Jeg hører lette skridt. Og der står Brazil: den ældste af mine endnu levende børnebørn; med glødende, orangegule øjne og en mund, der mimrer, så jeg ved, at han vil fortælle mig noget.
   ""Er du ikke i seng?" spørger jeg, selvom jeg jo faktisk godt kan se, at det er han ikke.
   " Nej, for ved du hvad, Bedstefar?"
   Inkalina står med en dryppende klud i hånden og ser fra mig til Brazil. Mit barnebarn venter ikke på svar, men snakker løs:
   "Bedstefar- kan du huske ham drengen, der var her og som kælede for Klara, fordi han slet ikke var bange for hende?"
   "Her kommer tit drenge," vrisser jeg.
   "De er store," siger Brazil, "jeg mener ham den lille."
   "Ham, der kun var 12 ork-år?"
   "Nej"
   "Nå, men så ham elverdværgen?"
   "Nej. Altså Bedstefar - du ved nok - ham vi tit har snakket om, ikke?"

Det dæmrer: for ikke så længe siden kom der faktisk en ganske lille menneskedreng ned til os og helt ind til mig.
   Han var sammen med Urka. Og de holdt hånd. Jeg så det godt. Urkas store næve omsluttede den lille menneskehånd og drengen skævede op mod Urkas tryne, før han vendte blikket mod mig. Hans ansigt var vist ret almindeligt, bare lille og hans øjne lagde jeg ikke mærke til i første omgang.
   "Dav," sagde drengen, "er det dig, der er den onkel, som der vil tale med Sapko?"
   Urka slap drengens hånd, rødmede og prøvede at ligne en ork-general, hvad han faktisk er. Mange kalder ham Urka den Frygtelige, men lige der, da lignede han en, der for eksempel kunne hedde Urka den Rådvilde.

Sapko? Navnet irriterer mig. Han var en af de syv beviaktrolde, der under en af de sidste store krige flygtede til Anarkat. Men inden han flygtede gjorde han sig bemærket ved at redde en menneskekvinde og hendes nyfødte søn. Derfor dyrkes han af visse mennesker som en gud.
   Nå, men Sapko er død. Beviakker lever ikke så længe som vi blåtrolde. Den ældste blev vist 9 sekler - altså kun så gammel som Brazil er nu - men han var skam både gammel og hvidskægget.
   Ja, jeg har lige gjort en lang historie kort, for hvad havde Sapko nu med noget at gøre,tænkte jeg den dag.
   Urka forklarede mig det: og det var gået til omtrent sådan her:
   Min søn. Slikoran, holdt øje med drengen og når han ikke havde tid til personligt at holde øje med ham, havde han spejdere ude, ofte var det nogle af orkerne han sendte af sted, men også alfer blev brugt som spejdere. Nogle af disse spejdere havde set et mistænkeligt fremmedlegeme på himlen. De mente det kunne være en rumbobbel. Det havde nogle ment før, men denne gang passede det - og der sad hele to beviakker i boblen, der som enhver med en smule fornuft kan regne ud, er et lille rumfartøj. Det flyver på uraniumdozid og er ca. otte uger om at flyve strækningen mellem Sakurius og måneplaneten Anarkat, kan jeg tilføje.
   Den - rumboblen - landede i udkanten af overfladens største skov. Den blev omtrent skjult af træer, men de to beviakker vadede afsted som om de skulle et bestemt sted hen.
   Det skulle de vist også, for de stoppede ved en ussel lille bjælkehytte, hvor der groede vilde blomsterløg og pjuskede strå på det mosbegroede tag.
   De talte sammen, de to beviakker, men spejderne,der den dag var tre sortelvere forstod ikke sproget. De så bare de to trolde og noterede sig deres udseende. Den ene havde blåt, pjusket hår ogvar en langranglet trold. Den anden havde stridt, lysegrønt hår med hvide blomster i. ellersså de ud som beviakker nu engang ser ud. Stridt hår som allerede nævnt, brede næse, kuglerunde øjne, fire tykke pølsefingre på hver hånd ogditte tæer på fødderne. Lange haler med en dusket hår for enden.
   Ham med det grønne hår gik ind i den have, der omgav hytten.han havde en lommelygte med; den lyste med kravalterbatterifandt jeg senere ud af - og den afgav et ret kraftigt, meget hvidt lys.
   Den ene elver mente, at beviakken havde udstødt lave kaldelyde. Det havde han også, fortalte han mig, da jeg senere tog ham i forhør.
   Ud af døren trådte lidt efter en lille menneskedreng. Enspinkel lille skabning i nusset, gul-hvid natsærk - og i præcis samme mondering trådte han senere den nat ind i mit gemak med Urka i hånden.
   Drengen og beviakken talte med hinanden. Nu havde beviakken skiftet til menneske
   sprog og det talte han åbenbart godt nok til at drengen forstod, hvad han sagde, men elverne forstod ikke ret meget. Den måske mest vakse mente dog han opfangede navnet Sapko - og de bestemte sig til at sende bud efter Urka og nogle af hans natjægere, der tilfældigvisvar i nærheden, for at skaffe noget spiseligt i skoven.
   Urka bestemte sig for at tage beviakkerne med til mit underjordiske domicil, men de fik kun fat i ham den grønhårede. Den anden forsvandt simpelthen.
   Og drengen - han kom bare rendende, fortalte Ursa - stod bare der med en tommeltot i munden og spurgte hvorfor, de havde taget Sapko og hvor han skulle hen.
   Befippet over drengen, der vitterligt blot var et barn - fik Urka mumlet noget om, at han bare skulle besøge en rar gammel onkel, der gerne ville snakke med ham.
   Så ville drengen gerne møde "den rare onkel," der altså var mig, selvom jeg på det tidspunkt ikke vidste, at jeg ville tale med en ung beviak.

Det tog noget tid for Urka at fortælle og mens jeg lyttede til ham, holdt jeg ikke øje med menneskeungen. Jeg tænkte, at det gjorde Prudence sikkert, og den nat var det Prudence. Men da jeg vendte min opmærksomhed mod ham sad han såmænd på ryggen af Klara og kløede hende i de sorte skæl mellem ørerne. Og hun udstødte en veltilfreds lyd, for hun elsker at blive kløet lige på det sted.
   "Nå, i er da vist blevet gode venner," sagde jeg vist -måske endda med min bedstefarstemme. Det påstod Prudence i hvert fald senere - både ofte og tit.
   Drengen så på mig og spurgte:
   "Kommer Sapko snart? Han skal også se dragen, for hun er sød," sagde han.
   Jeg så på Urka.
   "Ja, kommer hrm - Sapko ikke snart, så vi kan tale sammen?"
   "Jo - det - æh, men han taler lige med Jasket og Basky...(tror jeg det var), stammede Urka og betonede ordet "Taler," så jeg vidste, de havde ham i forhør. Heldigvis var det sortelvere, der forhørte ham, husker jeg, at jeg tænkte , De er som regel blidere end orkerne, for de har lidt mere mellem ørerne - sådan generelt forstås.
   Mens Urka gik hen for at hente Sapko snakkede drengen meget om, at det var synd, at "de der sorte" havde flået sådan i Sapko, for Sapko var nemlig blevet bange, for han troede at den rare onkel slet ikke var rar. Og om, at Bedste og nogle, han kaldte Raja og Pablo, altså bare skulle høre om det her.

Og nu er han her altså igen. Drengen. Hvordan mon det er gået til denne gang?
   Der er han. Han står bag Slikoran. Han er vokset - drengen. Faktisk kan jeg slet ikke genkende ham og hans navn er helt væk. Han ser træt ud og virker noget blegnæbbet, men han ser da på mig og han hilser: "Godaften, Belkin." Han nikker endda mod Inkalina og hilser "godaften." Så trækker han sin ene hånd gennem sine sorte krøller, der er fugtige som om han har været i bad.
   "Godaften," hilser jeg igen og så er der stille et øjeblik, bortset fra at Klara klasker halespidsen mod stengulvet med små irriterende smæld