tre drikkedunke. De sidste to er gennemsigtige, så man kan se, at indholdet har farver. Den ene er gul, den anden grøn . Den gule ser ikke slem ud, men den grønne er klam, for der flyder noget meget mørkegrønt rundt i det, og der dannes sære bobler.
   Vil mor virkelig have, han skal drikke det?